Farvel, vi ses

Det er 17 år siden, jeg kom til Tårnby, byernes by. Mit første præstejob. Jeg har elsket at være her fra første dag. Jeg kunne ikke fadervor. Kan stadig ikke huske, hvornår kirken er fra. Aner ikke hvorfor det hedder trinitatis. Jeg har holdt de skæveste prædikener, sagt ting man nok ikke skulle have sagt. Som biskoppen dengang sagde til mig; ”du er noget utraditionel.” Det kunne have gået galt mange steder. Jeg har udsat jer for meget. Men det er det bedste ved Amager; her er fejl noget, man griner af, her er uhøjtideligt, her er døren åben, her er liv vigtigere end form. I har givet mig plads til at være mig, givet mig tid til at finde ud af det, tilgivet mig for aldrig rigtig at have lært det.

Jeg har kolleger inde i byen og rundt omkring i landet, som kæmper med tingene. Præster føler ofte de står alene. Det hele føles pludseligt som et nederlag. Det har jeg aldrig følt. Jeg synes Tårnby Kirke har det vigtigste for en folkekirke; den har folket med sig. Jeg har aldrig følt andet end opbakning og interesse fra jer. Jo, jo, I kom ikke hver søndag (havde endda reserveret plads til jer). I skulle se børnene spille fodbold, i Silvan, sove længe, den slags, men jeg vidste altid, at når de store ting ramte, så kom I, og så skulle det være her.

Jeg skriver alt det her, fordi jeg har fået nyt præstejob. Jeg kan næsten ikke skrive det, føler jeg svigter, mærker et vemod. Jeg er jo sådan en, der holder fast i den gamle cowboyjakke, køber den samme grønne herrecykel, bliver det samme sted og fortæller den samme historie. Ida Nielsen er lige holdt op. Hun var her i 37 år. Det så jeg op til. Der er noget smukt ved at blive det samme sted med de samme mennesker. Sådan skaber man en fælles historie. Sådan holder man fast i det gode, man har fået. Men der var et andet sted udover Tårnby, hvor jeg virkelig gerne ville prøve at være præst. Var der i praktik for 18 år siden, tænkte dengang; her skal jeg tilbage.

Jeg skal være præst i Den Danske Kirke i London. Hvis I så den i solskin, smukt beliggende ud til Regent Park, mødte folkene der, så pubben i Camden lige bag ved præsteboligen hvor man kan sidde og se fodbold, spise fish and chips med en pint, så kan det være, I vil tilgive mig. Det er virkelig et fedt sted. Kom en dag og se.

At holde fast i det gamle er jeg Amagermester i. Men jeg har lært noget med tiden. Noget jeg har lært af Gud, og af jer; nogle gange skal noget slutte for at noget nyt kan begynde. Enhver slutning er en ny begyndelse. Jeg har altid været bange for at sige farvel. Nok fordi jeg altid er bange for at stå alene tilbage uden det gode der var, den der tomhedsfølelse, savnet man ikke kan holde ud, man drejer ud ad indkørslen, tør ikke se sig tilbage. Men som I har lært det, har jeg også; det, som var, alt det man delte, har man altid med sig. Lige meget hvor jeg er, vil jeg altid have Tårnby med mig.

Og I skal have en ny præst i det nye år. Det kan meget nemt være begyndelsen til noget fantastisk. Jeg er misundelig på den nye som skal flytte ind i præstegården og være præst for jer. Alle de gode folk jeg har arbejdet med i kirken; præster, organister, sangere, kordegne, kirketjenere, dem på kirkegården, menighedsrådet, som en lille ekstra familie. Kirken er et mærkeligt sted, minder ikke om noget andet. Jeg er lykkelig for, at der stadig er plads til mærkelige steder. Og så har jeg mødt jer, til dåb og begravelser og bryllupper, til jul og på torvet og på stadion og til fitness, om søndagen og de andre dage, og alle de mange konfirmander jeg har haft gennem årene. Det undrer mig hver gang, og det rører mig dybt; tænk sig, I kom forbi, og så fortalte I mig om alt det svære. Den fortrolighed man mødes med som præst, at folk bare begynder at fortælle om deres liv, ofte ting de ikke har fortalt før til andre, er det smukkeste ved jobbet. I har lagt lidt af jeres liv i mine hænder. Jeg håber inderligt, jeg har passet på det.

Det er ikke helt slut endnu. Jeg er her resten af året. Holder også min sidste juleaftensgudstjeneste. Og så håber jeg at se jer til min afskedsgudstjeneste den 7. januar. Hvis I har tid og ikke skal i Fields og tage livet af jer selv, så kom forbi. Jeg vil elske at se jer, sige farvel, sige vi ses. For selvfølgelig skal vi ses igen. Jeg skal ikke være i London for evigt. Kommer hjem en dag.

Karsten Møller Hansen