Man skal give den magt fra sig, som man alligevel ikke har

Jeg har været far i 20 år, og synes ikke at jeg er blevet bedre til det. Til min egen overraskelse er jeg blevet mere og mere i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre. Følelsen af ansvar man ikke kan leve op til rammer, bliver til afmagt. Jeg lægger mig ned mærkelige steder.

Børn kan trives og mistrives. Det kan vi forældre og alle andre også. Man kan ikke være mere lykkelig end ens mindst lykkelige barn. Hvorfor mistrives vi? Man kan pege på alle mulige ting; skærmene, de sociale medier, præstationspresset, krig, coronaeftervirkning, klimaangst, alt muligt. De er alle en del af skylden, men man kan ikke hive én faktor frem og sige; her har vi synderen for alt det. Det er langt mere kompliceret, et sammenrend af det hele. Men der er måske noget som går igen, noget meget mere simpelt. Kan det være, at unge og forældre og mange andre grundlæggende mistrives af samme årsag; vi har taget for meget på vores skuldre. Vi tror, vi kan udrette det, vi sætter os for. Det lider vi under.

I sin lille kloge spidse bog ”Tro for tvivlere” diagnosticerer forfatter, debattør og tidligere radiovært på P1’s ”Bagklog” Esben Kjær ham selv og vores tid. Han skriver, at vi lever som Gud-i-eget-liv. Vi lever i en verden, hvor vi har kunnet undværet Gud, og derfor har taget Guds plads. Det hele kan vi selv klare. Det har vi også fået at vide, at vi skal; du kan blive, hvad du vil. Det går meget godt, så længe man kan en masse og modstanden er moderat. Men da Esben Kjær mistede sin søn, opdagede han, at han ikke magtede at hive sig selv op, lige meget hvor meget han prøvede. Så han fyrede sig selv som Gud.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi har aggressionstrang, at vi ikke kan lade være med at stræbe efter at ville kontrollere det, vi står overfor, lægge det ind under vores herredømme, en udvidelse af kontrolzonen, en magttildragelse. Vi stræber hele tiden efter mere kontrol. Det gælder naturen, lidelsen, sygdom. Det gælder hinanden. Og vores børn. Videnskaben og den teknologiske udvikling har givet os bedre muligheder for at leve et længere og bedre liv. Men da begge er noget, vi mennesker selv styrer, har det øget vores fornemmelse for, at alt i verden kan vi komme til at bestemme over.

Ansvar er godt. Det man selv kan, skal man selv gøre. Det sagde min farfar. Og professor i neurologi og psykiatri Viktor Frankl skriver et sted, at meningen med livet starter med ansvaret. Tager man ansvar for sit liv, opstår meningen med livet af sig selv. Men der er også bare ting, man ikke helt har ansvar for. Det tror jeg, de fleste af os opdager på et tidspunkt. Dødsfald og tab, sygdom og andre mennesker, børnene. Magtesløse sidder vi tilbage.

Den her kontroltrang, den her magttildragelse, er jeg selv blevet inficeret af. Jeg tror, at jeg kan klare det hele selv, spørger meget sjældent om hjælp, finder hellere et eller andet frem i mig selv, skruer på mine indre knapper, fordi jeg har bildt mig selv ind, at det, mine børn bliver, udelukkende kommer an på det, jeg gør dem til.

Men vores børn er noget andet end os, helt fra starten af. Hvordan livet bliver for dem, er i sidste ende ude af vores hænder. Det bekymrer os dybt, vi bliver bange, kæmper for at genvinde en følelse af kontrol, men at de altid er mere end det, vi gør dem til, er ikke kun en dyb bekymring, det burde også være vores trøst. Tænk sig; de er noget i sig selv og du kan hverken gøre dem lykkelige eller helt ulykkelige. På samme måde med klimaet og vores arbejdsplads og den udenrigspolitiske situation; det er ikke kun vores ansvar, der er ting, vi ikke kan gøre noget ved, og der er en lære gemt; vi må give slip på den magt, vi faktisk ikke har.

Jeg ligger på køkkengulvet og ser op i loftet. Kommer han sikkert hjem i nat? Overlever hun på hospitalet? Gjorde jeg det rigtige, da jeg sagde nej? Jeg ved det ikke. Jeg lukker mine øjne og den mest vidunderlige poetiske drøm strømmer gennem mig; spiller fodbold med min bror i baghaven, bådene ude på Øresund, stjernerne der kalder, vi kravler op i et træ og spiser slik, der er en, der hvisker; det er ikke op til dig, jeg tager den herfra.

Karsten Møller Hansen