Sankt Hans

Sankt Hans har ikke været en helligdag siden helligdagsreformen i 1770. Men det er en mærkedag, og derfor får den også plads her under 'Årets mærkedage'. 

For ligesom julen og vintersolhvervet hænger sammen med Jesu fødsel, hænger fejringen af Johannes Døberens fødselsdag, der efter sigende fandt sted præcis et halvt år før, Jesus blev født, sammen med fejringen af sommersolhvervet. 

Sankt Hans aften er den 23. juni, og Sankt Hans dag er den 24. juni. De datoer blev fastlagt i 400 tallet.

Traditioner

Sommersolhvervet, midsommer. Den smukkeste tid på året. Forårets hektiske vækst afløses af mild sommerblomstring, og dagen varer det meste af natten. Nattergalen synger, mosekonen brygger og i engen hvirvler de tågefingre, man engang mente var dansende elverpiger. 

Her i de nordiske lande, hvor vi har de lyse nætter, er der en helt særlig stemning omkring Sankt Hans, og solhvervet er blevet fejret i alle kulturer siden tidernes begyndelse.

Vores Sankt Hans fejres traditionelt med bål og sang omkring bålet. Bålene kan være med og uden heks, men bålets funktion var at holde det onde væk. 

Traditionen med en heks på bålet er en grum mindelse om den grusomhed, der blev udøvet overfor dem, der var anderledes. Et minde om menneskenes mest primitive side, hvor folkesjælen får ro ved at ofre en, der er lidt udenfor. Lidt dum, lidt gammel, lidt grim – eller smukkere, klogere og frækkere end de andre. Den slags skal kanøfles, og det bliver de også i dag, selvom de ikke bliver brændt, men bare ender i en shitstorm på nettet. Den gamle kone med urterne, den smukke unge pige, der 'fordrejede' hovedet på de unge mænd. Den, der ikke ville sælge en mark til en grisk nabo. De var hekse, de skulle brændes. Og man var da også helt sikker på, at mælken blev sur i mælkejungen, når en af dem kom forbi.

Den kendte danske heks, Dannie Druehyld, skriver et sted, at en god måde at fejre Sankt Hans på, er at binde en krans af bynke. Mens man binder, binder man sine sorger, bekymringer og komplekser ind i kransen, og når flammerne står højest, kaster man kransen på bålet. 

Det giver meget mere mening, end den primitive afbrænding af en heksedukke klædt i mors aflagte sommerkjole og med skørterne proppet med heksehyl.

De mange midsommerskikke er smeltet sammen med fejringen af Johannes Døberens fødselsdag. Her til lands fejrer vi tit begivenheder aftenen før, de fandt sted. Sådan har vi juleaften og Sankt Hans aften, Mortens aften og Valborgsaften. 

Men hvem var Johannes egentlig?

Johannes Døberen, hvis mor Elizabeth var jomfru Marias kusine, var som sagt et halvt år ældre end Jesus. Han blev en af de mange, der drog ud i ødemarken for at leve enkelt og for at leve for sin gud. En vandreasket blev sådan nogle kaldt.

Johannes blev populær og havde en stor skare af følgere, heriblandt Jesus. Han havde ordet i sin magt og talte lidenskabeligt om omvendelse fra det verdslige og om at vende blikket og opmærksomheden væk fra det materielle og mod Gud, og om, hvordan hans følgere skulle tro på 'ham, der følger efter' - altså Jesus. Johannes døbte folk i Jordanfloden, og således døbte han også Jesus selv.

Johannes er ofte blevet afbildet iklædt en bjørneskindspels eller groftvævet sækkelærred. Det skal symbolisere, hvordan han lever af og med naturen, og det gør ham genkendelig på renæssancens skønne malerier.

Det gik ikke godt for Johannes i længden. Hans kompromisløse tilgang til troen gjorde ham upopulær hos magthaverne. Kulminationen på det kom, da han advarede kong Herodes Antipas mod at gifte sig med Herodias, der var enke efter Filip, kongens bror. Det blev efter jødisk skik regnet som en synd at gifte sig med sin broders enke. 

Antipas arresterede derfor Johannes Døberen for hans formastelighed, men da Johannes var en hellig mand, frygtede Antipas ham alligevel og turde ikke henrette ham. 

Herodias så lidt anderledes på det. Hun ville have den magtfulde position som kongens hustru, og derfor måtte Johannes skaffes af vejen. Hun fik sin datter Salome til at danse de syv slørs dans for kongen (dårlig taktik skulle man synes, at friste den, man vil giftes med, med en ung og smuk kvinde...), og kongen blev så betaget af Salomes dans, at han lovede hende hvad som helst som belønning. Hun ønskede sig Johannes Døberens hoved på et fad, og det fik hun. 

En grim historie om grådighed, magt, sex og mord, men nok hverken den første eller den sidste af sin art.

Det er nok de færreste her i landet, der tænker på Johannes Døberen Sankt Hans aften. Det er mere sommernattens poesi, lyset og duften af hyldeblomster og vilde roser fra hegnene, der fylder sindene, mens man synger Danmark, nu blunder den lyse nat og Midsommervisen. 

Her har vi en mærkedag, hvor det helt klart er det førkristelige element, der har størst plads i folks bevidsthed, men kon nu alligevel i Skivholme kirke til Sankt Hans på søndag kl. 10.30. Det bliver hyggeligt.