Gunilla Stine Rasmussen er ny frivilligkoordinator i Jakobskirken (deltid)

# Nyt fra Jakobskirken

Gunilla Stine Rasmussen er ny frivilligkoordinator i Jakobskirken (deltid)

Kære menighed i Jakobskirken

Jeg hedder Gunilla Stine Rasmussen og starter nu som frivilligkoordinator i kirken.

Jeg glæder mig meget til at bakke op om de mange spændende aktiviteter, der allerede lever i kirken i kraft af frivilligt engagement. Og også til at byde nye frivillige velkommen og hjælpe jer i gang med de aktiviteter, der er meningsfulde for jer.

Jeg bor selv tæt på Jakobskirken og føler stor tilknytning til Roskilde Sydby, som jeg siden vores tilflytning i 2007 har engageret mig i på forskellig vis. I mellemtiden er vores børn blevet voksne, og den ældste er netop flyttet hjemmefra. 

Jeg er uddannet arkitekt og social entreprenør. Gennem mange år har jeg som ansat i Roskilde Kommune været med til at udvikle Musicon. Nu er jeg involveret i bydelen med min egen virksomhed, hvor jeg bl.a. er med til at lave en taghave på toppen på p-huset.

Jeg er glad for mange ting: danse, lave billedkunst, gå lange ture, bidrage til grøn omstilling, give haven plads til at være vild med vilje og søge stilhed.   

Det er spændende, hvad vi finder på at skabe sammen. 

De bedste hilsner

Gunilla

Du vil måske også kunne lide...