Skriget og bønnen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Markusevangeliet 9,14-29

 ________________________

I 1893 malede den norske maler, Edvard Munch, det første version af ”Skriget”. Dette maleri, som vi alle kan se for vores indre blik: I forgrunden en person, som holder sig for ørerne og skriger og de tomme øjne, stift rettet mod beskueren; bagved, i mellemgrunden, går to skikkelser på broen, tilsyneladende fredsommeligt, og bagved, i billedets baggrund, er himlen over det dybe blå hav orange og skrigende. Bølgende penselstrøg, dristige farver, personer, nærmest udvisket.

Selv skrev Munch et lille digt om inspirationen til maleriet, som blev til på en gåtur langs Oslo fjord sammen med nogle venner. Hans ord lyder således:

Jeg gik bortover veien med to venner Solen gik ned Himmelen blev blodig rød Og jeg følte et pust af Vemod Jeg stod stille træt til Døden Over den blåsorte Fjord og Stad laa Blod og Ildstunger Mine Venner gik videre jeg blev tilbage skjelvende af Angest jeg følte det store Skrig i Naturen.

Maleriet, da det blev udstillet i 1893 i Berlin, skabte et ramaskrig rundt om i kunstverden. Hvad var vi vidne til – en ny retning, en ny stil, en ny måde at male på? Munch brød med tidens naturalisme, der forsøgte at gengive verden objektivt og nøgternt, maleriet som en slags fotografi, en 1:1-gengivelse, der skulle indfange så præcist som muligt solen over havet, skyerne på himlen, bondemanden på marken. Men dét, som naturalisterne ikke forstod, men som Munch mestrede, var, at verden er ikke flad og objektiv, den er dyb og betydningsfuld, den er altid-allerede viklet ind i subjektet, eller med Munchs egne ord: Vores Blik er ladet med længsel. Det betyder, at verden og naturen er formet efter menneskets indre liv. Munch hører jo ”skriget” i solnedgangen, og netop menneskets indre liv, følelserne, angsten, melankolien, depression, lykken, ja dem får Munch forbilledligt malet ind i sine motiver, de klinger med i ethvert penselstrøg – om det er af manden på stranden, den syge pige i sengen eller slet og ret en solopgang over Oslo Fjord.  

Men hvorfor et ”skrig”, hvorfor en skælvende angst, der kun kan få sit afløb gennem et desperat skrig? Hvad er der ved tilværelsen, som fordrer et ”skrig”? Måske bare det forhold, helt banalt, at vi skal dø. Før eller siden. Og vores død – ligesom vores fødsel – er vi helt alene om. Døden er på en gang det, vi alle deler, alle skal dø, og samtidig dét, der adskiller mig fundamentalt for andre, jeg skal dø og ingen kan dø min død. Det er jo lige til at skrige af!

Der er nok i tilværelsen, som fordrer et skrig. Da min fars hjerte for 4 år siden stoppede, ud af det blå, med at slå – f.eks. Vi er vel alle blevet ramt i livet solar plexus, så det eneste, der var tilbage, var skriget? Skriget udtrykket desperationen, meningsløsheden, uden nogen retning, uden nogen adressat, og på den måde hører skriget til i bunden af mennesket – helt dernede, hvor kulturen, samfundet, fællesskabet er skrællet fra og hvor vi – dybest set – er helt alene om at være til i livet.

Fortællingen i dag fra Markusevangeliet burde også fordre et skrig. En desperat far med et barn, der lider af en sygdom, en dæmon, som det siges, der gør ham stum og kaster ham – med fråde og tænders gnidsel - til jorden. Som Munchs maleri af sin dødssyge søster i sengen med moderen, trist og i sorg, ved sengekanten. Finder der noget værre, end en mor eller far, som holder deres dødssyge barn i hånden? Hvis ikke her, hvor skulle ”skriget” så høre til?

Men faren møder ikke Jesus med et skrig, men med ordene ”herre, forbarm dig over os”. Ordene har bønnens karakter, en retning, en adressat, et håb – for så vidt. Og måske peger kristendommen på, at der er et lag dybere end skriget i mennesket, for når skriget forstummer, når desperationen har lagt sig og udmattelsen overrumpler en, hvad viser sig så?

Så bryder bønnen frem. Fra stilheden efter skriget rejser bønnen sig. Som et håb på trods, som et sagte ord om hjælp, som en tro på, at Gud i sidste ende er med mig. Som den bøn, der formede sig i mig, da min far pludseligt døde: ”Gud i Himlen, lad min far være hos dig”.

Bønnen indeholder et ”jeg” og et ”du”, en længsel efter at høre sammen, eller i hvert fald at komme tættere på dét, som er meget større end os, og som i sidste ende har magten over os. Den magt, som ligger før fødslen og efter døden, og som vi samles om her, tolkningen af, at denne magt er kærlig og også gør sig gældende midt i livet. Gud som kærlighed midt i livet.

Blikket er ladet med længsel, siger Munch, men ligeså er bønnen – ladet med længsel: Længslen efter at lade Gud træde tættere på os. At lade den gudbilledlighed, som vi hører om fra Bibelens første sider, skabelsens morgen, virke tydeligere: det forhold, at vi er skabt i Guds billede, at vi alle bærer et glimt af Gud i os – måske endda på bunden af mennesket, endnu dybere nede end skriget, dernede, der hører længslen efter Gud til – vores gudbilledlighed.

Bønnen giver os mennesker en mulighed for at samle hænderne og løfte blikket mod himlen, ikke som et skrig ud i intetheden, ikke som et desperat råb om hjælp i natten, men som en bøn, der har en defineret retning, en retning, som er givet som relation, som et forhold mellem ”Gud” og ”mig”.

Eller som Edvard Munch et sted selv skriver, så er der en sandhed tilbage, når det hele er skrællet fra og skriget er ebbet ud, nemlig dette, en tro på Gud som den magt, der ”må stå bag det hele – som leder det hele”.

Lad mig slutte med et billede og nogle ord. Et maleri af Munch, ord af Knausgård. Maleriet er fra 1915 og forestiller – noget så banalt og fantastisk - en kålmark. Knausgård skriver: ”Kålen i forgrunden er malet groft og næsten skitseagtigt og opløser sig i grønne og blå strøg ind mod baggrunden. Ved siden af marken er der et felt med gult, over det et felt med mørkegrønt, og over det et smalt felt med en mørknende himmel. Det er alt, det er hele billedet. Men billedet er magisk. Det er så ladet, det er næsten sådan, at noget brister i mig, når jeg ser det. Samtidig er det bare en kålmark.

Hvad er det, der sker i det øjeblik? Når jeg ser disse farver og former, som er så radikalt forenklet, at de mere antyder et landskab end repræsenterer det, ser jeg døden, som om billedet vil forsone sig med døden, men at der er en rest af noget forfærdeligt tilbage, og det forfærdelige er det ukendte, at vi ikke ved, hvad der venter os. Der siges jo ingenting i Munchs billede, der gestaltes jo ikke noget, bortset fra kål, korn, træer og himmel. Men dog døden, dog forsoning, dog fred, dog en rest af noget forfærdeligt.”