
Det første lys er Ordet, talt af Gud,
det skabte liv, hvor alt var øde,
med fuglesang, med blomster, der sprang ud,
med glæde over markens grøde.
Det er blevet første søndag i advent. Udenfor er der ikke mange blomster nu, men når vi synger den salme, kan vi næsten høre fuglesangen og dufte blomsterne.

Den samme glade følelse får man, når man tænder det første lys i adventskransen.
Du er sikkert lige kommet hjem fra gudstjenesten i Sjelle, hvor vi har sunget de dejlige adventssalmer, og du går stadig og nynner lidt på den med de fire lys. Både teksten og melodien er så dejlige.
Adventskransen står klar.

Æbleskiverne ligger i fadet og er klar til at varme. Du har blandet gløggen. Du har gjort rent og pyntet op. Alting stråler, og om en time kommer der gæster til adventshygge. Du har helt styr på det og føler dig let og glad. Men pludselig kommer du i tanke om noget. Småkager. Nok har du inviteret til gløgg og æbleskiver, men der skal da også lidt sprøde småkager til. Og du har ingen.
Nu har du brug for at åbne den første låge i adventskalenderen. Der ligger nemlig den hurtigste opskrift på lækre småkager, der kan gå fra tanke til tand på en halv times tid.
Grib håndmixeren og læs opskriften helt igennem før, du går i gang. Til allersidst får du del i en lille hemmelighed, der nok er værd at kende.
De nemmeste og sprødeste småkager med mandler, kanel og tranebær.

Du skal bruge:
75 g blødt smør (Er dit smør koldt, så sæt det 10 sekunder i mikroen.)
125 g brunt rørsukker
1 æg
150 g hvedemel
½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt
2 tsk kanel
2 håndfulde grofthakkede mandler
2 håndfulde tørrede tranebær
Sådan. Det var dejen. Nu skal kagerne bages.
Så er der småkager, og når gæsterne kommer, dufter der velsignet dejligt fra køkkenet, og du kan børste lidt mel af trøjen og nonchalant sige 'Tja, småkager er jo bedst nybagte...'

Og så til hemmeligheden, der gør lågen i dag ekstra nyttig. Den her opskrift har nemlig tjent mig trofast ved utallige lejligheder. Og har du været til kirkekaffe i Skivholme kirke, har du sikkert smagt småkager bagt efter den i en eller anden variant. Uden at vide, at det var de samme, nemme småkager.
For du kan variere opskriften efter årstiden. Uanset, hvad du vælger at putte i, er de altid gode og altid hurtige at lave.
I foråret bliver de lyse og friske i smagen med grofthakket, hvid chokolade, mandler og revet citronskal.

Om sommeren med friskrevet ingefær. I efteråret med peanuts - eller med valnødder. Eller måske med hasselnødder og chokolade?
Men til jul og her i den dejlige adventstid skal det bare være med mandler, kanel og tranebær.
Det var alt for i dag. Følg med på næste søndag, hvor vi skal se på noget helt, helt andet. Der tager Anni over, og hvad mon hun finder på?
God første søndag i advent.
PS: Vil du læse mere om advent? Så se introduktionen til adventskalenderen, der er fuld af nyttig viden.