Menighedsrådsvalg 2024

# Nyheder

Menighedsrådsvalg 2024

Menighedsrådsvalg – mød op og brug din stemme den 17. september kl. 19!

Menighedsråd i hele landet vælges på et møde, der holdes i alle sogne samme dag: tirsdag den 17. september. Mødet hedder „valgforsamlingen”, og her vil menigheds­råds­valget finde sted – og der er mulighed for debat. Alle folkekirkemedlemmer over 18 år, der bor i Søborgmagle Sogn eller har løst sognebånd til kirkens præst, kan del­tage, stille op og stemme. kan stille op til en plads i menighedsrådet 

Medlemmer og suppleanter til det nye menighedsråd vælges demokratisk ved hemmelig (skriftlig) afstemning på mødet – og i langt de fleste tilfælde er valget dermed overstået. 

Dog er der mulighed for at opstille andre lister frem til og med tirsdag den 15. oktober. Hvis der indleveres yderligere lister, vil et afstemningsvalg blive afholdt tirsdag den 19. november.

Måske du stiller op til menighedsrådet?

Hvis du har lyst til at blive en del af et fællesskab i dit nær­område og gerne vil være med til at præge livet i din lokale kirke, så er det en god og givende opgave og oplevelse at være med i menighedsrådet.

I Søborgmagle Kirke består menigheds­rådet af 7 personer, der sammen med præst og personale arbejder for at sikre de bedste rammer for en levende og relevant kirke i sognet. Det er menighedsrådet, som afgør hvilke aktiviteter der skal være i kirken, og menighedsrådet har derfor stor indflydelse på kirkens liv. Menig­hedsrådet har også ansvar for rammerne – ikke kun bygninger og inventar, men også kirkens ansatte (undtagen præsten).

Så har du en mening om, hvad det kunne være godt at få mere eller mindre af – har du ønsker om nye tiltag eller mere af det samme – så er det i menigheds­rådet, at mange af de vigtige beslut­ninger træffes, og så giver det god mening at overveje, om du har lyst til at støtte op om din kirke som medlem af rådet. Og du er altid velkommen til stille opklarende spørgsmål eller drøfte dine overvejelser med de nuværende medlemmer af menighedsrådet. 

Ved at stille op til menighedsrådet kan du være med til at give noget godt videre – til børn, unge, voksne og ældre.

Du vil måske også kunne lide...