Logo of church

Menighedsrådet har brug for DIG

# Nyheder

Udgivet af Marianne Svendsen onsdag d. 1. maj 2024 kl. 11:18.
Menighedsrådet har brug for DIG

2024 er valgår. Til efteråret skal der findes medlemmer til landets menighedsråd, herunder også Sankt Nikolai Sogns Menighedsråd, som er et af de største i stiftet. Vi skal vælge 11 medlemmer, som sammen med vores fire præster udgør menighedsrådet for 2024-28, der tiltræder sidst i november i år. Menighedsrådet forvalter et årligt driftsbudget på godt 4,2 mill. kr., hvortil kommer at vi har medansvar - og vælger medlemmer - for Nakskov Kirkegårde. Det handler dog ikke om penge alene, men om mennesker, for det er vigtigt at finde  interesserede mennesker der vil være med til at skabe gode rammer om det lokale kirkeliv. For nok står vi over for at skulle udskifte kobbertaget på kirkens 70 meter høje spir, en opgave der ventes at koste mindst 15 millioner kr., men i det daglige er det ikke spiret, men det der foregår under det som er det vigtigste: Konfirmandundervisningen, minikonfirmander, Cafe Nikolai for ældre og ensomme, kirkens sociale arbejde gennem Menighedsplejen, koncerter med musik og sang af høj klasse, morgensang og foredrag - og naturligvis ikke at forglemme gudstjenesterne, bisættelserne, bryllupperne og barnedåbene. Vi har fire præster knyttet til kirken, men de skal ikke skabe rammerne alene - det gør vi i fællesskab. Vi har fire præster, hvoraf tre er kommet til siden december sidste år, og de har indledt et godt samarbejde, hvilket glæder menighedsrådet, hvor samarbejdet de forløbne snart fire år også har været rigtig godt. Så tro ikke på alt hvad der skrives i medierne - heller ikke de sociale. I Sankt Nikolai Sogn bor der knapt 7.000 medlemmer af Folkekirken, og det betyder at der skal vælges uændret 11 medlemmer til rådet. Men da flere har besluttet at stoppe efter en årelang indsats, er det ikke nok at råbe: Genvalg. Det er vigtigt at vi finder DIG som har lyst til at deltage i arbejdet og måske har nogle kompetencer, vi lige netop efterspørger. Det er helt uden forbindende at søge nærmere oplysninger, og man må stille alle de spørgsmål man vil. Kontakt den nuværende formand, Mogens Warrer, på tlf. 4160 1387 eller email mogenswar@gmail.com - så kan vi snakke om det eller aftale et uforpligtende møde. Kender du et menighedsrådsmedlem - navnene findes andet sted på hjemmesiden - kan du kontakte den du har lyst til  og få svar på hvor meget tid arbejdet kræver, hvilke muligheder der er for at beskæftige sig med noget man interesserer sig særligt for. Selve valget foregår tirsdag 17. september om aftenen i kirken ved en såkaldt valgforsamling. Her får alle kandidater lov at præsentere sig, og derefter stemmes om hvem de 11 skal være, som skal stå for kirkelivet de næste fire år. Flere detaljer om selve valget følger her og i kirkens faste annonce hver 14. dag på side 4 i Ugeavisen Lolland. Det er i alle ulige uger. Billedet viser, hvordan valget foregik i 2020.

Du vil måske også kunne lide...