Præstens Klumme i Ugebladet Skanderborg

Thomas Frøkjær er præsten bag Præstens Klumme i Ugebladet Skanderborg (side 46) i denne uge. Du får teksten fra klummen her. Læs videre og læs om, hvem der egentlig ejer kirken, om en fræk, lille pige, der klatrer på kirkediget og om en helt speciel begravelse.

Din kirke

For nogle år siden dumpede der et brevkort med et minifoto af Skivholme Kirke ned i min postkasse. Det kom fra et luftfoto firma, som havde specialiseret sig i at fotografere bygninger sådan lidt fra oven. På kortet stod der: Vi fløj forleden dag hen over Guds hus og tillod os at fotografere det. Hvis du er interesseret i at modtage et stort luftfoto af det, skal du gøre sådan og sådan.

Jeg synes, det lød godt, så jeg skrev tilbage, at sådan et foto af det Guds hus, som jeg er præst ved, og som ligger lige overfor, hvor jeg selv bor, ville jeg gerne have. Og for nu at undgå misforståelser tilføjede jeg til sidst i brevet: Regningen for fotoet bedes sendt til ejeren!

Af en eller anden grund fik jeg aldrig mit foto – og hørte i øvrigt ikke sidenhen fra firmaet. 

Ligeledes for nogle år siden gik min dengang 3-4-årige datter, Marie, og jeg ofte en tur forbi kirkegården ved Skivholme Kirke for at kigge på nogle heste, som græssede på en mark bag ved kirken. Marie havde fået den uvane, at hun på vej dertil helst skulle gå og hoppe på kirkediget – og ikke, som man naturligvis rettelig bør gøre det: ved siden af.

Det brød graveren sig ikke om. En dag mødte han os – og især Marie – med en løftet pegefinger og et par sammenknebne øjne: Marie, du må altså ikke hoppe rundt på diget. Du kan falde og slå dig. Og stenene kan løsne sig og vælte ud på vejen. Og det ser heller ikke pænt ud, og …

I takt med at ordene haglede ned over Marie, følte hun sig mere og mere trykket af situationen, og til sidst kunne hun ikke mere. Hun kiggede op på mig og sagde så med retfærdig harme i stemmen: Faaaar, er det egentlig ikke din kirke? 

Der var også en anden præst meget langt herfra, som helt havde mistet modet. En søndag, da der igen igen var ganske få mennesker i kirke, stod han frem og sagde: Jeres kirke er død. Den skal begraves på søndag. Fortæl det venligst videre til folk i byen, så de kan komme og være med til at tage afsked med den. 

Den følgende søndag var kirken fuld af nysgerrige mennesker. Da gudstjenesten skulle begynde, trådte præsten hen foran en åben kiste, som han havde stillet foran alterskranken. Og så sagde han meget alvorligt: Jeres kirke er død. I kan nu komme herop og tage den sidste afsked med den.

Og det gjorde menigheden så. De gik op til kisten og kiggede ned i den. Og hvad så de?... De så sig selv. For nede i kisten havde præsten placeret et stort spejl. Hver for sig måtte folkene i byen erkende: Jeg er den døde kirke. 

Kirken er ikke først og fremmest Guds hus. – Eller graverens. – Eller præstens, for den sags skyld. Kirken er folkets, menighedens. Det er din kirke – så husk at bruge den. Kirken består af levende mennesker, og hvis de forsvinder fra kirken, så er den død. Stendød.

Det er som Grundtvig siger i en salme:

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene…  

                                                         Sognepræst Thomas Frøkjær