Sæby Kirke fejrer Sæby Købstads 500 årsjubilæum på dagen, hvor Frederik I gav Sæby sine købstadsrettigheder præcis 500 år tidligere. Også dengang var kirken central for Sæbys udvikling. Det var således den daværende biskop Stygge Krumpen, der var medvirkende til, at Sæby blev købstad næsten 400 år før Frederikshavn.
På 500 års dagen, den 10. august 2024 kl. 10, er det vor tids biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, der holder gudstjenesten. Det bliver en festlig begivenhed med musik, faneindmarch og mange gæster.
Selvfølgelig vil der komme mange inviterede gæster den dag – men kirkens menighed, byens borgere, er selvfølgelig særdeles velkommen til gudstjenesten – Sæby Kirke er rummelig.
Efter gudstjenesten serverer Menighedsrådet en forfriskning til alle udenfor kirken før Sæbyscenen spiller et stykke om Stygge Krumpen.
Dagen efter, søndag den 11. august, holdes endnu en festgudstjeneste for Sæbys første 500 år som købstad, denne gang med Sæby Kirkes egne tre præster: Provst Peter Jessen, sognepræst Keld Skovgaard og sognepræst Mads Hermansen Callesen. Også her er alle velkomne.