Høst og korn i lade

Høsttiden ved at være ovre for i år.

Bondemændene har fyldt deres lader op med alle de afgrøder, som vi skal leve af resten af året, og det er nu tiden til at sige Gud tak for, at vi har nok at leve af det kommende år.

Jeg kommer ofte i tanke om historien om Josef fra det gamle testamente, når det er efterår og høsttid. Det er så fantastisk, at Josef kunne tyde drømme for kongen, så Farao forstod, at han skulle samle korn sammen gennem først syv fede år og så have så meget overflod at leve af i de efterfølgende syv magre år, så Farao kunne sælge korn videre ud til alle de mennesker, som sultede rundt omkring det gamle Ægyptens landegrænser.

Lige i år kommer Josefhistorien tættere på med sit budskab om at sælge korn videre til dem, der mangler.

Der er krig og ufred omkring verdens største kornkammer i det frodige Ukraine og havnebyer bliver atter blokerede så skibe ikke kan sejle til og fra de bugnende kornlagre, som står og råber på at blive malet til korn eller sået til næste års håb og høst.

Der er så ufatteligt mange mennesker, der sulter verden over – at det gør det endnu mere ufatteligt, at fattige mennesker gøres til gidsler i krigsstrategi, som er så svær at se fornuften i.

Det gør mig ydmyg at vide, at der er brød på mit bord, når andre mangler. At lande står sammen for at bløde hårknuder op, så alle på sigt, kan få nok til at blive generøse.

I vores lille land synger vi stadig høstsangene, efterårssangene i kirkerne og skolerne, hvor morgensangen stadig eksisterer.

Sange kan sige mere end det talte ord. De kan give os håb.

Sangene synger sig ind i vort indre, så vi kan mumle dem i søvne.

De dukker op af dybet i vor folkesjæl og vækker stærke længsler efter at kæmpe for alt, hvad vi har kært:

De husker os på, at selvom efterårets falmende farver giver os en orangebrun melankoli, så giver de os håb, som runder hele vores væsen af, der stavrer ind mod vintermørket med tyngede skridt.

Da giver det håb at synge på trods og enfoldigt:

”Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!”

Her får vi lov til at være enfoldige et øjeblik, mens vi smager på ordene og mærker, at det gør os godt at se på verden på en enkel måde. På kærlighedens måde.

Høsttid er takketid.

Tak for alle de gode gaver, der finder vej til os – store og små – gennem mennesker og fra Gud selv – oven ned.

Ja, tak, du kære Fader, så mild, så rig, så rund, for korn i hæs og lader, for godt i allen stund! Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er!

Måske er det sådan, at Gud ser på verden – at han giver og giver og giver.

Han giver sig selv om vi siger tak eller ej. Han giver korn til himlens fugle, der ikke sår eller pløjer eller høster. Han giver markens liljer skønnere dragt end gamle kong Salomo, der var klædt i det prægtigste Guld.

Han giver os sig selv gennem alt det, vi ikke forstår af gavmildhed, som når en lade er fyldt med korn så væggene er ved at segne af vægten – i tøndemål af traver.

”Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet.”

 Marlene Maria Marcussen, sognepræst