Logo of church

Traditioner og dage

# Nyheder

Udgivet onsdag d. 21. juni 2023 kl. 12:23
Traditioner og dage

En forsamlingshus-tour-de-chambre og tre aftener med andagt, fællesspisning og foredrag. 150 kr. pr. person pr. aften.

  • Fredag den 10. november - Mortensaften
    Kl. 17.30 i Hørby Kirke Kl. 18.15 i Hørby Forsamlingshus
    Tilmelding til mortensaften senest mandag den 6. november.
  • Onsdag den 13. december - Luciadag
    Kl. 17.30 i Hagested Kirke Kl. 18.15 i Hagested Forsamlingshus
    Tilmelding til luciadag senest søndag den 10. december på  MobilePay til Loa Kopling på telefon 51173705. Loa kan også kontaktes i tilfælde af spørgsmål.
  • Onsdag den 14. februar - Valentinsdag
    Kl. 17.30 i Udby Kirke Kl. 18.15 i Udby Forsamlingshus
    Tilmelding til valentindag senest søndag den 11. februar på MobilePay til Udby Forsamlingshus på 80465. Kontakt Ronnie Hansen på 40154113 i tilfælde af spørgsmål.

I år blev Store Bededag sløjfet. Mange af os kom til at tænke over, hvad den slags dage egentlig betyder for os. Vi kan blæse på det og sige det er ligegyldigt. Konfirmanderne skal jo nok finde en anden dag at blive konfirmeret på. Hvederne kan også spises en anden dag. Ja, og skulle galt endelig være, så kan der da komme udmærkede liv ud af mennesker, der hverken spiser hveder eller er konfirmerede. 

Men man kan også lade være med at være ligeglad. Man kan prøve at bevare de højtider, der giver livet glans, som de særligt farvestrålende perler på årets perlekrans af dage. Livet består jo af de dage, vi har til rådighed, og hvordan vi bruger dem. En herlig vekslen mellem højtid og hverdag.

Morten, Lucia og Valentin
Vi har lavet et samarbejde mellem kirke og de tre gamle forsamlingshuse. Til de tre arrangementer vil vi samles om højtidsdage, som ganske vist ikke er fridage, men alligevel er forbundet med både traditioner og livstydninger.

Alle aftenerne begynder i kirken med en uhøjtidelig andagt, et par sange og et forsøg på at zoome ind på denne dags betydning. Bagefter er der måltid, sådan som traditionen forskriver, i det lokale forsamlingshus og et oplæg om de særlige skikke, der er – eller har været – forbundet med denne dag. Vidste du f.eks. at man nogle steder i gamle dage på Luciadag skulle nå at spise julefrokost tre gange inden solen stod op?  

Anledning til uenighed og fællesskab
Unge par og nystiftede familier er særligt velkomne, for der kan være uenighed blandt unge par (og helt sikkert også nogen ældre), når det handler om, hvilken tradition man skal bruge. Især er det juletiden og juletraditioner, der udstiller vores forskelligheder. Til disse arrangementer stiller vi skarpt på, hvad der er det vigtige, og hvad der måske ikke er særlig bevaringsværdigt.

Du vil måske også kunne lide...