Sorg og glæde går hånd i hånd

Sognepræst Camilla Cedermann skriver i artiklen, at sorgen og kærligheden er filtret ind i hinanden. Sorgen er nemlig uløseligt forbundet med den glæde og kærlighed, som vi delte med den, vi nu sørger over.

Forestil dig at du på et tidspunkt i dit liv, hvor du havde mistet en kær og var i dyb sorg blev tilbudt en pille, der kunne fjerne din sorg. Hvad ville du gøre? Det er jo uendeligt hårdt at være i sorg, kroppen og sjælen længes frygteligt. Måske ville du overveje at tage imod tilbuddet. Men ville du tage imod tilbuddet, hvis pillen virkede på den måde, at den slettede den, du havde mistet, fra din hukommelse? 

Jeg så engang en science fiction-serie, der til min store forundring berørte netop denne problemstilling: En ung mand, der havde mistet sin elskede, og var fortvivlet over tabet, tog imod tilbuddet, men oplevede senere til sin fortvivlelse, at han nu både havde mistet sin elskede og minderne om hende.

Sådan er sorgen i sit væsen ubarmhjertig. For sorgen og kærligheden er filtret uløseligt ind i hinanden, og den unge mand fra serien ønskede sig nu intet andet end at finde tilbage til sorgen, som jo nu var det eneste sted, hvor han kunne forbinde sig med sin elskede efter hendes død.
Minderne og savnet følges ad. Kærligheden og sorgen følges ad.
Gad vide om det er derfor, Jesus kan sige i Matthæusevangeliet:  ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. Salig betyder oprindeligt, at der hviler en lykke fra Gud over en.

I oplevelsen af sorgen vil de fleste nok føle sig mere ulykkelig end lykkelig. Man har jo mistet en, der var betydningsfuld for én. Men Jesus fortæller, at de sørgende er salige? Altså lykkelige? Det er selvmodsigende.

Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over

"Hvis to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt. Selvom de elsker hinanden til det sidste, så dør de ikke samtidig. Den ene efterlader en smerte hos den anden, så ulykken er indbygget. (…) Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken bor i at sige ja. Men hvis det skulle få en til at mene, at man skulle lade være med at binde sig, så vil jeg svare: Tværtimod. Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over!"

Sådan udtrykte Johannes Møllehave det i et interview kort efter, han havde mistet sin kone. På fornem vis understreger han, at sorg ikke er en sygdom, men den pris vi ”betaler” for, at et menneske har været vigtig for os.
Forstået på den vis, skal sorg ikke bare fjernes eller ønskes væk. Fordi man jo så også på en måde kommer til at fjerne den gave, man har fået i det menneske, man har haft i sit liv.
Men hvad så? Skal smerten så bare blive ved? Man forstår godt den unge mand fra science fiction-seriens ønske om at slippe fri af sorgens greb. 

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes

Heldigvis er der noget, der forandrer sig. Og det er ikke sorgen, der med tiden bliver mindre. Det er den sørgende, der vokser, så der bliver plads til andet end sorgen. Sorgen vil være en trofast følgesvend livet ud. For det menneske, der har været en del af ens liv, skriver man jo heldigvis ikke ud af sin ”livsklub”, fordi det dør. Sorgen er nemlig også en fortælling om det, man har fået og aldrig kan miste.

I minderne ligger smerten, men samtidig trøsten. Lykken og ulykken går i sorgen hånd i hånd. I kærligheden og samhørigheden, der fortsætter hen over dødens grænse, ligger trøsten. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. På den måde kan kærligheden overvinde døden i dette liv.

Og dertil forkynder vi i kirken en trøst mere. En trøst, der er med os alle dage: Jesus har med sin opstandelse fra de døde påskemorgen vist os, at Guds kærlighed til os har gjort det vidunderlige muligt for os, at vi en dag igen skal stå ansigt til ansigt med vore kære. En dag, når dette liv er til ende, skal vi mødes i Guds rige, hvor glæden ikke længere er forbundet med smerte, og hvor Gud selv skal tørre hver en tåre bort.

Så sørg du blot, og lad blot din sørgende ven klage sit sorgfulde mod. For sorgen er uløseligt forbundet med den kærlighed og den glæde, vi delte med den, vi nu sørger over. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. 

Camilla Cedermann
Sognepræst i Brøndbyøster Kirke