Logo of church

Prædiken 3. søndag efter påske. Mona Høgh

# Prædikener

Udgivet af Mona Høgh lørdag d. 20. april 2024 kl. 21:06.
Prædiken 3. søndag efter påske. Mona Høgh

Den brændende tornebusk. 2. mosebog 3, 1-7 + 10-14 (2020)

1Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro. Han førte fårene langt ud i ørkenen, og en dag nåede han helt ud til Horebbjerget. 2Der viste Guds engel sig for ham i en brændende tornebusk. Moses lagde først mærke til, at busken blev ved med at brænde, uden at den blev ædt af ilden, 3og han blev nysgerrig og ville undersøge det nærmere. 4Men da Gud så, at han nærmede sig, råbte han til ham inde fra busken: »Moses!« »Ja. Det er mig,« svarede Moses. 5»Du må ikke komme nærmere. Tag dine sandaler af, for den jord, du står på, er hellig. 6Jeg er dine forfædres Gud. Abraham, Isak og Jakobs Gud.« Moses tog hænderne op foran ansigtet, for han var bange for at se Gud. 7»Jeg har set mit folks lidelser i Egypten,« sagde Gud. »Og jeg har hørt deres klager over dem, der undertrykker dem. 9-10Jeg har set, hvor brutalt egypterne behandler mit folk, og derfor vil jeg sende dig afsted til Farao. Du skal føre israelitterne ud af Egypten.« 11Moses svarede Gud: »Hvordan skulle jeg kunne gå op til Farao og få israelitterne med ud af Egypten?« 12»Fordi jeg er med dig,« svarede Gud. »Hav tillid til mig. Du vil komme til at føre mit folk ud af Egypten, og en dag vil I tilbede mig her på dette bjerg.« 13Moses var stadig ikke overbevist og sagde til Gud: »Men forestil dig, at jeg siger til israelitterne, at det er deres forfædres Gud, der har sendt mig. Så vil de spørge mig, hvad han hedder. Og hvad skal jeg så svare?« 14Gud svarede: »Jeg er den, jeg er! Du kan bare kalde mig ’Den, der er’, og sige til dem: ›Den, der er, har sendt mig!‹«

Dette hellige evangelium til 3. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes Kap 14, 1-11 (2020)

Jeg er vejen, sandheden og livet

1Jesus fortsatte: »I skal ikke være bange. Tro på Gud, og tro på mig. 2I min fars hus er der mange værelser – ellers ville jeg ikke have sagt, at jeg tager afsted for at gøre klar til jer. 3Når jeg har gjort det, kommer jeg tilbage og henter jer, for I skal være der, hvor jeg er. 4I kender vejen til det sted, hvor jeg skal hen.« 5»Men, Herre, vi ved ikke, hvor du skal hen,« sagde Thomas. »Hvordan kan vi så kende vejen?« 6Jesus svarede: »Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til min far uden om mig. 7Når I kender mig, kender I også min far, og fra nu af kender I ham og har set ham.« »Herre, vis os din far,« sagde Filip. »Det er nok for os.« 9»Filip,« svarede Jesus, »nu har jeg været sammen med jer så længe, og du ved stadig ikke, hvem jeg er? Den, der har set mig, har set min far. Hvordan kan du så sige: ›Vis os din far‹? 10Tror du ikke på, at jeg er i min far, og min far er i mig? Det, jeg siger til jer, er ikke mine egne ord. Min far bor i mig, og det er ham, der handler gennem mig. 11Tro på mig, når jeg siger, at min far og jeg er en enhed. Og hvis I ikke tror på mig, så tro på det, jeg gør.


(Billedet i dette link inddrages i prædikenen: https://www.modernekirkekunst....)

PRÆDIKEN 

Livsvandringen er titlen på det billede, der er på papiret. På billedet er mennesker på vandring. Det er os eller det er menneskeheden, der er på vej. Vi vandrer med kufferter og tasker og hinanden under armen…

Måske er taskerne pakke med planer for fremtiden…

Vandringen er smukt, landskab fantastisk, men vandringen er på samme tid usikker og truende…

Gruppen af mennesker går langs afgrunden/skrænten. Billedet minder os om, at vi bevæger os igennem livet på vejen mellem afgrund og en åben fremtid. Det er der vores liv leves i fællesskab med hinanden…

Det er en grunderfaring for os mennesker, at livet er som en vandring. Det er en måde at forstå os selv være i verden på…

Vi oplever og erfarer at være i bevægelse igennem livet. Livet står ikke stille. Det forandrer sig og vi forandres af livet.

Bevægelsen indebærer også afsked og ankomst…

At leve er at være på vej, på vandring, på rejse igennem livet…

Det forhold afspejler sig i sproget. Vi siger, at vi er undervejs med noget. Vi siger, at vi er kommet på afveje eller vildveje, når vi mangler retning i tilværelsen. Vi siger, at vi ikke kan finde en udvej, når vi er fortvivlede…

Vi taler om vores arbejde som en levevej (og vi lægger en gang imellem vejen forbi nogen. Vi kan også tage på vej over noget) og vi ønsker, at vores børn kommer godt i vej…

I bibelens beretninger er der mange eksempler på mennesker, der er på vandring. Vi hører hele tiden om mennesker, der er på vej…

Der bliver faktisk slidt utrolig meget fodtøj både i NT og i GT.

