Ny kirkeskov blev indviet i Vallensbæk

# Nyheder fra Glostrup Provsti

Ny kirkeskov blev indviet i Vallensbæk

Den grønne snor blev klippet til en af Danmarks nye kirkeskove på den første mandag i juni. Skoven skal spire og gro omkring Vallensbæk Kirke. Og med skoven kan kirken forbedre biodiversiteten, områdets CO2 forbrug og skabe nye, grønne oplevelser for de besøgende.

Af Peter Brandt Baumgartner, Kommunikationsmedarbejder i Glostrup Provsti


Kirkeminister, Morten Dahlin (V), klippede snoren til den nye kirkeskov ved Vallensbæk Kirke. Området på 16 hektar har tidligere været landbrugsdrift, men det ligger i dag uberørt. Nu bliver området omlagt til klimarobust skov med mange forskellige arter.

Skovrejsningsprojektet er blevet til i et samarbejde mellem Vallensbæk Menighedsråd, Vallensbæk Kommune og Klimaskovfonden. 

Tilstede ved indvielsen af kirkeskoven var også biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, samt borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen. De roste skovrejsningsprojektet, som er en af de første kirkeskove, der har fået støtte fra Klimaskovfonden.

Naturen rækker udover os selv

Dagen blev indledt med taler og fællessang på markerne under den tidlige sommersol. Kirkeminister, Morten Dahlin, fortalte, at projektet er et godt eksempel på, hvad der sker, når kirke, kommune og fonde arbejder sammen. Kirkeministeren var efter sin tale også med til at plante nogle af de første træer i fællesskab med børn fra 4. klasse på Pilehaveskolen. 

Biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, reflekterede i sin tale over skovens og naturens store betydning for mennesket. Det er nemlig et sted, man altid kan søge hen. Træerne repræsenterer en skaberkraft, og når vi er i skoven, kommer vi i kontakt med en ro og en refleksion, der rækker udover os selv, fortalte han. 

En skov med flere formål

Folkekirken er en vigtig partner, når det kommer til samfundets grønne omstilling. Kirkerne råder over mange arealer i Danmark, og udvalget for grøn omstilling i Vallensbæk Menighedsråd har med projektet taget initiativ til det nye, grønne åndehul, som kranser op til Vallensbæk Kirke og til kirkegården.

Der skal plantes 46.220 træer på den 16 hektar store grund, og den nye skov vil derefter optage CO2 mange år ud i fremtiden. Derudover vil kirkeskoven også fremme biodiversiteten til glæde for områdets dyreliv og insekter.

Men skoven har flere formål: Menighedsrådet i Vallensbæk Kirke vil med projektet også give borgere et rekreativt udflugtsmål, hvor fællesskab og gode naturoplevelser er i centrum. Her kan man opleve en særlig fordybelse og komme tæt på den ro, som mennesket har brug for.

Vallensbæk Kirke har længe haft ambitionen om en kirkeskov. Og denne dag nåede projektet en vigtig milepæl, da snoren blev klippet over og skoven kunne slå rod i jorden og blandt områdets borgere.

Kirkeminister Morten Dahlin plantede et træ til fremtidens kirkeskov


Du vil måske også kunne lide...