Prædiken 1. søndag efter påske. Mona Høgh

Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes

Da de havde spist, sagde Jesus til Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« »Ja, Herre,« svarede han. »Du ved, jeg holder af dig.« »Så tag dig af mine lam,« svarede Jesus. ¹⁶For anden gang sagde Jesus til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« »Ja, Herre,« svarede han. »Du ved, at jeg holder af dig.« Jesus sagde til ham: »Så skal du være hyrde for mine får.« ¹⁷For tredje gang spurgte Jesus: »Simon, Johannes’ søn, holder du af mig?« Peter blev ked af det, fordi Jesus nu for tredje gang spurgte, om han holdt af ham. »Herre, du ved jo alt,« svarede Peter. »Du ved, at jeg holder af dig.« Jesus sagde til ham: »Så tag dig af mine får. ¹⁸Hør nu her. Da du var yngre, tog du selv tøj på og bestemte, hvor du gik hen. Men når du bliver gammel, må du strække armene ud, og en anden vil give dig tøj på og føre dig et sted hen, hvor du ikke vil være.« ¹⁹Sådan forudsagde Jesus, at Peter ville blive henrettet på et kors og på den måde hylde Gud. Så sagde han til Peter: »Kom med mig.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Frygt ikke! Jeg ved, I søger efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået (…) Og se, han er gået i forvejen til Galilæa. Dér skal I se ham…

Sådan siger englen til kvinderne ved graven påskemorgen. Og vi hører, at kvinderne løber fra graven med frygt og stor glæde for at fortælle disciplene, at Jesus er opstået.

Og her første søndag efter påske er vi i Galilæa. Peter og flere af de andre disciple er vendt tilbage til det sted, hvor det hele begyndte. 

Dér hvor Jesus kaldte Peter (og flere af de andre) til være discipel. Dengang bad Jesus Peter om at smide fiskegarnet, så han kunne følge ham (ifølge de 3 andre evangelier)

Og her efter påske, hvor livet sammen med Jesus har fået en afslutning, er Peter vendt tilbage til hverdagslivet, hvor det hele begyndte. Og det er her, Jesus (eller den opstandne) viser sig for ham.

Det kan måske virke lidt underligt, men det er ikke ualmindeligt, at efterladte fortæller, at de midt i deres sorg og fortvivlelse har oplevet, at den døde stadige er her – som et nærvær i fraværet.

Det kan opleves på mange måder. Nogle gange som om samtalen, der altid har været mellem to mennesker, fortsætter i en eller anden form på trods af adskillelse og død…

I samtalen mellem Peter og Jesus (den opstandne) spørger Jesus 3 gange Peter, om han elsker ham. Ja, han spørger faktisk, om Peter elsker ham mere end de andre gør? Jesus har virkelig brug for Peters bekræftelse af sin kærlighed til Jesus…

Det er måske forståeligt nok, at Jesus med sine 3 gentagne spørgsmål vil forsikre sig om Peters kærlighed efter, at Peter for få dage siden fornægtede Jesus 3 gange, da han før sin død havde allermest brug for ham…

Pet er må være fortvivlet over, hvordan det hele gik og i sorg over alt det, han har mistet. Peter bliver ked af, at Jesus bliver ved med at bekræfte sin kærlighed.

Jesu ihærdige forsøg på at få Peter til at bekræfte sin kærlighed tjener måske mere det formål at afsløre Peters manglende formåen i at elske – i betydningen at kunne opgive sit eget?

Den betingelsesløshed som kærligheden er, den binding til et andet menneske, som kærligheden indebærer, er netop det, som Peter ikke formår. Når det virkelig gælder, så er Peter løbet, så er han væk, så svigter han…

Måske er det en erfaring, vi alle sammen gør: At når vi er unge, så lever vi, som om vi er ubundne. Og efterhånden erfarer vi eller indser vi, at kærlighedens liv kun kan leves, når vi er bundet til en anden eller til andre mennesker – viklet ind i deres liv med alt det, det medfører.

Kærlighedens bånd indebærer, at vi får det hele med og skal miste det hele igen. At vi bliver ført derhen, hvor vi helst ikke vil være.

Kærlighedens liv indebærer nemlig også: Fortvivlelse, frustration, desperation, afmagten og sorgen. Sorgen over en dag at skulle miste det hele. Hvad der vil ske for alle mennesker, der elsker i denne verden.

Kærligheden ender altid ulykkelig enten fordi kærligheden mellem os brænder ud eller slipper op og vi lader os skille eller fordi døden en dag vil skille os…

Peter bekræfter og bekræftes i kærlighedens liv. 3 gange spørger Jesus Peter, om han elsker ham, 3 gange bekræfter Peter sin kærlighed til Jesus, og 3 gange rækker Jesus hånden ud til Peter og giver ham en opgave: Tag dig af mine lam, vær hyrde for mine får og tag dig af mine får.

Peter bliver bundet til Kristus i kærlighed. Den guddommelige livsforvandlende kærlighed heler det brudte, og hvor Peter troede, at det hele er slut, får han en ny begyndelse…

Og ligesom ved begyndelsen, siger Jesus igen til Peter, følg mig!

Ja, det er vel en opstandelse, en bevægelse fra død til liv i Peters liv.

Måske kender I Abbé Pierre. Han var en fransk præst (som navnet antyder), som levede under 2. verdenskrig. Og i efterkrigsårene i Paris blev han kaldt hen til et nærliggende hotel, fordi der var en af gæsterne, der ikke ønskede at leve mere…

Gæsten hed Georg, og han var fornyeligt blevet løsladt efter 20 års fængsel. I et øjebliks vrede havde han slået sin far ihjel, og nu var han efter 20 år i fængsel blevet fri. Men ingen fra hans familie ville have noget med ham at gøre. Så hvorfor egentlig leve?

Abbé Pierre talte med ham. Men han kunne se, at Georg kun havde et i tankerne: At komme af med livet. I stedet for at sige til Georg: Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig, så sagde han: Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig (…)

Men du, der ønsker at dø og ikke er bundet til nogen, kunne du ikke tænke dig at give mig en håndsrækning med at hjælpe de andre…

Det var sådan Emmaus-bevægelsen (klunserne) for tidligere hjemløse og udsatte begyndte. Abbé Pierre fortæller, at da Georg efter mange års samarbejde lå for døden, sagde han:   

Uanset hvad du dengang havde givet mig, ville jeg igen have forsøgt at begå selvmord for det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for (Abbé Pierre og klunserne i Paris, Boris Simon 1964)…

Ligesom Peter tages i nåde og bliver sat ind i en sammenhæng, hvor der er brug for ham, sådan sker det også for Georg – og ja, for os. Det sker på trods af vores uformåen, vores svigt og vores utilstrækkelighed. Det sker, at vi bliver givet tilbage til det liv, der gik i stykker, og lige som vi troede, at alt var slut, så får vi en ny begyndelse.

Den altid livsforvandlende kærlighed åbner ikke for et hvilket som helst liv, men altid kærlighedens liv. Et liv hvor vi er bundet i kærlighed Gud og til vores næste og er viklet ind i livet med hinanden, der hvor vi lever…

Og der bliver vi ikke ført uden om eller hen over alt det skræmmende og lidelsesfulde, der kan ske i et menneskeliv. Det, der truer os i livet. Der bliver vi også ført derhen, hvor vi helst ikke vil være. I smerten, lidelsen, adskillelsen, døden og sorgen.

Selv i det mørke viser der sig en vej at gå, for vi følger ham, der gik igennem lidelse og død og kom levende ud…

AMEN