Vi har håbet om, at verden kan forandres

Håbet skal ikke kun tænkes, det skal også praktiseres. Det skriver præst Camilla Cedermann om efter Brøndbyøster Kirke har fået en grøn profil. Vi er nemlig blevet givet denne smukke verden, og vi skal tage vare på den. Og det er her, håbet kan ændre vores verden.

Det var en juleaften, og mine forældre og min daværende svigermor skulle holde jul sammen for første gang. Svigermor havde været ude at købe gave til mine forældre og det var vel nok en smuk nøddeknækker fra Magasin. Den var nu noget stor og særpræget, men kæben bevægede sig på ham, så mon ikke den rent faktisk kunne knække nødder? Min far og jeg var godt opsatte på at knække nødden, og da skidtet ikke ville som vi ville, lagde vi da bare flere kræfter i. Nødden knækkede ikke, men det gjorde til gengæld svigermors nøddeknækker. Den var nemlig kun til pynt.

Det var naturligvis frygteligt pinligt sådan at ødelægge en smuk gave, endda for øjnene af giveren. En gave skal man jo tage imod med taknemmelighed og passe på. Ikke smadre ved førstkommende lejlighed som min far og jeg gjorde.

Kronen på værket

I skabelsesberetningen på Bibelens første sider hører vi, hvordan Gud skaber jorden. Hver gang noget var skabt, betragtede Gud sit værk, og så at det var godt. Det fortæller os i dag, at vores jord ikke bare er en praktisk indretning. Nej, jorden er god, og den er til pynt og til glæde. Kronen på værket af skabelsen blev os, Hans menneske, som Han sætter til at herske over jorden. Skaberværket blev altså i tidernes begyndelse betroet os, så vi kan tage vare på det, samtidig med at vi lever af det og i det.

Jorden er med andre ord en gave, en Guds gave, til os.

I salmen: ”Op, al den ting som Gud har gjort”, salmebogens nr. 15, skriver Brorson om, hvor storslået og skøn en gave vores verden er.  Fra det mindste blad på brændenælden til havets dybe grunde. Fra skovenes dyrevrimmel til stjerneflokkene på himmelhvælvingen. Alt sammen fortæller det os, at verden er skabt godt og god, og de eneste ord vi, der nyder skaberværkets overvældende skønhed kan finde, er: ”Halleluja, vor Gud er stor”.

En gave tager man vare på

Sådan en gave øver man ikke vold på. Håb og kristentro går derfor hånd i hånd. Sådan en gave tager man vare på. Det er vores ansvar. Vi skal leve af jorden og på jorden, men samtidig skal vi forvalte jorden med kærlighed og taknemmelighed og respekt, så den kan blive ved med at være så god, smuk og frugtbar som på Skabelsens morgen.

Men er det ikke skønne spildte kræfter? Hvad hjælper det, at vi passer på jorden og gør Brøndbyøster Kirke til Grøn Kirke, når så mange andre mennesker og lande bare forurener videre? Er det ikke håbløst med det klima?

Teologen Jürgen Moltmann (f. 1926) blev verdenskendt for sin håbsteologi. At håb og kristendom hører sammen er ikke nyskabende, men det spændende ved Moltmann er hans insisteren på, at håbet er noget der ikke blot skal tænkes, men som skal praktiseres. Hans håb handler ikke blot om et bedre efterliv, men om menneskets og verdens fremtid. Guds rige er derfor noget, vi skal kæmpe for i denne verden. 

Moltmann, der som 17-årig blev indkaldt til den tyske hær, oplevede på tætteste hold Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Som andre krigsfanger blev han konfronteret med billeder fra de tyske koncentrationslejre, og hans teologi blev dannet i efterkrigstidens mørke år. Trods det blev håbet som overlevelseskraft og som menneskeligt ansvar centralt for hans tanker. Håbet bliver altomfavnende, for nok retter det sig mod fremtiden, men det skal have konsekvenser for den måde menneskets nutid former sig på. Og det skal gives videre.

Håb og kristentro går hånd i hånd. Med Jesu Kristi opstandelse fra de døde skete det umulige, og det giver håb. Håb om at verden kan forandres til det bedre; at vi har et arbejde at gøre, noget at håbe på - ét stykke sorteret affald, én omhyggeligt repareret pynte-nøddeknækker eller én Grøn Kirke ad gangen - indtil alt engang bliver ét i Gud.

Af præst Camilla Cedermann