Logo of church

Højmessen under lup: Den apostolske velsignelse

# Præster

Udgivet onsdag d. 26. september 2018 kl. 22:06
Højmessen under lup: Den apostolske velsignelse

Blog af sognepræst Bjarne Hvid.

En indbyrdes velsignelse

Efter prædikenen er ”ordets tjeneste” afsluttet. Menigheden har været sammen under Guds ords tiltale gennem tekstlæsningerne og prædikenen, og det hele opsummeres nu i den apostolske velsignelse.

Lad os med apostelen tilønske hinanden

Det er ganske vist kun præsten, der lægger stemme til, men alle rejser sig for at være med i ordene og modtage deres indhold. At tilønske hinanden er en fælles ting, og det er mere end et godt ønske for hinanden. Det er forbøn for hinanden – og mere end det. Menighedens fællesskab om at høre Guds ord, udmønter sig her i en indbyrdes tilsigelse af alt det, som ordet har formidlet. 

Vi omslutter hinanden med den velsignelse, som den treenige Gud har velsignet os med gennem ordet.

Velsignelsens indhold er hentet fra 2 Kor 13,13: ”Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med os alle!”

Normalt nævnes treenigheden i rækkefølgen: Fader, Søn og Helligånd, men her har Paulus byttet om på Faderen og Sønnen! Det handler nemlig om forkyndelsens måde at virke på. Først møder vi ordet om Jesus, hvorigennem vi lærer Gud at kende og erfarer Helligåndens gerning.

Vor Herre Jesu Kristi nåde

Nåden fra Jesus er grundlaget og indholdet i enhver kristen prædiken. Vor Herre Jesu Kristi nåde er, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom, skriver Paulus (2 Kor 8,9).

Vi finder Guds nåde ét sted, og det er hos Jesus Kristus – i hans fødsel, død og opstandelse. Her er frelsen gjort mulig og gives til hver enkelt af os, uden at vi har fortjent det. Han alene kunne bære vores synd, så vi kan møde Guds kærlighed i stedet for hans vrede.

Guds kærlighed

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16). 

Det var altså Guds kærlighed til os, der gjorde, at Gud sendte Jesus til verden og gav os frelsens mulighed. På samme måde er det også i det, som Jesus gjorde, vi møder og modtager Guds kærlighed.

Helligåndens samfund

Det er ordet om Jesus, der vækker troen, og det er det samme ord, troen skal fodres med, for at vi kan blive i Guds kærlighed. Men intet af det kan vi tage af os selv. 

Det er Helligånden, der fører ordet ned i hjertet, så det bliver modtaget i tro. 

Tro er nemlig den tillid, som Gud selv skaber ved sin Ånd, når vi hører ordet.

Helligåndens samfund er derfor først og fremmest det fællesskab, som Ånden gennem ordets forkyndelse skaber mellem os og Gud – fællesskabet med hans kærlighed. 

Først derefter får Ånden os til at se os omkring og opdage den videre betydning af Helligåndens samfund: Fællesskabet i hans kærlighed – det er den kristne menighed, som er skabt og virket af Helligånden.

Være med os alle 

Velsignelsens nåde, kærlighed og fællesskab gælder således alle i menigheden uden undtagelse. Ingen skal pukke på egne forudsætninger, og ingen skal føle sig udenfor, for det er den treenige Gud, der virker det, som velsignelsen tilsiger. Glem derfor alt, som kan holde troen på afstand! Det forkyndte ord om Jesu nåde, Guds kærlighed og det fællesskab, som Helligånden skaber, er en levende virkelighed for din skyld!

Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Se oversigt over alle artikler her.

Du vil måske også kunne lide...