Prædiken 2. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, v23  og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. v24  Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« v25  Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. v26  Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. v27  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v28  og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. v29  Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. v30  Jeg og Faderen er ét.« Johannes 10,22-30

Hvem kender ikke til den følelse at det på tidspunkter i livet kan være svært at finde ud af hvad eller hvem man skal holde sig til. Så står man dér i livet, og føler at livet er tomt og hvor gå hen og til hvem. Det er som tråden til livet er blevet klippet over. Tråden der forbinder os med liv, personer og værdier, og som har umistelig betydning for meningen i mit liv. Tråden tilbage til erindringer og minder som pludselig mister deres betydning, og vi føler at grunden ryster under os.

Livet er et net af tråde som forbinder os til omverden.

Jeg tror vi er mange som oplever at tiden vi lever i er urolig og usikker. Mange tråde til omverden er skrøbelige og nogle tråde er måske helt skåret over. Tider skifter og påvirker os, vores tråde, forbindelser til mennesker og den verden vi lever i.

Vi går trådløst på nettet og jo hurtigere trådløst vi kan komme på nettet jo bedre. Men vi kan ikke leve trådløst. Det ubundne liv er et tilfældigt liv. Vi forveksler det ubundne liv med frihed. Uden bundetheden til noget andet end en selv er vi bestemt af de indskydelser og impulser, som opstår i os. Det er vores tråde til andre, der forpligter os, og som gør, at vi kan forholde os til godt og ondt.

Så er der vores helt personlige tråde til mennesker og vores nære verden. De tråde er vigtige, for de giver tryghed og rummer betydninger som giver mening til vores liv.

Det er ikke et særkende for tiden vi lever i, at vi føler at den skaber en uro i os. Tider i historien har altid været urolige, for sådan er det hvor mennesker lever sammen, og tingene udvikler sig. Nogle af bønnes ord som vi indledte dagens gudstjeneste med fanger meget godt tiden vi lever i så mange ord hører vi, så mange ting ser vi, men hvem vi skal tro og skænke vor tid og kærlighed, står ikke altid klart for os.

Der er også en uro på spil i Johannes beskrivelse af Jesus der ved vintertide går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. Vinterdage i Jerusalem oplevede jeg selv for mange år siden da jeg boede en periode i byen.

Tiden dengang Jesus gik rundt på tempelpladsen var præget af det romerske imperiums besættelse, men tiden var også fyldt af en forventning og et håb om at noget eller nogen kunne skabe den fred, som alle længes efter måtte komme. Freden var knyttet til den messianske skikkelse. Når Messias kommer er det tegnet på at Guds fred og voldens ophør vil installere sig i verden. Hos mange mennesker havde Jesus med sine taler og mirakler skabt forventninger og håb om, at han var den Messias de ventede på.

Vi lever en urolig tid med konflikter mange steder i verden, som ikke kan undgå at påvirke os. Krige, flygtninge strømme over Middelhavet, store klima forandringer og politiske spændinger. Det påvirker os. Hvordan skal det gå og hvor finde håb i al det som vi ikke har indflydelse på, men bare må følge med i. Som sker foran os, mens vi lever de liv vi altid har levet. Og så er der de nære ting i vores liv som kan være udfordrende og forbundet med usikkerhed og skabe vildrede.

Jøderne dengang i Israel og mange andre som levede under det romerske imperiums besættelse ledte efter holdepunkter i en usikker tid.

Vi har brug for livstrådens betydning. Vi må tænke i tråde, spor og forbindelser for at begribe liv og tråde til liv bagud i vores egne liv, i vores fælles historie, tråde ind i den store litteratur og film, tråde til troens univers, som giver os fortællinger og billeder af håb når tiderne er urolige.

Det er af uvurderlig betydning for vores værd og forståelse af os selv som menneske at vi har tråde der forbinder os med livet vi har levet, tråde til mennesker og til håb for fremtiden. Det er jo derfor jøderne kommer til Jesus på tempelpladsen og spørger om han er Messias, fordi tråden til messias fortæller at de lever i et håb om at fremtiden kan blive en anden. Vores tråde bagud, til liv og mennesker her nu, og tråde ud i fremtiden er det som giver os følelsen af mening.

