Præstens ord

Sorg – et livsvilkår

Nu har du taget fra os, 

hvad du engang har givet. 

Nu favner døden den, 

der for os var selve livet. 

Og intet bliver mere helt, 

som det var herefter. 

For sorgen river i os 

med kærlighedens kræfter.

Holger Lissner har skrevet dette første vers af salmen ”Nu har du taget fra os” (Den Danske Salmebog 552), om hvordan kærligheden river i mennesket. Den kommer til udtryk, når sorgen river i os. Og sorgen kommer til at rive. Det gør den i det øjeblik et andet væsen (menneske, kæledyr eksempelvis) har en betydning for os. I det øjeblik, det går op for os at den andens tilstedeværelse i vores liv har en betydning, så er findes sorgen potentielt i os. For en dag skal vi miste – eller være den, andre har mistet – og da bliver den kærlighed, som bandt os sammen, hjemløs. Den bliver til sorg.

Men sorg er andet og mere end blot at være ked af det over eksempelvis en nær persons død. Sorg en rystelse på vores eksistens og på vores grundlæggende tro på, at verden og livet giver mening. Når sorgen rammer os, så falder vi uden for os selv. Og mange oplever, at sorgen kan være ubarmhjertig at være i – vi vil gerne ud af den. Hverdagsritualer skal genfortolkes, meninger skal genfindes. Vi skal på ny finde vej tilbage til et liv, der har været rystet i sin grundvold. Vi giver ikke slip på den kærlighed, der bandt os til den anden, men den skal finde en ny og forandret plads i vores liv. Sorg er ikke en diagnose. Sorg er ikke en sindstilstand. Sorg er andet og mere. Sorg er, at livet gør ondt. At hjertet gør ondt. Det er vilkår ved livet.

Sjælesorg – omsorg for sjælen 

Der er mange måder at møde sorgen på, når den dukker op i vores liv. Man kan blive meget alene med den – navnlig fordi ens omgangskreds over tid måske er videre, men det kan også være, at omgangskredsen er blufærdige i forhold til sorgen – eller at den sørgende selv er det. Men sorg som livsvilkår er nemmere at bære, når man ikke bærer den alene. Derfor søger nogle mennesker mod præsten, fordi præsten kan være en lyttende samtalepartner. Det kaldes sjælesorg. Det er en del af præstens uddannelse og arbejde. Sjælesorg kan groft skitseres som en slags omsorg for sjælen, hvor man taler om det at miste i lyset af den kristne tro på Guds umistelige kærlighed. Sjælesorg er oftest en samtale mellem dig og præsten (men kan også være i grupper – som vi f.eks. har i Sct. Mikkels) – hvor der ikke bliver taget noter. Sammen med præsten kan man fortælle om akkurat dét, som trykker. Modsat familie og venner (som – skal det siges! – kan være gode at tale med), så har præsten med sjælesorgen ikke noget specifikt mål – der er ikke noget, man skal nå frem til. Venner og familie har det tilfælles at de vil den sørgende det bedste; jeg kalder det, at de har aktier i personen. Derfor kan de også være bange for, at få den sørgende til at græde. Sorg er i vores tid en meget følsom størrelse, som de fleste helst vil gå stille med dørene – også selvom sorg og kærlighed er livsvilkår, vi alle deler. Smerten ved at elske hører med til at være et menneske under Guds blå himmel. Og vi vil jo gerne passe på dem, vi holder af. 

Sjælesorg på nettet 

I takt med at vi lever i en tidsalder, hvor det digitale findes og har en markant plads, så findes der også ”Sjælesorg på nettet” – et tilbud under Folkekirken, man kan gøre brug af. fordelen ved sjælesorg på nettet er, at man kan være fuldstændig anonym og komme i kontakt med en præst fra sin telefon eller computer. Det taler ind i den digitale tid, men den digitale løsning har også den force, at man netop kommer omkring blufærdigheden omkring sorg. Det kan for nogle være lettere at åbne op for det, man har på hjertet, når det foregår på skrift og uden at man ser hinandens ansigter. Disse forcer kan dog i andre sammenhænge være svagheder. Sjælesorg på nettet foregår via hjemmesiden https://www.sjaelesorg.nu/ og i tidsrummet 12-22 mandag til torsdag, samt lørdag og søndag fra 19-22. Her kan man så chatte med en præst (hele chatten bliver slettet efterfølgende) om hvad der rør sig, stadig under præstens tavshedspligt. Så uanset hvad man foretrækker - den digitale løsning, 1-1 samtalen, eller gruppe - så der mulighed for at mødes med og i sin sorg. For den bliver lettere, når man har nogen at dele den med. Nogen at fortælle sin historie til. Nogen, som måske kan hjælpe med at gå ind og ud af sorgens rum. Fjernes kan den aldrig. Men den bliver lettere.

Den første tåre 

Sorgen er denne fast forankrede del af livet for alle mennesker. Det er bagsiden af medaljen ved at leve og mærke kærlighed. Sorg er kærlighed og den vidner om kærlighed. Når man er i sorg, så sidder den også i kroppen og selv vores krop er indrettet til at møde den. Gennem blandt andet tårer og gråd. Tårerne, hvor ondt de end måtte gøre, er faktisk med til at lette sorgen. Den følgende lille, jødiske legende, fortæller det så smukt: 

Da Adam og Eva blev forvist fra Edens have, så Gud at de angrede deres brøde. Han fik medlidenhed med dem og sagde blidt: ”Stakkels børn! Jeg har straffet jer for jeres forseelser og har drevet jer ud af Edens Have hvor I levede sorgløst og fri fra bekymringer. Nu træder I ind i verden fuld af sorg og ulykke, der trodser enhver beskrivelse. Dog skal I vide at jeg er gavmild, og at min kærlighed til jer vil vare evigt. Jeg ved at I vil møde megen modgang, og det vil forbitre jeres liv. Derfor forærer jeg jer min dyrebareste skat, denne kostelige perle – tåren. Når I bliver overvældet af sorg, når jeres hjerte er ved at briste, og stor smerte griber jeres sjæl, da vil denne tåre falde fra jeres øjne, og byrden vil straks blive lettere at bære”.

Ved disse ord blev Adam og Eva lammet af sorg. Tårer vældede frem fra deres øjne, strømmede ned over deres kinder og faldt ned på jorden.

Og det var disse smertens tårer der først fugtede jorden. Adam og Eva efterlod en kostbar arv til deres børn. Og lige siden, når mennesket er i stor sorg, dets hjerte smerter og dets sinde er tungt, flyder der tårer fra dets øjne.

Og se! Sorgen letter.

Sognepræst Simon Buchwald