Advent og jul i december

Advent og jul i december.
Af sognepræst Marlene Maria Marcussen

”Bliver det jul?” sagde det lille hjerte.
”Jeg er så urolig. Jeg venter og venter og dagene bliver så længe mod jul”.

Det kender vi alle – både fra barnet i os selv, som husker, hvor meget et lille barn kan glæde sig til jul og gaver. At trykke næsten mod den kolde rude og ønske at se, at sneen falder – at det bliver en hvid jul i år, så alt bliver smukt og godt – og vi kan lave snemænd med strikhue, kartoffeløjne og gulerodsnæse. Lave sneengle i sneen med arme og ben og løbe ind til gløgg og varm kakao med flødeskum på toppen og spise pebernødder og brunkager.

Vi mærker kulden ruske i os, og vi mindes barndommens jul og dagene op til, som var fuld af forberedelser og hemmeligheder. Vi mærker længslen efter at få det, vi ønskede os – og som barnet i os, handlede det om at få de største pakker, vi nogen sinde havde set og at de indeholdt legetøj, som straks blev taget i brug. Bamser blev krammet. Nogle bamser og dukker kunne sige lyde, når vi trykkede dem på maven og vi følte os elskede, elskede, elskede.

Nu er de fleste af os voksne og børn og børnebørn er vandret i kærlig krans om det ene juletræ efter det andet gennem årene. Hos jer og hos os. Hos familierne, der holder sammen og hos familierne, som blev brudt, hvor det at holde jul er årets store udfordring, fordi vi alle har drømmen om den perfekte jul i baghovedet – og baghovedet styrer vores lykke – tror vi, ved vi, hvis drømmen er brast!

Vi synger om håbet, vi må holde højt i adventsdagene. Dagene, som søndag efter søndag peger hen på Kristi komme julenat – som jo er det, det hele drejer sig om. 

Jeg holder af at drille både børn og voksne i julens prædikener med, at julen ikke handler om at få eller give en masse gaver, for i julen får vi den største gave af alle; nemlig Guds gave til os: Det lille Jesus-barn, som kom til verden i en stald og blev lagt i en krybbe – i en foderskål til dyrene i mangel af vugge og varme puder og tæpper.

De første mennesker, som fejrede jul, var Josef og Maria midt i en fødselsnat, hvor engle sang på det stjernedryssede himmellærred og hyrderne på marken blev ledt hen til stalden, hvor det sælsomste julelys skinnede ud af vinduer og sprækker i vægge og loft og hilste på deres lille verdensfrelser. Messias – den ventede konge, var kommet til verden! 

Det er det, vi fejrer i julen. At Gud blev menneske for at møde os og fortælle os hver især, at vi er elskede, elskede, elskede over al rimelig og rationel forstand. 

I julen fejrer vi, at troen og håbet og kærligheden kom til verden for at vi kan tro på fremtiden – og at alt ender godt.

Hold håbet op! Som vi kan synge det i Dy Plambecks salme: 

”Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig, 
her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
jeg ser på himlen over dét, jeg lever i. 

Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig”.