"Størst af dem er kærligheden"

En af de mest kendte og afholdte passager i Bibelen er den såkaldte Kærlighedens Højsang, der findes i Første Korintherbrev kapitel 13 vers 1 – 13. Der findes to breve til Korinth i Det Nye Testamente. Begge er skrevet af apostlen Paulus, sandsynligvis i året 54 e. Kr. Paulus havde nogle år forinden grundlagt den kristne menighed i byen Korinth, der ligger i det sydlige Grækenland, og holdt derefter tæt kontakt med menigheden. Mens Paulus opholdt sig i Efesos, blev han opsøgt af en delegation fra Korinth, som overbragte ham et brev fra menigheden med mange spørgsmål, og Paulus havde fra andre kilder hørt rygter om splittelse i menigheden.

Første Korintherbrev drejer sig om at få rettet op på misforståelser, så menigheden igen kan finde sammen i enighed – Paulus stiller derfor skarpt på hvad der er vigtigt i et menneskeliv, i en menighed og i et samfund. En af de helt centrale værdier er kærligheden, som han fremhæver i kapitel 13. Ordene om kærlighed er almentgyldige; de er tidløse; de fortæller om noget, alle vel nok kan genkende sig selv i.

I menigheden i Korinth tyder meget på, at nogle havde glemt netop det, som alting skal stamme fra og pege hen imod. I stedet var de begyndt at kappes om at være den bedste profet, den klogeste, den bedste til tungetale, den mest troende eller den, der ofrede mest. Derfor skriver Paulus i sit brev, at ingen af disse ting gavner noget som helst, hvis ikke man har kærlighed.

Det er så ganske naturligt at konkurrere og ville være den bedste, men det kan også skygge for vores grundlæggende forpligtelse overfor hinanden og overfor Gud. Al overfladen, alle de ydre tegn på fromhed, alle de veltalende mennesker, som påberåber sig visdom og autoritet -- alt dette, siger Paulus, er tomhed uden det, der skal fylde os alle op med virkeligt indhold, nemlig kærlighed. Grundtvig kalder det "hjerteordet": det, som binder os sammen med hinanden og med Gud, og Paulus slår med sin utvetydige lovprisning kærligheden fast som kristendommens højeste værdi.