Prædiken 21. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

⁴⁶Mens han rejste gennem Galilæa, kom han igen til Kana, hvor han havde forvandlet vandet til vin. En højtstående embedsmand fra Kapernaum havde en søn, der lå syg, ⁴⁷og da han hørte, at Jesus var kommet, tog han hen til ham og bad ham: »Kom med ned til Kapernaum, og gør min søn rask, han er ved at dø.« ⁴⁸Men Jesus sagde: »I tror kun på mig, hvis I får tegn og mirakler at se.« ⁴⁹Embedsmanden udbrød: »Herre, kom nu med mig, før min søn dør.« ⁵⁰»Gå bare hjem, din søn lever,« sagde Jesus til ham. Manden troede på, hvad Jesus sagde, og tog hjem, ⁵¹og allerede på vejen kom hans slaver ham i møde og fortalte, at drengen var blevet rask. ⁵²Han spurgte dem, hvornår han var begyndt at få det bedre, og de sagde: »Feberen faldt ved ettiden.« ⁵³Så forstod han, at det var sket netop på det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Det fik ham selv og alle i hans hus til at tro på, at Jesus var Messias. Johannes 4,46-53 

Din søn lever – det er de ord Jesus møder embedsmanden med, som er kommet for få Jesu hjælp til sit syge barn, som er ved at dø. Barnet er håbet, fremtiden, den der skal skabe verden, og gøre noget af det vi ikke selv fik gjort.

Vi er udleveret til håb og frygt i livet. Hvordan vi holder modet oppe afhænger af os selv, men også at hvad andre mennesker møder os med. Faren til sønnen blev mødt af Jesus, som vil give ham nyt mod på livet. Det er også hvad kirken skal, styrke livsmodet hos mennesker.

Det er det gode budskab i dag, og til alle tider hvor mennesker samles i kirken, det er livsmodet som skal styrkes. Selv i de øjeblikke i livet, hvor det ser allermørkest ud.

- Mange af jer er kommet her i dag, fordi jeg gennem 30 ½ år har været præst ved kirken. Jeg er bare så glad og taknemmelig for at se så mange i dag. Mange kendte ansigter og jeres liv som jeg er blevet et livsvidne til.

I bekræfter mig i dagens budskab at der er liv, at livet er godt, og at vi samlet her i kirken kan have tillid til at vi er elsket. ”Altid allerede elsket” som den nu afdøde musiker Peter Bastian sagde efter at han som voksen var blevet døbt. Det der altid allerede er der, er den kærlighed, som Kaya (dåbsbarnet) er blevet taget imod af i sin dåb. Gud elsker os og vil at vi skal tage imod den kærlighed, han tilbyder. Han ønsker intet andet, end at vi lader ham elske os og nyder hans kærlighed.

Vi kan ikke vide det, vi må tro det.

Det giver livsmod at have en tro på at livet er godt, og at vi elsket uden at vi skal anstrenge os. Derfor ser vi embedsmanden gå hen til Jesus, for han er den søn, der bærer håbet. Og med guddommelig styrke kan sige til ham, Din søn lever. Du er ved at miste dit barn, men jeg er der for dig.

Det er en fortælling om at have troen på tvivlens vilkår. For hvordan har turen hjem ikke været for embedsmanden…. er han bare gået stille og roligt hjemad i fast tro på, at sønnen er rask….eller har tvivlen kastet sine fangarme ud: hvad nu hvis sønnen var død, mens han var gået efter hjælp?

Mødet mellem embedsmanden og Jesus fortæller om fænomener, som vi alle skal igennem. Jeg tænker på de grundvilkår som hører til den menneskelige og kristne eksistens. Bevægelsen fra tab, svaghed, håbløshed til tro. En daglig bevægelse ud af mørket til lyset.

Den kristne tros store styrke er, at den viser mennesker medfølelse ved at sige, at det ikke er nogen skavank ved tilværelsen, at den ikke går op. Livet kunne være anderledes er hvad troen fortæller os. Mange gange kan vi plage os selv med den forestilling, at livet skal makke ret. Vi vil gerne beherske tilværelsen, og det har mennesket ikke lade os sige 2 gange, og det ser vi nu konsekvenserne af. Dette skal ikke lyde som en opfordring til bare at lade stå til over for de store udfordringer vi står overfor. Skal vi fortsat kunne sige at livet er godt, har vi brug for tro og håb, som igen må følges af handling.

Embedsmanden kunne have valgt at blive hjemme hos sønnen og sin kone i stedet for at klynge sig til et urealistisk håb…. men i hans store fortvivlelse over sin søn og livets mening, tror han, at der er hjælp for ham. Tro på trods. I den tro er han grebet af den magt i livet, som vi kalder Gud. I den tro fødes modets trods i ham. Han har jo endnu ikke set, at det, han tror, er sandt.

Vi kender alle til hvordan fortvivlelsen kan fylde os med uro og håbløshed. Sådan må det også have været for forældrene til deres dødsyge barn. Selvom vi godt ved at livet udsætter os for lidt af hvert, hvordan holde fast i troen som skaber modet til at leve og giver os håb for fremtiden?

Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich skriver i sin bog Mod til livet fra 1952: Tro, som gør fortvivlelsens mod muligt, er det at kunne acceptere værens magt, selv når ikke-væren har tag i én.