Abraham vandrede med Gud, Jakob vandrede – først væk fra sin bror og så tilbage igen. Og Moses vandrede i ørkenen i 40 år...

Jesus vandrede ud i alle yderkanter af samfundet. Og Paulus sled sine sandaler op ved at grundlægge kristne menigheder rundt omkring i det romerske rige…

Det er ikke altid, at vi (eller personerne i bibelens beretninger) kommer ud på de veje, som vi havde planlagt. Nogle gange fører livet os ud på omveje.

Vi tager afsked med mennesker undervejs. Vi ankommer til stede, vi ikke havde forventet og møder mennesker, vi ikke havde regnet med. Men som får stor betydning for os... 

Livet fører os steder hen, hvor vi ikke lige havde planlagt og stiller os overfor opgaver, vi ikke havde forventet…   

Det er fortællingen om Moses, som vi hørte før, et godt eksempel på. Moses havde ikke forventet at møde Gud i en brændende tornebusk på Horebbjerget, imens han gik og vogtede får.

Og han havde heller ikke forventet at få den opgave af Gud at befri israelitterne fra slaveri og elendighed i Egypten. Moses prøver at undslå sig den opgave at skulle på den vandring, der både bliver lang, vanskelig og faretruende…

Men Gud lover at være med ham hele vejen…

Og når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem, spørger Moses.

Og Gud siger til Moses: Jeg er den, jeg er

Vi kan stole på Gud. Han er sandheden og kraften i og bagved alt. Ikke som en afsluttet og statisk virkelighed. Men som den, der bevæges og går med os på vejen…

For ligesom han har givet Moses et løfte om at være med ham, så vil han være med os. Han vil sende os ud på veje, vi aldrig havde drømt om at gå og vi vil komme på steder, vi ikke forestillede os, at vi ville komme…  

Han vil tale til os og vise sig for os på måder og steder, vi ikke havde forestillet os og ikke kan begribe. Han har på en særlig måde vist sig (åbenbaret sig) i Jesus af Nazareth – ikke helt som forventet, men forunderligt og gådefuldt….

Jeg er, siger Jesus flere gange i Johannes evangeliet. Og gentager Guds ord til moses. Jeg er ordet, lyset eller livets brød...

I dagens tekst siger han: Jeg er vejen, sandheden og livet…

Jesus er vejen. Vejen hen til faderens hus med de mange boliger. Det er noget gådefuldt. Disciplene burde kende vejen uden at have betrådt den, men disciplene ved faktisk ikke, hvor de skal gå hen…

Det er fordi Vejen har gjort noget, som veje normalt ikke gør, nemlig selv at være trådt hen til dem, der har brug for det.

Kristendommens bevægelse er nemlig Guds vej til mennesket. Og ikke menneskets vej til Gud.

Den vej, vi betræder, er ikke vores. Det er Guds vej, vi går på…

Vi skal ikke yde noget, vi skal ikke tilbagelægge mange kilometer, for vejen er allerede tilbagelagt af det menneske, der samtidig er Gud…

Så må vi indse (målorienteret og resultatorienteret som vi ofte er) at der er mere liv og sandhed i de veje Gud sender os ud på end dem, vi selv planlægger…

Det er den vej, vi med Jesu afskedstale i dagens tekst bliver mindet om, at vi skal vandre på. Jesus og disciplenes veje skal skilles. Efter påske vil Jesus ikke længere være i verden med sin konkrete tilstedeværelse. Jesus efterlader ikke bare en lære (en filosofi). Han efterlader ikke bare et eksempel til efterfølgelse. Hans fravær bliver til et nyt nærvær. Et fællesskab og en samhørighed alligevel med disciplene – og med os…

På billedet på papiret er der noget hvidt flagrende i højre side. Mon ikke det er en englevinge, der peger i retningen af, hvor Jesus er. Ligesom englen ved graven påskemorgen pegede i retningen af Galilæa med ordne: Der skal I se ham…

Guds gådefulde hemmelighed, Guds ord i Kristus, forstår vi kun glimtvis igennem den vej, vi skal gå, igennem det liv, vi skal leve, igennem de erfaringer, vi gør, igennem alt der hænder os i tilværelsen, igennem kriserne, igennem glæderne, igennem mødet med andre mennesker, igennem det liv, vi deler med hinanden. Vi forstår det kun igennem troens stadig lytten…

Ja Guds kærlighed i Kristus forstår vi først klart og helt, når vi skal se ansigt til ansigt med Gud. Ind til da ser vi sandheden i glimt og som spejlinger af en gåde. Og det er ikke til at sige, hvor Guds ånd blæser os hen, så vi mærker og erfarer sandhedens bevægende liv…

Du er

I Kristus Gud og menneske,

han går blandt vore bøgestammer.

Dit ansigt får vi der at se,

Som ingen så i buskens flammer.

AMEN

 

 

Du vil måske også kunne lide...