PRÆDIKEN - Afskedsgudstjeneste, Karsten Møller Hansen

Jeg husker det, som var det i går.

Min første barnedåb. Jeg var lige begyndt. For 17 år siden.

Solen skinnede. Det var en varm augustdag, en dag til at holde bryllup i Tårnby.

Dåben var først kl. 13.00, så jeg kunne sagtens nå at tage en tur på Amager Strand med min lille dreng. Vi var i vandet. Vi fik en is. Jeg smurte ham ind i solcreme og smurte mig selv ind. Jeg fik pludseligt travlt. Vi cyklede hjem.

Jeg boede ikke i præstegården dengang, så da jeg opdagede, at jeg havde glemt mine sorte præstestøvler og da jeg ikke lige kunne se for mig, at jeg skulle holde min første vielse i Birkenstock-sandaler, bankede jeg på Pastor Wollers dør og fik lov at låne et par sorte snøresko. De var størrelse 47½. Jeg bruger normalt 43.

Nå det går tænkte jeg.

Det var først, da jeg stod ude i våbenhuset med den helt nye præstekjole på, at jeg i spejlet opdagede, at jeg ikke bare havde snabelsko på, men også var kridhvid i ansigtet fra den der børnesolcreme med fysiskfilter, som jeg havde lånt af min søn. Tilmed var jeg også kommet til at smøre mine læber med min kones læbepomade, sådan en med rødlig glitter.

Men da var det for sent. Orglet spillede, vi gik ind i procession.

Oppe ved døbefonten lidt senere stod dåbsbarnets storesøster, jeg kunne høre hende sige højt og tydeligt.

Far, er pjerrot også præst?

Dåbsfar var velklædt med et flot slips, et Brøndby-slips. Det klædte ham godt. Det må jeg sige.

Dåbsmor var glad og rørt.

Problemet var Gudmor.

Hun havde en kjole på, som ikke overlod meget til fantasien, - altså en Amar-kjole. Tilmed havde hun virkelig store bryster.

Ikke kigge sagde jeg til mig selv.

Det går ikke, at du fra starten bliver kendt som en pervers pjerrot præst.

Men for dælen altså. Hun skulle jo svare for barnet og stod med det i sine arme.

Det var umuligt ikke at se på hende. Det havde da været mærkeligt, hvis jeg havde stået og gloet ind i væggen.

Da jeg startede som præst kunne jeg ikke fadervor. Det er sådan noget præster kan i søvne. Men ikke mig. Så jeg havde øvet den dramatisk meget op til dåben. Jeg ville vise, at jeg kunne den.

Det var varmt. Sveden løb ned fra håret. Jeg foldede hænderne, lukkede mine øjne;

Fadervor, du som er i himlen, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden, giv os i dag vort daglige bryst.

Et latterudbrud steg op omkring mig. Jeg kunne have gravet mig ned, hoppet ud fra Øresundsbroen.

Hvordan kommer man videre fra den slags?

Bagefter dåben, mens folk var på vej ud, kom der en ældre mand op til mig ved alteret. Jeg vidste ikke, hvad hans relation til dåbsparret var, men han lagde sin hånd på min rystede skulder og sagde;

Det skal nok gå, det er bare livet, og det var i hvert fald den sjoveste barnedåb, jeg har været til.

--------------

Jeg er ellers ikke glad for forandring. Jer der kender mig, ved det nok. Jeg kan godt lide, ting er, som de plejer. Derfor køber jeg den samme grønne Raleigh cykel igen. Derfor får jeg stadig culottesteg og flødekartofler til min fødselsdag. Derfor går jeg stadig med min gamle Levis cowboyjakke fra 90’erne. Havde der ikke været lidt langt til Skovshoved, så havde jeg sikkert stadig min gamle avisrute. I en verden som skifter så hurtigt, i al dens forandring, knytter jeg mig til det, jeg kan.

Fordi jeg ikke kan lide at sige farvel.

For at alt det gode kan vare lidt længere, måske for evigt.

Kom, bliv.

Ida var her i 37 år. Woller næsten det samme. De spillere som kun spiller i en klub, kan jeg bedst lide. Tine og Jens og de fleste andre ved kirken har også været her siden dengang, de lignede nogle helt andre på billeder. Jeg har altid set op til den slags. Øvet mig i at blive. Forankring og tilknytning. Et sted man hører til. Det tror jeg er det, vi alle længes efter hele livet.

Jeg har tænkt på mig selv som loyal, trofast.

Men jeg ved nu ikke.

Måske manglede jeg i virkeligheden tro; tro på at noget andet også kan være godt.

Min yndlingssangerinde sagde for ikke så længe siden, at hun kun fortrød to beslutninger i sit liv. Begge beslutninger traf hun i frygt. 

--------------

Med tiden har jeg lært noget.

Kristi Himmelfarts Dag forlod Jesus verden for at tage hjem til sin far. Farvel, sagde han til de disciple, som lige har lært ham så godt at kende.

Hvorfor gjorde han det?

For at skaffe plads til noget nyt, til Helligånden.

Man kan sige, at samme lære har Dronningen også lært. Også hun måtte gå af for at hendes søn kunne tage den plads, der var bestemt for ham.

Hvad er tro?

En tro på at Gud altid har noget nyt til os.

Det er sådan, det er. Når noget slutter, starter noget andet. Selv når man mister dem, man elsker mest, kommer der noget nyt at leve for. Livet vokser frem igen. Det kan ikke andet. Livet vil leve. Det er sådan, det er.

