Prædiken 2. påskedag v. Hans-Henrik Ross

1Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, kom Maria Magdalene ud til graven, mens det stadig var mørkt. Hun så, at stenen foran graven var fjernet, 2og løb hen til Peter og den anden discipel, ham, som Jesus elskede mest. »De har flyttet Jesus, vores herre, fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham,« sagde hun. 3Så tog Peter og den anden discipel ud til graven. 4De løb begge to, men den anden discipel var hurtigere end Peter og nåede først frem. 5Han bukkede sig ned, kiggede ind i graven og fik øje på stofstrimlerne, der lå på jorden, men han gik ikke derind. 6Lige bagefter kom Peter. Han gik ind i graven og så stofstrimlerne ligge på jorden. 7Han så også det stykke stof, som Jesus havde haft over ansigtet. Det lå ikke sammen med resten, men var rullet sammen på et sted for sig selv. 8Den anden discipel, ham, der kom først, gik nu også ind i graven, og da han så, at Jesus ikke var der, begyndte han at tro på, at Jesus var blevet levende igen. 9Indtil nu havde disciplene nemlig ikke forstået, at Skrifterne forudsagde, at Jesus ville opstå fra de døde.

10Så gik de to disciple hjem, 11men Maria Magdalene stod uden for graven og græd. Hun bøjede sig ned og kiggede ind i graven 12og så to engle klædt i hvidt sidde der, hvor Jesus havde ligget, én ved hans hoved og én ved hans fødder. 13»Hvorfor græder du?« spurgte de. »Fordi de har fjernet min herre,« svarede hun, »og jeg ved ikke, hvor de har gjort af ham.« 14Da hun havde sagt det, vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun var ikke klar over, at det var ham. 15Jesus sagde til hende: »Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun gik ud fra, at det var gartneren, så hun sagde: »Hvis det er dig, der har båret ham væk, så fortæl mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16»Maria!« sagde Jesus. Hun vendte sig mod ham og udbrød på hebraisk: »Rabbuni.« Det betyder ’min læremester’. 17»Giv slip på mig,« sagde Jesus, »for jeg er på vej op til min far. Gå i stedet hen til mine disciple, og sig til dem, at jeg 1Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, kom Maria Magdalene ud til graven, mens det stadig var mørkt. Hun så, at stenen foran graven var fjernet, 2og løb hen til Peter og den anden discipel, ham, som Jesus elskede mest. »De har flyttet Jesus, vores herre, fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham,« sagde hun. 3Så tog Peter og den anden discipel ud til graven. 4De løb begge to, men den anden discipel var hurtigere end Peter og nåede først frem. 5Han bukkede sig ned, kiggede ind i graven og fik øje på stofstrimlerne, der lå på jorden, men han gik ikke derind. 6Lige bagefter kom Peter. Han gik ind i graven og så stofstrimlerne ligge på jorden. 7Han så også det stykke stof, som Jesus havde haft over ansigtet. Det lå ikke sammen med resten, men var rullet sammen på et sted for sig selv. 8Den anden discipel, ham, der kom først, gik nu også ind i graven, og da han så, at Jesus ikke var der, begyndte han at tro på, at Jesus var blevet levende igen. 9Indtil nu havde disciplene nemlig ikke forstået, at Skrifterne forudsagde, at Jesus ville opstå fra de døde.

10Så gik de to disciple hjem, 11men Maria Magdalene stod uden for graven og græd. Hun bøjede sig ned og kiggede ind i graven 12og så to engle klædt i hvidt sidde der, hvor Jesus havde ligget, én ved hans hoved og én ved hans fødder. 13»Hvorfor græder du?« spurgte de. »Fordi de har fjernet min herre,« svarede hun, »og jeg ved ikke, hvor de har gjort af ham.« 14Da hun havde sagt det, vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun var ikke klar over, at det var ham. 15Jesus sagde til hende: »Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun gik ud fra, at det var gartneren, så hun sagde: »Hvis det er dig, der har båret ham væk, så fortæl mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16»Maria!« sagde Jesus. Hun vendte sig mod ham og udbrød på hebraisk: »Rabbuni.« Det betyder ’min læremester’. 17»Giv slip på mig,« sagde Jesus, »for jeg er på vej op til min far. Gå i stedet hen til mine disciple, og sig til dem, at jeg , at det var gartneren, så hun sagde: »Hvis det er dig, der har båret ham væk, så fortæl mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16»Maria!« sagde Jesus. Hun vendte sig mod ham og udbrød på hebraisk: »Rabbuni.« Det betyder ’min læremester’. 17»Giv slip på mig,« sagde Jesus, »for jeg er på vej op til min far. Gå i stedet hen til mine disciple, og sig til dem, at jeg tager op til min far og jeres far, til min Gud og jeres Gud. Så gik Maria hen til disciplene og sagde: ”jeg har set vores herre”. Og hun fortalte dem alt, hvad han havde sagt til hende.

