Logo of church

Inspiration: Frivilligprojekt i Jakobskirken

# Nyheder

Udgivet onsdag d. 17. maj 2023 kl. 09:37
© Lene Ann Nielsen
Inspiration: Frivilligprojekt i Jakobskirken

Frivillighed er en hjørnesten i folkekirken. Man kan sige, at folkekirken kun eksisterer i kraft af de mennesker, som engagerer sig i den. Frivillige er både de organiserede udvalg og arbejdsgrupper, men også alle de, der ikke omtaler sig selv som frivillige -  som blot ser sig selv som  en del af kirken og som gør deres for at skabe et godt miljø rundt om kirkelivet.

Men frivillighed er også en arbejdsopgave, der altid skal lægges kræfter i og spørgsmål, man løbende skal besvare: hvem er folkekirkens frivillige? Hvad motiverer dem? Og hvordan får sognet flere frivillige?


Toårigt frivilligprojekt i Jakobskirken
Jakobskirken i Roskilde Søndre sogn har netop evalueret et toårigt frivillighedsprojekt, hvor kirken blandt andet har haft en deltidsansat sociolog, Per Gaarde Dvoracek, til at lede projektarbejdet. Her er der arbejdet med konktakt, kommunikation og aktiviteter, der har involveret alle led i sognet, og inddraget såvel præster som medarbejdere og menighedsråd i arbejdet. 
Ud over planlagte aktiviteter, ny opmærksomhed på SoMe-arbejdet og et frivillig-event, har projektet udmøntet sig i en frivillighedsstrategi samt en frivilligpolitik, som kan læses på Jakobkirkens hjemmeside

Netop på hjemmesiden er engagementet i frivillighed blevet mere synligt, efter kirken har dedikeret et menupunkt i topmenuen - VÆR MED - så alle, der besøger hjemmesiden, kan finde informationer om, hvordan man melder sig som frivillig, og hvor nemt det er at være med til at gøre en forskel i det lokale kirkeliv.

I marts bragte Dagbladet i Roskilde desuden en artikel om frivilligprojektet, som kan læses her.


Inspiration til arbejdet med frivillighed
Der er masser af inspiration at hente til, hvordan I får frivilligheden til at trives i jeres kirke.

Besøg temasiden på folkekirkens intranet - "inspiration til at styrke den frivillige indsats". Her finder I masser konkret inspiration og idéer til, hvordan I kan tænke i nye baner, når det gælder om at få nye frivillige eller fastholde de, der allerede lægger deres kræfter sammen med jer i sognet.

Læs også "Kirken i dag - #2 fra 2014" med temaet "Inddragelse af frivillige i kirken" eller besøg frivillighed.dk hvor Center for Frivilligt Socialt Arbejde har udarbejdet en inspirationsguide til samarbejde mellem kirker og kommuner for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Benytter I ChurchDesk kan I besøge deres tema-side om emnet og finde en række artikler der går i dybden med, hvordan kirkens hjemmeside kan hjælpe frivilligheden endnu mere på vej.