Tekst til prædikenhilsen palmesøndag

PALMESØNDAG 5. APRIL 2020

prædikenhilsen under Corona-epidemien

Salmer hhv. før og efter: 192, Hil dig – 57, Herre, fordi du

Når nu vi ikke kan mødes til gudstjeneste i kirken, har jeg valgt at sende min prædikenhilsen her fra Frederiksberg Have – med et strålende blomsterhav bag mig. Det har jeg ikke kun, fordi det er en flot baggrund, men også som billede på et tema, jeg gerne vil tage op: Om hvad vi egentlig lever af. Om frås – og om generøsitet.

For alle de her skønne forårsblomster … om kort tid er de jo væk igen. Man vil end ikke kunne se, at de har været der. Hvilken forskel har de så gjort, kunne man spørge. Er det ikke spild – ja, frås – med så begrænset en blomstring?

Nej, det ville vel ikke falde nogen ind at mene det! Især ikke nu, hvor de fleste af os er mere indenfor, end vi bryder os om. Og når vi så indimellem trodser smittefaren og bevæger os ud på tur – så er det, som om vi kan trække vejret lidt friere.

Vi sætter nemlig pris på at færdes udenfor som aldrig før, på lys, på luft, på fuglesang. Naturen fråser med sin herlighed, den er generøs, som et bæger, der er fyldt op over kanten og løber ud til alle sider. Derfor får vi følelsen af at blive ’fyldt op’, når vi kommer ud i den. Det kan ikke måles nogen steder, men vi ville ikke undvære det.

Jeg tror, vi er mange, der de sidste uger er begyndt at tænke nærmere over, hvad vi ikke kan undvære i vores liv! Hvad vi kommer vi til at savne allermest, når næsten alting lukker ned! Vi savner at komme tæt på andre mennesker! Vi savner nærvær, fysisk kontakt, fællesskab. Alt det vi ikke kan hamstre i supermarkedet.

Vi har brug for det, der udspiller sig mellem os, i vores daglige liv med hinanden. … Og så er det jo så forunderligt, at under normale omstændigheder er det et behov, der kan opfyldes, uden at der bliver mindre til de andre, der bliver tværtimod mere … Spørgsmålet er, om ikke der er noget i vores liv, som vi bliver nødt til at fråse med?

Med det spørgsmål hængende i luften vil jeg vende blikket mod evangeliet til i dag. De af jer, der har slået op på palmesøndag efter anden række, I ved allerede, at vi i dag ikke får at høre om Jesu indtog i Jerusalem, hvor indbyggerne tror, de tager imod en mægtig konge – Messias – selv om han altså kommer ridende på et æsel … Vi ved jo godt, at det er noget helt andet, der venter ham forude: Langfredags ydmygelse og død på korset. En helt ubegribelig kontrast til palmesøndag!

Dagens tekst beretter om en episode, der finder sted ind imellem de to. ... En kvinde hælder en kostbar olie ud over Jesus’ hoved – og så er det, at forargelsen bryder ud! For det er da frås ud over alle grænser! Ja, spild af penge, der kunne være brugt på noget mere nyttigt!

Jeg forestiller mig, at dem, der råber højest er disciplene! De er sådan nogle gode, velmenende mennesker! Men de vælger kun at se ødselhed og overforbrug i det, kvinden gør – som en hån mod de fattige, der har for lidt.

Jesus ser derimod noget andet. Der er noget mere på spil end frås med en dyr olie. I første omgang er det et møde mellem to mennesker, og det vigtigste, der bliver ødslet med i dét møde, er kærlighed og hengivenhed.

Samtidig kunne kvinden ikke på nogen smukkere og mere overbevisende måde understrege, at Jesus faktisk er Messias, den salvede. Men han er en anden Messias end den mægtige konge, som folkemængden hyldede, på vej ind til Jerusalem.

Han er på vej til sin grav – som en konsekvens af det liv, han har levet – af det budskab, han har givet krop: At vores liv – som skabt af Gud – kun giver mening, når vi lever det i kærlighed og hengivenhed over for andre mennesker. Når vi ødsler med os selv og ikke holder noget tilbage.

Ingen har på den måde ødslet mere med sig selv, end Jesus gjorde. Til sidst gav han endda sit eget liv. Sådan viste han os, hvem Gud er – og påskemorgen viste Gud os, at Jesus virkelig var Messias, eller som det hedder på græsk: Kristus; han var Guds sande billede. Vi kunne ikke have sagt os det selv, hvis ikke det var for påskens begivenheder; det er for grænseoverskridende et budskab – om Gud og om os.

Vi har brug for påsken – også for at mindes kvinden med den dyrebare olie og forstå, at vi på samme måde kan fråse med os selv – i kærlighed og hengivenhed.

Måske tager vi bedre imod budskabet netop dette forår; når vi glæder os over naturens ødselhed – når vi mærker i os selv alle de impulser til nærvær og kontakt, som vi må undertrykke … Vi fornemmer det jo godt: Livet er os givet for at blive brugt – og ødslet væk til andre mennesker.