Tro handler om, at der er noget, i vores liv, der er vigtigere end andet. Troen der udholder hverdagens prøvelser. Troen drager ud uden at vide hvorhen. I biblens mange fortællinger viser troen sig altid og overalt, som tro i hverdagens udholdenhed og tålmodighed. Tro er en måde at være til på.

Det med troen er ikke så fjernt som det nogle gange lyder. Tænk blot på i dag! Også denne dag, kræver tro. Begynder vi dagen uden tro på den, uden tro på os selv, vore medmennesker, og de ting vi skal i gang med, har vi på forhånd tabt dagens mulige meningsfuldhed på gulvet, siger Kjeld Holm tidligere biskop.

Jeg er helt med på, at der er meget i vore liv der anfægter troen, og fører til at mennesker mister troen. Et mistet tro kan man heldigvis få igen. Vi kan alle gøre noget for det menneske, som synes at troen er langt væk, og livet føles tomt og mørkt. Livsmod får man givet af tro, og livsmod får man i høj grad fra andre mennesker.

Det er i grænsesituationer som den embedsmanden er i med et sygt bar liggende hjemme, at troen melder sig både som en udfordring og håbet vi rækker ud efter. Udfordringen er selvsagt at vores tillid og tro på Gud er anfægtet. Håbet for ham er at Jesus kan give ham troen trods tilbage, og dermed lede ham til det mod, der skal til at leve i de slag livet rammer os med. Jeg blev i sommers meget rørt over nogle ord talt af en mand der var uhelbredeligt syg af cancer, og som vidste at hans tid var knap, og han taler i et interview om hvad troen har givet ham: Du er værd at elske, for Jesus elsker dig, selvom du ikke føler dig set eller elsket af andre. Det betyder samtidig, at du altid skal behandle den anden som en, der er værd at elske. Den anden er guddommelig. For han eller hun er jo også et menneske, som Jesus elsker. Vores fællesskaber hviler på, at vi kan sige det. At alle er elsket. Og det, der virkelig virker trøsterigt, når selv er på kanten eller skal forlade verden, er, at man er elsket og har været elsket. Jeg synes disse ord fra et menneske der skal dø, og døde et par uger efter, er smukke, rørende og frem for alt fulde af trøst.

Og det er jo det kirken og kristendommen skal, og som vi har gudstjenesten til: til tak og trøst.

Faren med den syge søn bekræfter taknemmeligheden ved at komme til Jesus og bede om hjælp. Den gave han har fået i sit barn er han nu ved at miste, og rækker hånden ud for at Jesus skal tage den, og give ham troen og modet til at leve.

Trøsten ligger i mødet mellem dem. Jesus ser ham, taler til ham, føler hans smerte og siger til ham Din søn lever.

Det er håbet som vi må tro, når vi møder livets fortrædeligheder og smerte, at vi trøstes og rækkes et håb der er stort og vildt, og derfor siger Jesus altid: Gud – du må tro på Gud. Er du uden tro, håb og mod, siger han: du må tro på Gud.

Tro på Gud er at stille sig et bestemt sted i livet, og se livet derfra. Gud er ikke en genstand, men siger jeg tro på Gud, orienterer jeg mig i verden fra et bestemt sted.

Ligesom de religiøse jøder i Jerusalem jeg sammen med min kone Ulla nu har fulgt i 3 sæsoner på Netflix i tv-serien Shtisel. Vi har lige afsluttet den 3 sæson i vores ferie i sidste uge. Vi er vildt begejstret for de mennesker. De lever afsondret fra verden, følger Toraens – den religiøse lov- forskrifter for hvordan det skal leve i hvert et øjeblik. Intet er overladt til tilfældighederne. De kan dog ikke undgå at blive konfronteret med livets grænsesituationer, og ikke mindst den omliggende verden.

Hele tiden bliver de som alle os andre konfronteret med livets vilkår, og må finde plads i en den verden som de hver dag træder ud i, og som slet ikke lever som dem. Den gamle Schulem i filmen er far til mange børn i serien, rabbiner, mange søger hans råd. For ham er livet heller ikke bare gjort med at følge lovens mange bud. Livet falder fra hinanden også for ham, han må se sine børn kæmpe med livets fortrædeligheder, og hver gang noget sker, enten det er glædeligt eller sørgeligt, er hans faste replik – sagt i ydmyghed Velsignet være Gud.

Alt er i Guds hånd både det onde og det gode. Han bøjer sig ydmygt under hvordan livet end bliver, så er hans tro, at det er Gud, der som skaber råder over alt liv.  

Velsignet være Gud, baruch hashem, lyder det på hebraisk, når Shulem tager imod hvad livet møder ham med. Acceptere livets udfald, fordi det er også hele tiden, at vide sig accepteret af Gud.

I dag har vi vandret med embedsmanden hen til Jesus. En fortælling om troens vej gennem livet, der udfordres og styrkes på forskellige måder, og som rummer både tro og tvivl. Jeg har vandret med mange af jer gennem årene i alt hvad livet udsætter os mennesker for. Og det udsætter os for det hele. Vi lever alle samme liv. Det er dette vidunderlige liv som Gud har skabt, vi skal leve i.   

Din søn lever sagde Jesus til ham der kom. Alt talte imod at hans søn levede. Det er sådan det er med tro, at det kan vi ikke vide. Vi har tillid til, at Gud er mild og god og giver os mod og håb til at leve. Amen