Troen er helende, når vi er ensomme

I arbejdet som sognepræst i Herstedvester Kirke møder Marianne Kristensen mange mennesker. For nogle mennesker fylder ensomhed og sorg hele verden. Det har givet mange tanker om ensomheden og især om troens rolle i ensomheden. Her deler hun det med os. 

Ensomheden er en følgesvend i livet

Ensomhed er menneskers trofaste følgesvend. Mennesket vil altid opleve ensomhed, fordi den er et grundvilkår. Vi kan ikke komme uden om den, den følger os igennem livets forskellige faser; men vi skal heller ikke have for meget af den – så bliver den nemlig et stort problem for os, og så kommer den til at fylde alt for meget, påpeger Marianne Kristensen. Hun beskriver ensomheden som en følelse, der kan være forbundet med stor smerte, fordi man måske har mistet et menneske, som var tæt på eller man har tabt sin vennekreds. At leve afsondret eller adskilt fra dem, man holder af, kan opleves som at få amputeret en legemsdel. En knugende ensomhed er grundlæggende en negativ følelse.

Når dødsfald og sorg rammer, så kan ensomheden komme til at fylde meget i livet. ”Ensomheden er i sig selv ikke en opbyggelig følelse, men tro i ensomheden, kan være opbyggende” siger Marianne Kristensen. ”Troen kan hjælpe et menneske, fordi den taler ensomhedens sprog – tro findes nemlig inde i mennesket, her inde”, sige hun og peger på brystet, hvor hjertet sidder. 

Tro rækker ud mod andre

Selvom troen er i det indre, så rækker troen også ud ad, væk fra det indre og ud mod andre mennesker. ”Tro er mellem menneskets selv og Vorherre, men troen vil også ud, den skal have luft for at ånde og blive en levende tro”, siger Marianne. Troen rækker ud mod andre, ud mod næsten – og trækker os med. Hun påpeger, at kristentro har den bevægelse i sig, fordi det er sådan, den er beskrevet i evangeliet. Jo større tro nogen hævdede at have, jo mere huskede Jesus dem på troens gerning: at være næste for nogen. Desto mere vi øver tro, desto mere bør vi huske vores næste og de mennesker, der er omkring os.

Har du overvejet om ensomhed har spillet en rolle under samfundets nedlukningen i løbet af coronakrisen?

”Nedlukningen og de ekstra tidslommer, vi pludselig fik, har hjulpet mange til en fortrolighed med ensomheden, fordi vi har oplevet den i ”fællesskab” med andre. Coronatiden har gjort, at vi har stået mere stille og alene på en anden måde, end vi plejer. Det har vi gjort kollektivt. Når ensomheden er kollektiv, så bliver det også mere legalt at gå ind i den på en god måde og få kontakt til sig selv.”

Man kan få det godt igen

Det vidunderlige ved menneskelivet er, at Gud har forundt os at kunne heles igen. Enhver kan komme ud af ensomheden igen og gå ind i nye fællesskaber, eller komme tilbage i et fællesskab efter at have levet afsondret. Det er en vidunderlig bevægelse for dem, som oplever det. For Marianne Kristensen er kirkegården omkring kirken et billede på, hvordan vi kan finde og opleve nye fællesskaber. Kirkegården fortæller, at vi alle sammen mister og oplever ensomhed. Når man står på en kirkegård ved sin elskedes grav, så oplever man også at få nye bekendtskaber; nemlig med dem, der står ved graven ved siden af. Vi kan stå med en oplevelse af ikke at kunne komme ud af ensomhed, og så hjælper samtalen med ham eller hende lige ved siden af én til at blive hel igen. Man bliver til i en samtale. En god samtale drager os ind i et fællesskab. På Kirkegården sker det lige præcis i sammenhæng med det, man har mistet.

Ensomhed kan fylde mere eller mindre hos os; men den er tillige det muld troens kim er plantet i og som den vokser op igennem. Den kan vokse ligesom et lille frø til et træ med grene, der rækker langt ud over stammen og giver læ og skygge, som andre kan sidde under.  Troen rækker ud over os selv og rækker derfor også ud over ensomheden i os – på den måde kan tro hele os i ensomhedens smerte.

Sognepræst Marianne Kristensen fortalte til Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder i Glostrup Provsti.