Og det skete i de dage...

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Lukasevangeliet 2,1-14

Dengang jeg var et barn, så er noget af dét, jeg husker allertydeligst, det er julegudstjenesten med skolen den sidste skoledag inden juleferien. Jeg kan huske, hvordan stemningen sitrede på skolen, jeg kan huske, hvordan alle os børn var spændte til bristepunktet, jeg kan huske, hvordan vi - hånd i hånd – stillede os op på række, de mindste klasser forrest, de ældste bagerst, og så gik vi alle, hele skolen, i en lang slange op til den røde middelalderkirke, som lå på toppen af bakkedraget i den lille landsby.

Når jeg tænker tilbage, så er det som om, at sneen altid dalede fra himlen, mens kirkeklokkerne kimede til gudstjeneste. At sneen havde lagt sig som en hvid dyne ud over landskabet og solen skinnede skarpt fra den blå, frostklare himmel, og dét jeg stadig den dag i dag kan mærke, det er stemningen, da vi trådte ind i den smukke kirke. Som at træde ind i en anden verden, magisk og fortryllende, poetisk og fantastisk, kalkmalerierne på væggene, hvælvingerne i loftet og altertavlen for enden med Kristus på korset. 

Og der sad vi så – på rad og række på kirkebænkene –, spændte og forventningsfulde, og så brød præstens ord stilheden: Og det skete i de dage… Ordene nærmest sank ind i mig, ord, så enkle og dog så dybe, ord, der rummer det umulige, at Gud træder ind i vores fælles historie, det evige sammenflettes med det timelige, og det skete i de dage, for det er jo dét, det handler om, at Gud træder ind i historien, træder os nær, ikke som en konge, ikke som en helt, ikke som en hersker, men som et lille barn. Så skrøbeligt. Så sårbart. Så smukt. Det største i det mindste, sådan er Guds os nær – i et lille barn i krybben. Og det skete i de dage… 

Og så fra stalden i Betlehem til hyrderne på marken. Hvilke scener for børnenes indre blik! Og dér, midt i mørket – ud af det blå -, brød lyset frem, en engel på nattehimlen trådte frem for hyrderne, som lå der i deres egne tanker, ikke i bøn, ikke med fremstrakte hænder mod himlen, ikke med tanke på Gud, nej, uforberedt og ukaldet stod Guds engel pludselig for an dem. Se det for jer, og se, at det er, hvad kristendommen forkynder, at Gud er. Lysende op, kommende til os, et lys i mørket, et lys i dig og mig. 

Englen lyser ind i hyrdernes mørke. Helt konkret, sådan som juleevangeliet også lyste ind i mig, da jeg sad dér på kirkebænken for 25 år siden, og sådan som fortællingen også i dag lyser ind i vores liv, lyser ind i vores tro og lyser ind i vores tvivl. En tvivl, der kan føles så tung: Hvad er meningen? Hvordan lever jeg mig liv, gør jeg det godt og rigtigt? Hvorfor sygdom, hvorfor dør dem, jeg holder af, hvorfor al den uretfærdighed i livet – al den krig og lidelse i verden?

Tvivlens spørgsmål er mange, og sommetider bærer vi rundt på dem uden vi selv lægger mærke til det, som en grundstemning i vores liv og i vores færden, ikke som dybsindighed eller tunge tanker, men slet og ret som det, at være på bar bund, at være nedsunket i mørke, i tvivlens sump. Og det er netop til dette mørke, tvivlens mørke, tvivl i enhver forstand, at Gud sendte englebud med ordene: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”, ord, sagt fra et sted uden for verden, ord fra Gud, ind i vores verden. Som skærer sig ned i tiden, som evighed, som kærlighed, som fuldendelse. Det er evighedens nedslag i historien ”frygt ikke, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”.

For hele folket. Der er ingen undtagelse, ingen grænse, og det er vel julens inderste budskab, at det ikke er os, der skal skabe glæden, at det er ikke os, der skal få det hele til at virke, at det ikke er os, der er ansvarlige for julens evangelium? Nej, barnet i krybben lægges af andre ens os, det sker, det skabes, lyset tændes for hele folket – også for os, også for mig, som sad dér med mine klassekammerater i Egebjerg Kirke. 

Et lys tændtes i mig, et stænk af glæde i hjertet, og så gik vi – hver især – hjem til vores familier, hjem til juleferie og julehygge, men det var som om, at en engel havde besøgt os. Noget magisk var strøget hen over verden, noget fortryllende, som nyfalden sne en vinterdag, og måske er det også det, vi skal tage med os ud af kirken i dag og hjem til hver vores liv. Det magiske, det poetiske, det fortryllende.

Og så i aften, når maden er spist, gaverne er pakket op og lysene er ved at brænde ud, så gå for en stund uden for. Kig op, mod stjernehimlen, og mærk så den fred, der er. Vi kan se og mærke, hvor små vi er, men samtidig hvor stort det er, at vi findes, vi lever, lige nu…