Uden disse livstråde og opmærksomheden på dem, bliver vores liv tilfældige, kaotiske, uden mål, med og mønster. At leve er at være forbundet til andre. Det betyder ikke at vi ikke er frie mennesker, men det betyder at friheden altid forudsætter forbundethed. Et godt eksempel på en livstråd er vores sammenfiltring med andre. Tænk på hvad det betyder at der er mennesker omkring os. Selv hvis jeg rejser over på den anden side af jorden, vil jeg være forbundet til dem, jeg elsker. Ikke engang døden, der ellers skiller mennesker fra hinanden, kan fjerne de bånd, de endnu levende har til de døde.

Det er tråden til Gud, som Jesus vil holde dem fast på. Ifølge kristendommen er den vigtigste historie, der fortælles om Gud i Bibelen, at Gud viser sig i et bestemt historisk menneske, Jesus fra Nazareth. Gud gør sig til ét med mennesket Jesus, og Jesus identificerer sig med Gud. Det er derfor vi hører Jesus sige til dem som opsøger ham for at finde ud af om han er den ventede Messias ”min far og jeg er en enhed”.

Gud giver sig klart til kende i Jesus fra Nazareth. Gud giver sig også til kende i naturen, men det sker ikke synligt som i Jesus. I naturen skjuler Gud sig som en allestedsnærværende magt, der både bevirker godt og ondt. I Jesus ser vi kun Gud som en kærlighed, der vil os det godt.

At Gud og Jesus hører sammen, kommer nok ikke som en overraskelse. Det fortæller også om én af de gamle tråde mennesket har haft behov for at være bundet til i sit liv. Bibelens fortællinger handler om menneskets forbundethed med andre mennesker, men lige så meget om menneskets behov og trang til at søge Gud.

En smuk beskrivelse af menneskets behov for at være forbundet med Gud hørte vi i Salme 23 fra Salmernes Bog i GT. Det er den tekst i Bibelen som bedst beskriver den tråd som forbinder mennesket til Gud. Mennesket er et væsen, der eksisterer i kraft af sine tråde og forbindelse. Det er ældgammel visdom som hører til i religioner og myter. Salme 23 er skrevet for flere tusind år siden. Et menneske fortæller om sin vandring med Gud gennem livet. I grønne enge som fortæller om glæden i hverdagen, og i dødsskyggens dal, som fortæller om de tidspunkter i livet, hvor livet er tungt og det er svært at se vejen frem.

Den tillid til Gud som salmen fortæller om har til alle tider givet mennesket en tro på, som Jesus siger det, at ingen skal rive dem ud af min hånd. Der er vidunderlig ro i denne salme. Alt sker under Guds følgeskab og omsorg. Mennesket føler sig ikke alene, men kan hvile i at tråden til Gud aldrig brister. Guds omsorg og trygheden det giver i livet står ikke til diskussion.

Salmen har derfor været til stor trøst og styrke ved begravelser, men også en tekst som kan læses i hverdagen og jeg kan føle at jeg på min vandring gennem livet aldrig er ladt alene.

Vi har brug for livstråde. Fra vi bliver født er vi bundet til et andet menneske. Moderen som føder barnet og straks efter fødslen tager det om i sine arme og til sit bryst viser os, at vi klamrer os til andre. Siden hen består livet i stadige sammenfiltringer med andre.

I tråde som vi knyttes i til andre gennem hele livet. Det kan være konkrete andre mennesker som vi bliver forbundne med hele livet. Livslange relationer gennem tid og rum. Vores liv er som tråde vi vikles ind i sammen med andre mennesker, og som fortsætter med at have betydning for vores videre liv.

Tråde kan være meget stærke og ikke til at rive over. En gang imellem brister dog nogle af de tråde, som vi var flettet sammen med, og vi sørger over tabet. Og en dag vil vores egen tråd slides op og til sidst knække, men indtil da er livets tråd vævet sammen med en mængde andre livstråde.

Der en tråd som Jesus taler om og som aldrig skæres over. Det handler om tråden til Gud og trygheden ved at være i hans hånd. Den tråd kan vi ikke se eller vide noget om. Den tråd kan vi alene tro.

Når vi føler at vores tråde til mennesker og verden er tyndslidte eller måske helt afskåret, skal vi tro på trods af vores erfaringer. Troen er altid på trods, ellers er der ikke tale om tro, men viden. Jøderne som kom til Jesus og spurgte om han var Messias gribes af en forvisning om at det må være ham. Ligesom vi kan gribes af en øjeblikkelig overbevisning om, at tråden til Gud ikke er bristet. Tråden som fortæller os at det på trods er sandt, at Gud og Jesus er en enhed, og vi må stole på at det nok skal gå. Amen