Mens vi venter...

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Johannesevangeliet 17,1-11

Mens vi venter på Godot. Sådan hedder Samuel Becketts absurde skuespil fra 1949. Denne enkle og dog dybe fortælling om de to vagabonder, Vladimir og Estragon, der står ved et nøgent træ for enden af en død landevej, mens de venter på manden, Godot, som ingen af dem rigtig kender.

De to vagabonder forsøger at få tiden til at gå, mens de venter: De laver strækøvelser, bytter hatte, overfuser hinanden, overvejer selvmord og spiser de radiser, som de finder i deres lommer. Sommetider i deres meningsløse samtaler dukker fortvivlelsen op til overfladen: ”Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre?”, men fortvivlelsen sætter dem aldrig i bevægelse eller i handling, fordi der er ikke noget at gøre. De to mænd ejer ingenting, de skal ingenting, og de har ingen steder at gå hen. Så derfor ankommer de altid til den samme konklusion: Så er det bedre at vente på Godot.

 Den eneste afbrydelse i denne absurde venten er, når en dreng kommer forbi og fortæller dem, at Godot desværre er blevet forhindret i at møde dem. Mødet er udskudt og de to vagabonder, Vladimir og Estragon, må berede sig på forsat venten. Deres liv i en absurd nøddeskal.  

 En lille historie, enkel og dyb, over det meningsløse og absurde ved at være menneske, mens vi venter på Godot, eller: mens vi venter på at dø. I én forstand en tidløs fortælling, der siger noget evigt om os mennesker, og i en anden forstand en tidstypisk fortælling, der netop er skrevet til sin egen tid – tiden efter anden verdenskrig, hvor tilværelsens mening var sprængt i stumper og stykker. Tilbage lå civilisationen som et mentalt bombekrater, byer i ruiner, kirketårnet styrtet i grus, massegrave fyldt til randen med millioner af mennesker.

 Hvad er meningen, hvor er meningen, er der en mening? Ud af ruinerne, som var det en røg fra asken, frembrød den franske eksistentialisme – mørk og meningsløs. Som en film noir i 40’ernes Paris: Støvede og grålige toner, bagsiden af et glansbillede, der i skumringen, under byens gadelampe, mens vinden blæser, støvregnen siler og mørket, der langsomt lægger sig over byen som en tung dyne.

 En tid, der var præget af en tænkning, der tager Gud ud af ligningen, ud af det meningsgivende maskinrum, med det resultat, at mennesket er overladt til sig selv i en absurd tilværelse – uden mening, uden retning. Find på noget at lave, mens du venter på Godot, mens du venter på at dø. Aftenen og mørket har sænket sig over mennesket.

 I den anden ende, ved vores kulturs og civilisations morgenstund, der møder vi Paulus. Denne apostel, denne missionær, denne teologiske tænker, der står lige der ved kristendommens begyndelse, nærmest i bogstavelig forstand i skyggen af korset, og som sætter et håb i verden, en slags åndens og hjertets orientering, der rækker ud over denne forgængelige verden, og forankrer det et fjernere sted – bag livets kant og bag horisontens hældning. ”Til det håb er vi frelst”, skriver Paulus, som dog ved, at håbets modus ikke er fremtiden, men nutiden, for et håb, man ser opfyldt, er ikke noget håb; på den måde minder det om at vandre i den mørke nat og foran dig – ude i det fjerne – skinner et kraftigt lys. Nok er lyset foran dig, men det oplyser dig her og nu.

 Det er håbets lys. Et lys, et håb, som trådte ind i historien med Kristus, det evige i det timelige, og som indvarsler en helt ny måde at være menneske på, som vender sig væk fra den græske tanke om fortiden, erindringen og skæbnen, og i stedet sætter den tanke, at fremtiden møder os nådigt; fremtiden som lys, ikke som mørke, fremtiden som tilgivelse, ikke som straf, en fremtid, der møder os med barmhjertighed, ikke med ligegyldighed, og derfor kan vi rette os mod fremtiden, ikke tilbageskuende eller afventende, sådan som vagabonderne, Vladimir og Estragon, der står stille midt i livet uden mening, men i stedet være midt i vores liv – hver især - med håb og glæde.

 Med andre ord: Det lys, vi går i møde i vores liv, er ikke buldrende mørke; fortegnet for vores liv er ikke tragedien, som grækerne tænkte det, men derimod evangeliet – håbet om evigt liv, sådan som det i dag lyder fra Johannesevangeliet; derved bliver fremtiden ikke en mørk nat, vi vandrer ind i, men en solopgang, vi går i møde, sådan er det ikke døden, der venter for enden, men opstandelsen.

Men ligesom håbet, så er opstandelsens tid ikke blot fremtidig; opstandelsen er lige så vel her og nu, som det at leve i lyset af det håb, at døden ikke har det sidste ord i vores liv. Eller som det siges i dag: ”Og dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”.

Netop af denne grund er opstandelsen ikke noget, vi venter på; i den kristne verden, som vi alle er indlejret i, om vi vil det eller ej, så er meningsløsheden og tomheden brudt af Guds indtræden og fylde i historien, og denne begivenhed, denne tilværelsens vertikalitet, sender os fluks tilbage til livet i al dets vælde – tilbage til livets horisontalitet. Ikke som en venten-på-stedet, en absurd stampen, som en fortabt vagabond for enden af en blind landevej, men som et helt konkret møde med vores næste – i kærlighed, i tilgivelse, i barmhjertighed.

Kristendommen er – trods teologiske tankebygninger og dogmatiske dybder - så konkret som det at stå over for et andet menneske. At stå over for et ansigt og kigge dette menneske, Den Anden, dybt i øjnene. Og hvad viser sig, der i dybet af øjnene på vores næste? Det er ikke pupillerne, farven i iris, den blanke overflade, vi ser ikke en genstand, det vi ser, er dette: Et menneske, et medmenneske, som vi for Guds skyld, vitterlig for Guds skyld, ikke må gøre fortræd!