----------

Nu nævnte jeg Dronningen. Jeg kan godt lide hende.

Men var der ikke lidt af en svinestreg?

Jeg havde meldt min abdicering for længe siden - endda med en notits i Tårnby Bladet lige under annoncen for Oksens julefrokostplatte – og så, ja så kommer hun og tager hele opmærksomheden.

Jeg synes, det er en svinestreg.

52 år som regent. Ja, ja. Med hvad med 17 år som præst i Tårnby.

Hvem var det, der viede Listige Lis og Tykke Torben (det kaldte de sig selv) 3 gange på 8 år med hinanden og tog med til bryllupsreception med Hawaii-tema ovre på Oksen med?

Du behøver ikke tage badebukser på, sagde Tykke Torbens mor, du kan bare komme i den der præstekjole.

Hun så mig dybt i øjnene, blinkede og sagde;

”Den er pivfræk.”

Jeg svarede;

”Ahh…..”

---------

Vi har lige fejret jul. Det er ingen tilfældighed, at da Gud viste sig på jorden var det på den mørkeste tid på året, og som et lille barn. Frelseren kom som den, der ikke kunne noget. Overladt til andres hjælp og kærlighed.

Vi befinder os altid samme sted.

Selv os voksne, vi er også altid et barn, overladt til andres hjælp og kærlighed. 

Lad de små børn komme til mig, siger Jesus i dagens tekst. Det er det mest revolutionerende, der nogensinde er sagt. Med et tog han magten fra alle dem, som troede, de havde ret til den, alle de store mænd som mente, at de selv kunne, og gav den til de mindste, til dem som ikke kan noget.

Jesus sagde ikke, at vi voksne skal opføre os som børn. Han sagde heller ikke, at det er børnene, der skal redde verden. Det kan de ikke. De kan jo ikke engang redde dem selv. Børn skal have lov til at være børn. Vi må tage ansvaret.

Jesus mente bare, at når vi voksne stirrer os blinde på forklaringer og meninger og udregninger og bekymringer, må vi låne børnenes øjne og se udover os selv, se det magiske, det nye.

Vi er ikke kun alt det, vi altid har været. Vi er ikke kun summen af vores handlinger. Vi er ikke kun vores fortid.

Ingen vil nogensinde sige til et barn; det bliver aldrig anderledes.

”Jeg er den, jeg er.”

”Nej, du er ej.”

Du er noget mere. Du er mere end synd, skæbne og karma. Du er også et barn, hvis fremtid starter nu.

Hvor er Guds Rige?

Det er der, hvor du ser barnet i den, du står overfor, og håber de ser barnet i dig.

------------

Tårnby, byernes by. Efter 17 år her med jer, skal jeg til London og være præst. Jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor jeg kom på den skøre ide.

Jeg har elsket at være her.

Lige fra det øjeblik hvor den gamle mand lagde sin hånd på min skulder og sagde; det nok skal nok gå, at det er bare livet - har jeg følt mig hjemme.

Jeres uhøjtidelige måde at være på. Det er kun her hos jer, at vi selv til begravelser altid finder noget at grine af. Her kan man være det barn, man også altid er, lave fejlene, og alligevel være velkommen.

Vi har grædt og grint og fejlet. Døren har været åben. Ingen har holdt vagt. Fadervor kan de fleste af jer stadig ikke, og I rejser jer stadig op på det forkerte tidspunkt. Sådan skal det være Tårnby.

Maria holdt om sit barn. Jesus tog de små børn i sin favn. Kærlighed er en berøring, og tro er at række ud.

Tak for at række ud.

Tak for at komme forbi.

Tak for at holde mig ud, for at leve med at jeg taler hurtigere end Thomas Blachmann  og artikulere dårligere end Mads Mikkelsen.

Mest af alt; tak for at dele noget af livet med mig.

Når livet en dag slutter, er der altid det, vi delte tilbage.

Jeg vil passe på alt det, I gav.  

-----------

Jesus skulle noget andet.

Dronningen skulle noget andet.

Og det skal vi andre også nogle gange.

Prøve noget nyt. For at gøre plads til nogle nye, og for selv at møde nogle flere man kan dele noget af livet med.

Det er et nyt år. Om ikke så længe venter foråret. Måske en ny cowboyjakke, nye kærester, nye venner, nye mennesker at elske, en ny dag i morgen, aldrig ensom.

Jeg tror også, det er sådan, det er, at for at bevare noget, skal man nogle gange forlade det. Kun sådan kan man tage det med sig resten af livet.

Som børnene en dag skal flytte hjemmefra, kan vi også skabe et hjem et andet sted.

Jeg har altid været bange for at stå tilbage uden noget. At se bussen køre og stå der med tasken mellem benene, og det hele er bare slut. Tårerne jeg aldrig kunne holde tilbage. I gymnasiet havde jeg en kæreste. På skiferien i 3.g. kyssede hun med en fra parallelklassen, en matematiker, en idiot. Jeg slog op med hende. Næste dag i skiliften, spurgte jeg hende, om vi skulle være kærester igen. Så bange for at stå uden det der var.

Men vi tager jo alt det gode med os. Vi står altid med det, vi havde. Og vi står med muligheden for noget nyt. Selv når alt er slut, dødt, kommer der nyt liv.

Som Guds børn hører vi til alle steder, og vi tror på, at Gud altid har noget nyt og godt til os, hans børn, for Guds Rige er vores.

Enhver slutning er en ny begyndelse. Enhver slutning er ny begyndelse.

Karsten Møller Hansen