                                                                                                 Johannes 20,1-18

De stod over for tomheden og meningsløsheden efter at Jesus var død langfredag. Det var mørkt udenfor og sikkert også indenfor i deres sind og tanker. Det havde været nogle frygtelige dage siden Jesus var redet ind i Jerusalem og folk stod ved vejen og hyldede ham. Til skærtorsdag aften hvor de alle var samlet for at spise det jødiske påskemåltid til minde om dengang Moses på Guds bud stillede sig i spidsen for det undertrykte jødiske folk og ledte dem tilbage til Israel. Måltidet endte mere eller mindre i et kaos med Judas som måtte forlade bordet efter sit svigt, og Jesus der i løbet af måltidet tager brød og vin og beder sin disciple om at gentage dette måltid når han om kort tid er død. Videre til de frygtelige timer i mørket i Gethsemane Have med sjæle kavaler med udsigten til de lidelser som ventede. Og det går hele den lange fredag med. Et følelses kaos af de store havde de været vidner til.

Johannes beretter om de begivenheder som skete efter langfredag på den første dag i ugen, hvor de to disciple og Maria er ude ved graven og leder efter Jesus. Vi må prøve at sætte os ind i hvordan de mon har haft det. Hvordan vi selv har det når livet er brudt sammen, og der egentlig ikke er mere at vente sig af verden. Er i vildrede med hvad vi skal og hvordan komme videre i livet.

De to disciple følger vi i et morsomt konkurrerende løb mod graven og hvordan de på skift kigger ind i den tomme grav. Videre til Maria der står og græder ved graven og er helt ude af sig selv og forveksler Jesus der taler trøstende til hende med gartneren.

Der er en uro over disse mennesker som i mørket søger til Jesu grav i håbet om at noget eller nogen kan give dem en trøst og et mod til at fatte hvad som er sket. I håbet om at Jesus havde ret da han sagde, at han ville overvinde døden.

Hvad har vi tilbage når døden har taget et menneske fra os?

Håbet om genforening med den korsfæstede stod stærkere end nogensinde i deres liv, fordi de havde mistet alt hvad gav dem håb. Jesus havde i sin egenskab af menneske gennemstrømmet af Guds kraft og kærlighed for dem været en kilde til liv og håb. Nu søgte nogle af dem ud til den tomme grav, og kunne spejle sig i den tomhed som fyldte dem. De søger efter den Jesus som var det daglige håb i deres liv. Han var menneske som de selv og samtidig gav han dem anelsen af at Gud og guds kræfter ikke er fjerne realiter, men nærværende som kærlighed i dette liv.

Når vi står i meningsløsheden og mørket omslutter os på alle sider og verden ikke længere er til at stole på, rejser spørgsmålet sig om der findes et håb og en magt hinsides mennesket og dets verden. Påskens budskab er at Jesu liv, hans død på korset og hans opstandelse kaster også lys over vores liv. Det får os til at ane at korset har noget med vores livs smerter at gøre. Det drejer sig om vores skam og skyld – og om vores kampe og afmagt.

Korset blev med tiden til et stærkt symbol for lidelsen i livet og troen på en magt der kan være i lidelsen sammen med os. Korset fortæller os at den tillid vi har til livet og mennesker i løbet af livet bliver korsfæstet.

Vi ser det hos de to disciple og Maria at det er svært at lade livet forblive i mørket. De søger til den tomme grav og det bliver synet af den tomme grav og for Maria et fysisk møde med Jesus der for dem bliver afgørende i troen på at livet med Jesus ikke er slut. Deres erfaring af Jesu nærvær fortæller om den erfaring vi alle kender, at når mørket ligger tungt over vores liv kan tilliden til livet opstå på ny. Når vi sidder ved sygesengen til et menneske holder vi fast ved livet og håber at det vil sejre. For den som selv er mærket af sygdom eller føler livets meningsløshed står valget mellem at lade mørket være i al sin intethed eller at afgøre sig for at der i mørket er et håb at række ud efter.

