Logo of church

Australien - præst søges til kirken i Sydney

# Ledig stilling præst

Udgivet onsdag d. 24. april 2024 kl. 09:15
Australien - præst søges til kirken i Sydney

Down under! Vil du være præst for danskere i Australien?

Præstestillingen for de danske menigheder i Australien med hovedsæde i Sydney er ledig pr. 1. september 2024. De danske menigheder i Australien er tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker, som er præstens arbejdsgiver og som har overenskomst med den danske Præsteforening.

Vi søger en præst, der

  • er teologisk velfunderet og kan formidle evangeliet på en moderne og inspirerende måde, så det relaterer sig til menighedens dagligdag og aktuelle emner i tiden
  • har evne og vilje til både at udvise lederskab og skabe et tæt og velfungerende samarbejde med kirkeråd, ansatte og vores mange frivillige medarbejdere
  • har et positivt livssyn med gode kommunikationsegenskaber og finder det let at skabe nye relationer  
  • vil tage aktivt del i sociale og kulturelle aktiviteter og være en dynamisk og engageret drivkraft bag arrangementer
  • kan tackle de specielle forhold for en præst blandt danskere i udlandet. Bl.a. skal præsten være indstillet på at være aktivt inddraget i fundraising og networking for at profilere kirken
  • udviser fleksibilitet og er komfortabel med varierende arbejdstider
  • er komfortabel med, at præstegården ligger på kirkens matrikel og på visse tidspunkter af året er en del af kirkens faciliteter 

Vi forventer

De danske menigheder i Australien ønsker at få en præst, som er udadvendt og parat til at involvere sig i menighedslivet og i det lokale samfund. Menighederne ønsker en præst, som er leder og kan tage nye initiativer.

Kirkeligt forventer vi en præst, der favner bredt og engagerer både den kirkevante og den kirkefremmede. Præsten skal være rigtig god til at samarbejde i både kirkelige, kulturelle og folkelige sammenhænge.

Præsten er meget synlig og naturligt involveret i større arrangementer i det dansk-australske samfund. Solide engelsk-kundskaber er absolut nødvendige. 

Vi tilbyder

Som præst i Den Danske Kirke i Australien vil du, ud over den traditionelle præstegerning, få mulighed for at prøve kræfter med ledelse, administration og udvikling af en aktiv organisation i en spændende fremmed kultur. Du vil, igennem dit ophold, erhverve dig personlige og faglige kompetencer, som vil være et stærkt aktiv, når du vender tilbage til Danmark. Australien er et multikulturelt, generelt harmonisk og spændende samfund at være en del af, og danskere falder normalt let til. Australiere er venlige, imødekommende og åbne og er vant til at omgås og vise interesse for mennesker fra mange lande.

Den Danske Kirke i Sydney er hovedkirke og ligger placeret cirka 30 km fra centrum i en etableret middelklasseforstad (Pennant Hills). Ved siden af kirken ligger præsteboligen.

Den danske præst i Australien betjener danskere i Sydney, Melbourne og Brisbane, og der afholdes også danske gudstjenester i Adelaide, Perth og Canberra. 

Menighed Sydney: 130 medlemsfamilier, Melbourne 35 og Brisbane 15. Kirkegang Sydney: 23 i gennemsnit, laveste 10, højeste 200. Altergæster: 15 i gennemsnit. Der livestreames fra gudstjenesterne i Sydney og Melbourne (ca. 100 visninger). 

Menighedsråd Sydney: 7 medlemmer inklusive præsten. Melbourne og Brisbane har selvstændige menighedsråd. Der holdes 41 gudstjenester årligt fordelt på 22 i Sydney, 10 i Melbourne, 4 i Brisbane samt 4 til 5 julegudstjenester andre steder.

Præsten rejser således 17-20 weekender årligt. Der er 2-4 dåb årligt, 1-2 begravelser og 1-3 bryllupper.

Hertil kommer et årligt online konfirmandhold med 3-8 konfirmander fra hele Australien og New Zealand.

Aktivitetsniveauet i kirken er højt og varieret: Kor, håndarbejdsgruppe, bogklub, dansk butik, mange spændende forskellige aktiviteter rettet mod diverse målgrupper og fejring af alle traditionelle højtider. 

Kirken i Sydney er bygget i 1959 med plads til 150. Den er for nyligt blevet renoveret. Der er kirkekontor og sakristi. Derudover findes et tilhørende nyrenoveret menighedshus fra 1923 med menighedshal, scene og nyrenoveret køkken. 

Præsteboligen er opført i 2003 og fremstår som en moderne familiebolig beliggende på kirkegrunden ved siden af kirken. Boligen er på 2 etager, i alt 238 kvm med overdækket terrasse. Der er 4 værelser, 3 stuer, kontor og 3 badeværelser. Huset er udstyret med aircondition. Til huset hører to garager med automatiske rulleporte samt 700 kvm grund med anlagt have. 

