Prædiken 3. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Jesus fortsatte: »En mand havde to sønner. v12  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14  og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16  og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20  Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23  og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

v25  Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, v26  og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. v27  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. v28  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. v29  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. v31  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet 15,11-32

Historien om den fortabte søn og vi er på kendt grund. Lige til at gå til. En søn forlader sin far, sit hjem, og rejser ud i verden. Han kommer i problemer og tager hjem og bliver modtaget kærligt af sin far. En sur storebror må se til hvordan lillebror bliver lukket ind i familien igen, og tilmed får en fest.

Vi kan nemt leve os ind i de forskellige personer, og forstå hvorfor de er dem de er.  

Det er faren derhjemme på gården som har Jesu interesse og også vores. Jesus fortæller denne lignelse fordi han vil sige noget om hvem Gud er. Når Jesus fortæller lignelser kan vi næsten sikre på, at det altid handler om Gud. Selvom Gud ikke nævnes, fordi Gud kan vi kun tale om i en fortælling som tager udgangspunkt i menneskers hverdag.

Som jeg læser lignelsen, siger Jesus, at Gud er ligesom den gode far, der elsker og tilgiver sine børn. Faderens kærlighed er ubetinget. Hans to sønner er han altid parat til at modtage med kærlighed og tilgive. Altså kan vi ud af lignelsen drage den slutning: Gud er kærlighed.

Det budskab har vi hørt mange gange før. Gud er er god, og hans kærlighed er tålmodighed ligesom dagen er lang. Her kunne prædiken for så vidt godt stoppe. Vi har fået bekræftet hvad vi godt vidste i forvejen, at Gud er god og kærlig. Og vi er alle rummet i hans kærlighed.

Det lyder som jordens største banalitet. Det består ikke virkelighedsprøven, som består i om dette budskab om den evigt gode Gud, svarer til vores erfaringer af den virkelighed vi lever i. Det mener jeg selvfølgelig ikke det gør. Ikke for nogen af os, for i livet kommer vi ud for at møde vilkår, som slet ikke passer sammen med at Gud er god. Gud er kærlig, men ikke altid, for virkeligheden fortæller os noget andet.

Vi kan som lignelsen gør, tage udgangspunkt i den yngste søn, som af sin far får udbetalt sin arv, rejser ud i verden, til et fremmed land skal vi lægge mærke til. Kontrasten er til at føle på sammenlignet med trygheden derhjemme hos far.

Den yngste søns trang til at forlade hjemmets trygge og forudsigelige verden er et evigt grundtema i menneskelivet. Et hvert menneske kommer til den fase i sit liv. Man vil gerne gøre noget for sig selv, rive sig løs, blive sin egen, mærke den svimlende frihed ved at stå alene.  

I det fremmede går det godt så længe han har penge. Da de slipper op føler han sig afmægtig og ensom. Så sidder han dér blandt svinene og kan slet ikke genkende livet igen. Alle han kendte er væk, ensom og forladt, det lyder næsten som en banal popsang. Da han havde penge var han i kontrol med livet, nu oplever han at livet, ja det er jo ham selv, har efterladt ham i en sårbar position.

Kigger vi lidt nærmere på denne søn og hans skæbne, og tænker ham ind i vores verden, altså gør ham til en person i dag, er hans erfaring et tab af sig selv.Da han ligger på bunden og hans verden er faldet fra hinanden og ingen vil kendes ved ham føler han sig virkelig lukket ude.

Jeg husker et tidspunkt i mit liv, hvor jeg som ung var taget afsted til Paris med rygsæk og ungdommelig idealisme for at bo der et år, lære fransk og nyde friheden ibyernes by. Den første tid var rigtig svær, jeg vandrede rundt i gaderne blandt mennesker, og en aften husker jeg blev ensomheden så voldsom, at jeg måtte have kontakt til det jeg vidste stod fast i mit liv. Jeg ringede til min mor og far med tårer i ørerne og en klump i halsen, og her var verden stadig den samme. Forståelse, accept, lytten og stor kærlig varme kom mig i møde. Den sociale verden jeg stod i i Paris gjorde mig utryg med mennesker som havde travlt med deres, og den ensomhed som kan indfinde blandt tusindvis af andre mennesker. I min forældres stemme var der trøst og en masse gratis kærlighed at hente.