Det er det Paulus taler om i sit brev til menigheden i Korinth – som vi hørte det før: hvis Kristus ikke er opstået fra de døde, så giver det, vi siger, ingen mening, og jeres tro er tom og meningsløs. Det Paulus her siger er hvad disciplene og Maria erfarer ude ved graven. De gik til graven i sorg og længsel. Var lidelsen de havde oplevet og døden afslutningen? Er det ikke det vi også kæmper med at komme til rette med når vi mister vores kære? Er de stadig levende selvom de nu er døde? Hvordan holde fast i den mistede? Vi kan i hvert fald kun tale om vores kære som de levende mennesker de var.

Uden tro og håb bindes vi til verden i en smertelig længsel og angst. For uden tro har vi intet andet end at vente os al godt af verden, og den kan ikke give os, hvad vi ønsker af den. Vi oplever at verden i sine kriser gør os magtesløse, fordi vi tænker løsningerne inden for verdens rationelle tænkning. For øjeblikket har vi to krige i verden i Ukraine og Gaza, som påvirker os. Det påvirker os som mennesker at hører om de ufattelige lidelser og ødelæggelser, som finder sted.

Vi er mange der nået til et punkt, hvor vi ikke klarer at høre om flere våben, fordi vi godt ved at det forøger lidelserne og de massive ødelæggelser. Vi føler os ufrie og længes efter en fred, som vi kun kan tro og håbe vil komme. Vi beder for fred for det er ikke den ufattelige død og pine som giver håb. Der skal ske noget drastisk, som kan forandre vores måde at anskue verden på.

Giv os opstandelsens håb. Altså det vilde håb, som ingen våben kan løse, men som vi kan kun kan håbe og tro. Lige nu som tingene ser ud er vi låst i gamle rutiner og forestillinger. Vi siger vi er frie, men er vi det reelt set? Det gør os ufrie og vi bliver som Paulus siger fanget i vores selvoptagethed, og de kristne, der er døde, er væk for altid.

Troen på at Jesus er opstået fra de døde, at opstandelsen er til i livet vi lever, er en befrielse fra den illusion, at det nærværende og det dennesidige kan stille vores længsel. Det er ikke døden og lidelsen som giver håb, det er opstandelsen. Opstandelsen rummer vores længsel efter liv her og nu og på den anden side af døden.

På den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, ville de ud til graven og se den døde. Opstandelsens dag blev gjort til den første dag i ugen. Vi har i dag den første dag bag os. Begyndelsen på det liv vi lever nu. Hver søndag er en påskedag som skal hjælpe os med at vende graven, mørket og meningsløsheden ryggen. Døden er ikke kommet for at blive.

Paulus udtrykker hvad det er for følelser der fylder for de tre som søger til Jesu grav: Når Kristus er den, vi har håbet og troet på her i verden, så ser det virkelig sort ud for os, hvis der ikke er en opstandelse.

De døde er til endnu, de lever. Tænk det, når du ser de tomme stuer og den plads, hvor de plejede at sidde -..De kommer ikke mere ind ad døren til dig, som de tit gjorde før. Du hører ikke deres kære, kendte stemmer tale til dig. – Men de er alligevel til, blot et andet sted. Sådan skrev præsten Olfert Ricard for mange år siden.

Den ene af disciplene så og troede, Maria kommer tilbage til disciplene og fortæller at hun har set Herren. Jesu opstandelse giver os ingen forklaringer, ingen lette svar, ingen løsninger på livets små og store problemer. Men der bringes bud om et mysterium, som et svar på tomhedens paradoks, på dødens uigenkaldelighed, meningsløsheden som kan ramme os midt i livet. Det får os til at spørge efter det som kan give os troen på livet tilbage.

Uden opstandelse ser det sort ud for os, som Paulus skriver, fordi hvad er der så at håbe på? Digteren Ole Sarvig holder mysteriet levende i sit digt Kristus i kornet Jeg så kornet i nat/ det drømmende korn/ alle menneskeslægtens korn og aks/ på disse marker// Jeg så det imorges ved fem-tiden/ da Kristus kom/ den blege time, da børn fødes/ da brande bryder ud// Det var så smukt. De sov så tyst/ Og Kristus gik som en måne gennem kornet.

Jesus gik mellem mennesker her på jorden og Kristus går foran os. Disciplene, Maria og os, vi får en påskehilsen fra en som vil os det godt i liv og død.             Amen