Kirken - uberørt af byens larm

# Kirkenyt

Kirken - uberørt af byens larm

Kirken - uberørt af byens travlhed

Ved Per Toftdahl, Vildbjerg

Lars Busk Sørensen hører til generationen af nutidssalmedigtere, der i 2002 fik plads i Den danske salmebog. Her fik han 3 salmer med: Uberørt af byens travlhed (331), Menneske, din egen magt (370) og Nu står der skum fra bølgetop. I tillæg til Den danske Salmebog fra 1994 havde han 9 salmer med. I den nye udgave af Højskolesangbogen er han repræsenteret med 4 salmer.

Han blev født den 3. april 1930 og døde den 13. september 2023 - 93 år gammel. Han er uddannet folkeskolelærer fra Nr. Nissum i 1953 og havde fortrinsvis sin virke i Vrist og Harboøre. Som pensionist boede han i Lemvig.

Mange af salmerne kredser særligt om skabelsen og om menneskets tilknytning til naturen.

Én af de populære salmer er Uberørt af byens travlhed. Den handler om kirken som stilhedens hus midt i byen. Den er på en måde en moderne udgave af Kirken den er et gammelt hus. Men dog anderledes i sin opbygning, idet der for eksempel er et omkvæd med, hvilket vi ikke møder i ret mange salmer. I omkvædet gives der udtryk for, at dagen har klang af evighed i kirkerummet; her står vi på hellig grund; her har kærlighed sit sted; her er Guds søn sammen med os under Helligåndens fred. Her hilser Kristus os med de livgivende ord: Dine synder er forladt. Her kan alle knæle side om side ved alterbordet. Her kommer vi andagtsfulde med de små til livets Gud. Her bærer vi - knuget af sorgen - vore kære døde ud.

I kirken er der en stilhed, der overdøver dagens krav. Her har vi et helle midt i larmen. Her kan vi opleve mange former for gudstjenester. Kirken er først og fremmest et gudstjenesterum, men det er også stilhedens rum. Alle kan gå ind i kirken i dagtimerne til en stille stund med sig selv og Gud. Og det har vi brug for i en forjaget tid, når støjniveauet stiger - og når livet gør ondt.

Prøv det - og du bliver et nyt og forandret menneske!

Du vil måske også kunne lide...