Logo of church

Højmessen under lup: ”I kor med alle engle”

# Præster

Udgivet onsdag d. 27. juni 2018 kl. 22:11
Højmessen under lup: ”I kor med alle engle”

Blog af sognepræst Bjarne Hvid

I kor med alle engle

Som optakt til nadveren samles menigheden i lovsang. Derfor begynder vi med opfordringen: Opløft jeres hjerter til Herren, lad os prise hans navn!  

Det betyder ikke, at nu skal vi hengive os i en særlig opløftet stemning, så vi kan prise Herren. Lovsang er nemlig ikke en stemning – det er en virkelighed, som er langt større end alt vores eget. Uanset hvordan den enkelte har det, træder vi nu ind i én stor lovsyngende menighed, som står foran Herren og lader sig overvælde af hans storhed. 

Lovsang er at løfte hjertet til Herren og i hans nærhed prise ham for det, han er!

Den største lovsang

Lovsangen forud for nadveren er den største lovsang, som findes. Den henter sit indhold fra den lovsang, som finder sted til evig tid i himlen. Både Esajas og Johannes’ Åbenbaring lader os se, hvordan deltagerne i den himmelske gudstjeneste står foran Guds trone og priser ham dag og nat:

Hos Esajas (kap 6):
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.
Himlen og jorden er fuld af din herlighed!
 – sådan lyder nadverindledningen til daglig.

I Johannes’ Åbenbaring (kap. 4):
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige,
han, som var, og som er, og som kommer!
– sådan lyder nadverindledningen i advents- og fastetiden.

Men nadverliturgien gentager ikke bare de himmelske ord. Sammen med Guds menighed til enhver tid og i kor med alle engle tager vi del i denne ene store lovsang, som foregår foran hans trone.

Dette sker – og kan kun ske – i Jesus Kristus. Jesus ofrede sig selv på korset, for at vi skulle have adgang for Guds hellige ansigt, og ifølge Hebræerbrevet kapitel 9 gik Jesus som vores ypperstepræst én gang for alle ind i den himmelske helligdom med sit offer for os. Jesu død og opstandelse gælder for os i himlen!

Jesus forener os

Når Jesus nu i nadveren vil styrke os med sit legeme og blod, som han ofrede for os, så er vores jordiske gudstjeneste ikke bare et billede af den himmelske gudstjeneste – eller den himmelske et billede af den jordiske.

Jesus forener os med sig selv og alle sine i himmelen og på jorden. 

I gudstjenesten og specielt ved nadveren er vi allerede med i den himmelske, evige gudstjeneste – Gud til ære!


Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Se oversigt over alle artikler her.

Du vil måske også kunne lide...