Logo of church

Det giver mig stor glæde

# Nyheder

Udgivet tirsdag d. 16. april 2024 kl. 17:33
Det giver mig stor glæde

Der er ikke mange, der ved, hvad det vil sige, at være en del af et menighedsråd. Inklusive mig selv inden jeg startede. Hvis jeg skal være ærlig, troede jeg, det ville være lidt kedeligt. Meget kort tid efter, jeg startede, opdagede jeg, at jeg pludselig var blevet en del af et fantastisk fællesskab, hvor vi alle arbejdede ud fra samme mål, nemlig at gøre Korsvejskirken til en endnu større del af lokalsamfundet. Vi i menighedsrådet har ærefuldt ansvar for, at de ansatte i kirken arbejder i et godt arbejdsmiljø, vi har det økonomiske ansvar og derudover kan vi i samarbejde med præsterne og kirkens ansatte planlægge spændende arrangementer i kirken. Det har givet mig en stor glæde at være en del af Korsvejskirken. Jeg nyder at se de mange besøgende, der hver dag kommer til kirken. Det giver mit liv stor mening at være en del af det frivillige arbejde, at være en del af lokalsamfundet og hjælpe med at arrangere loppemarkeder, koncerter, foredrag og meget andet, som beboerne rundt om i sognet kan få glæde af. Jeg kan kun anbefale at blive en del af vores menighedsråd i Korsvejskirken. Man bliver en del af et fællesskab og er med til at skabe stor glæde. Og jeg kan love, at det på ingen måde er kedeligt. 

Stina Carlberg, menighedsrådsformand 

Til efteråret 2024 er der valg til menighedsråd over hele landet og dermed også I Korsvejens sogn. Men allerede i foråret går forberedelserne igang: Tirsdag d. 14.maj holder vi et kombineret menigheds- og orienteringsmøde, for at være godt klædt på til valgforsamlingen, der finder sted d. 17.september 2024. På valgforsamlingen opstilles kandidater, og der gennemføres en afstemning, hvor resultatet afgør, hvem der er valgt til menighedsrådet.

Vi vil gerne opfordre dig til at tænke over mulige kandidater i sognet. Måske kunne du selv tænke dig at være en del af rådet? Kontakt formand Stina Carlberg, hvis du vil høre mere. 

Du vil måske også kunne lide...