Der findes gode skoler og institutioner i området. Forretningskvarter og jernbanestation ligger 5 minutters gang fra kirken, og selve Sydneys centrum ligger i en afstand af 45 minutters togtur. 

Øvrige ansatte i kirken

P.t. er der ansat en ungdomsassistent fra Danmark. Ungdomsassistenten rapporterer til præsten. 

Det bør du vide

Der er i alt ca. 9.000 danskere i Australien, foruden turister og backpackere. Den Danske Kirke i Australien er økonomisk støttet af DSUK, men er i høj grad baseret på løbende fundraising, salg af danske varer og bidrag fra menighederne. Den økonomiske/administrative funktion optager en væsentlig del af menighedsrådenes tid af samme grund, og det forventes, at præsten også spiller en aktiv rolle heri. 

Den Danske Kirke i Australien har en lang række kirkelige, kulturelle og sociale aktiviteter, som i høj grad er baseret på frivilligt arbejde og koordineret af præst og assistent. Det er menighedsrådenes vision, at dette vigtige arbejde fortsat styrkes, og at det sker på en måde, som på en gang respekterer kirkens historie og vigtige kristne fundament, men også bringer nytænkning og innovation.

Eksempler på aktiviteter

Det årlige julemarked, som er et krævende projekt og kirkens vigtigste indtægtskilde. Ungdomstræf, udflugter og picnics. Bogklub, foredrag, specielle gudstjenester så som meditations-, strikke- og børnegudstjenester. Butik med salg af danske varer. Fastelavn, Sankthansfest, filmaftener, kaffeklub og meget mere. 

Ansættelsesvilkår                     

  • Præsten ansættes og udsendes af Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK. Nærmere oplysninger om DSUK på www.dsuk.dk.
  • Lønindplacering sker i Lønramme 16/31 i lov om tjenestemandslønninger. 
  • Præsten ansættes efter de gældende regler i DSUK's overenskomst med Præsteforeningen. Det er ikke en åremålsansættelse. Imidlertid er det vigtigt, at der i udlandet holdes kirke på en nutidig, folkekirkelig måde. Det er derfor ikke hensigten, at man er præst hos os i en meget lang årrække, men at man derimod er en del af vekselvirkningen mellem folkekirken og udlandskirkerne. Der er rådighedstillæg og et udetillæg. I forbindelse med ansættelse af præster med mulighed for optagelse i Pensionsordningen af 1950 søger DSUK straks og uden ugrundet ophold om pensionsmæssig optagelse i ordningen, jf. det til enhver tid gældende regulativ herfor. For øvrige præster og i tilfælde af afslag på optagelse i Pensionsordningen af 1950 indbetaler DSUK fra ansættelsens påbegyndelse et samlet pensionsbidrag på 17,1% af den samlede løn til PFA.
  • DSUK sørger for aftaler med SKAT, udstationeringsforsikring, arbejdsvisum etc. og hjælper med alle nødvendige praktiske opgaver i forbindelse med udsendelsen. DSUK står for flytning og rejse.
  • Præsten har ret til en frirejse til Danmark med evt. familie hvert 2. år.
  • Kirken i Australien er ansvarlig for køb, vedligehold og drift af bil. Der betales efter aftale for privat kørsel. 

Yderligere information fås hos

Formand for menighedsrådet Birgitte Maibom på tlf.: +61 449 273 299 (OBS! Tidsforskel +9 timer) eller mail: birgitte.maibom@icloud.com.

Udlandsprovst i Danske Sømands- og Udlandskirker Selma Ravn, tlf. +45 70261828, mail: sr@dsuk.dk.

Tilsynsførende biskop er Fyens biskop Mads Davidsen, tlf. +45 66123024, mail: mada@km.dk

Andre oplysninger

Oplysninger om kirkens liv og dagligdag kan i øvrigt findes mere uddybet på kirkens hjemmeside www.danishchurch.org.au.

Et prospekt med oplysninger om Australien, kirken, video af kirke og præstebolig etc. finder du under dette link.

 

Ansøgningsfrist: fredag den 24. maj 2024 kl. 12.00.

Ansøgning inkl. CV og en prædiken over selvvalgt evangelietekst sendes pr. mail til HR-sekretær Margareta Bærentzen på mab@dsuk.dk. Hvis du vedlægger dokumenter med personfølsomme oplysninger som cpr.nr. etc., bedes du sende hele din ansøgning via dette link

Se i øvrigt www.dsuk.dk for mere udførlig omtale af Danske Sømands- og Udlandskirker.

Du vil måske også kunne lide...