Det kræver noget af et menneske i dag at komme til den erkendelse, som sønnen i lignelsen gør det, at jeg har brug for hjælp. Han sidder der blandt svinene, som fortæller hvor alene er han er blevet. Men han ved hvor han skal gå hen, og han ved hvad han vil sige til sin far når han kommer hjem. Han er ikke i tvivl om at han vil blive taget imod.

Var det sket i dag, ville han have vendt sin ulykkelige situation mod sig selv. Du får som du har fortjent, ville han sige til sig selv. Du må klare dig selv, og gøre dig fortjent til igen at blive modtaget af andre mennesker. Du er din egen lykkes smed, og da han selv har været årsag til den situation han er havnet i, vil han helt selvfølgeligt vende det mod sig selv.

Det er anstrengende at skulle klare alt selv i livet. Holde regnskab med alt, der altid skal gå op. At vi hele tiden skal gøre en daglig indsats, og føler at mit liv er mit eget ansvar. Lever jeg ikke op til det, bliver jeg syg, og så er det også min egen skyld. Travlheden som kaster os ind i et løb mod mål vi synes vi skal have realiseret, ender med at vi føler vi ikke slår til. Og vi bliver vore egne hårdeste dommere, fordi vi har mistet Gud som den der dømmer os alle.

Det teologer engang kaldte gerningsretfærdiggørelse, som er vores forsøg på med gode gerninger at optjene point nok til vores egen frelse, viser sig i dag i en foretagsomhed som ikke længere har Gud som den vi søger anerkendelse og fred hos. Det handler om at vi selv som små guder skal finde frem til en fred med os selv. Der er hele tiden mere vi kan gøre. Så projektet har dårlige udsigter, hvis det handler om at nå til det punkt, hvor jeg med mig selv kan sige at nu skal jeg ikke mere. Eller snarere ender det med, nu kan jeg ikke mere!

Den yngste søn sad der blandt svinene og kunne ikke mere, men kunne godt huske sit hjem og sin far, han havde forladt. Vi kan sige at der var en ramme om hans liv. I hans afmægtighed meldte denne ramme sig som noget helt naturligt. Han ville som det mest selvfølgelig gå hjem til sin far, bekende sin skyld og vide at tilgivelsen og kærligheden er dér. Den kommer allerede ham i møde før han er hjemme. Derfor er faren et billede på Gud, for hvem anden end Gud ved hvor vi er henne og hvad vi har brug for.

Vi er i dag opdraget til at se rammer som begrænsninger. Det handler mere om bryde rammer, og helst ikke lade sig begrænse i sin livsudfoldelse.

Vi har brug for troen på en sådan kærlig far, som allerede har os med i sin verden. En form som omgiver os som en altomfavnende nåde og sætter grænse for hvor langt vi mennesker kan fjerne os fra hinanden. Vi ser faren derhjemme opsøge den ældste bror, som ikke vil deltage i festen for lillebror, fordi han hører også med. Det er kærligheden som igen opsøger denne ældre bror, som er fortabt i sin indestængte følelser af misundelse og vrede. Gud vil at mennesker skal leve i fællesskab.

Den yngste søn i sin sølle tilstand blandt svinene bliver fyldt af en tænkning over sin situation. Han ved godt hvorfor det er gået som det er. I sit mørke beslutter han sig for at gå hjem til sin far. Mørket oplever vi alle når vi kæmper med spørgsmålet om tilværelsen i sidste ende er tilfældig og meningsløs og ligeglad med os, eller om den vil os noget.

Han går hjem til sin far. Til Gud som troen godt ved, altid er der, og som overvinder erfaringen af vores afmægtighed.

Altid allerede elsket – smukkere, sandere kan der ikke tales om Guds kærlighed. Vi kan tro os båret af kærlighed og samtidig med at vi i livet bliver ramt af Guds tvetydighed. Men den tvetydighed at livet indimellem gør os afmægtige er ikke Guds egentlige væsen. Vi kan tro os båret af kærlighed. Amen