Prædiken 4. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Dette hellige evangelium til 4. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus 

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

Prædiken 4. søndag efter trinitatis

Mørket kan ikke fordrive mørket, det kan kun lyset.  

Hadet kan ikke fordrive hadet, det kan kun kærligheden.

Had mangedobler had, vold mangedobler vold,

og hårdhed mangedobler hårdhed.

Det er meget sandhed i Martin Luther Kings ord. Vi ved fra historien, at had kan vokse gennem generationer og det kan ende med at ødelægge tilværelsen både for ven og fjende. I den situation ser man ikke mere den anden, men stirrer sig blind på det billede, man har skabt i sit eget had…

Det er tit sådan, at hadet samler. Det er nemt at finde sammen om, at fjenden er det ondeste. Det kan ligefrem styrke fællesskaber at have fælles fordomme og fælles fjender. Når vi først hader, så er der ikke længere nogen samtale, så er enhver forsoning udelukket, så er der ingen nåde, ingen tilgivelse ingen fremtid…

Vi kender det ikke kun fra historien, vi erfarer det også i vores samtid. Vi ser det udspille sig i Gaza og i Ukraine: At had får had til at vokse og fjenden nemt dæmoniseres…  

Det kan derfor lyde enormt naivt, meget verdensfjernt og helt umuligt at efterleve, når Jesus siger: at vi skal elske vores fjende og bede for dem, der forfølger os…

Men selvom budskabet om fjendekærlighed lyder naivt, verdensfjernt og helt umuligt at efterleve, så rummer det alligevel en dybere sandhed og den eneste vej ud af fjendskabens dæmoni…

Hadet kan ikke fordrive hadet, det kan kun kærligheden…

Mon ikke det er, hvad Gud på et tidspunkt i historien indser: At det gode kun kan elskes frem...

Gud elsker denne verden helt anderledes end vi nogensinde kommer til at elske den, og derfor viser han sig i den korsfæstede, der ofrer sit eget liv – også for alle os uforbederlige…

Vi er jo ikke fuldkomne nogen af os. Hadet og mørket findes i os alle sammen: Onde og gode. Venner og fjender...

Fængselspræsten Carl Lomholt sagde engang:

Tænk sig, hvis vi alle, også alle vi udenfor murene, som fangen i fængslet, hver især, skulle huskes for det værste vi har gjort! Det ville selv de pæneste af os, ærlig talt, ikke bryde os om.

Der er altid mere at sige end den gerning, vi husker et menneske for. Den, der opfyldt af had, har gjort en ugerning, har formodentlig kysset sin elskede og nogle dage, ja måske mange, været der for sine venner og glædet sig til at stå op…

Det er et menneske med et navn, et ansigt og en historie. Et menneske, som lever og er under den samme sol som os…

Præsten Anna Kluge, som både har konfirmeret og begravet Emilie Meng, udtaler om den formodede gerningsmand:  

Det menneske, der er anklaget (…) er et menneske, der kan rumme kærlige følelser og som andre også kan holde af.

Han har en hel omgangskreds, der kender ham for alt muligt skønt.  Og det er mærkeligt. For hvordan kan kærligheden og ondskaben leve lige ved siden af hinanden?

At Gud lader sin sol står op over onde og gode betyder, at intet menneske har mistet eller vil kunne miste sin betydning for Gud.

Det er opbyggeligt og håbefuldt at vide, at Guds sol bliver ved med at lyse, dag efter dag over alle. For uanset om vi er fjender eller venner, deler vi det vilkår at være menneske og skabt i gudsbillede…

Gud ophæver skellet mellem onde og gode, retfærdige og uretfærdige. Fælles for os er, at vi hører sammen - også med Gud. Når Jesus befaler os at elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os, så må det betyde, at vi skal se vores fjende som en, der hører med i fællesskabet.  

Det er nok naivt at tro, at denne verden bliver ren harmoni og uden konflikter, men det afgørende må være, at vi hen over modsætninger mellem os kan se og rumme, at vores fjende er som vi – et menneske, et barn af vores himmelske far.

Mon ikke at det er heri fuldkommenheden ligger. At være fuldkommen som vores himmelske far betyder ikke, at vi skal være ufejlbarlige. At være fuldkommen er at være rummelig ligesom Gud, der lader sit lys nådigt falde ned over os…

Mørket kan ikke fordrive mørket, det kan kun lyset…

Så kan vi bede for, at gudslyset må slippe ind i vort eget og vores forfølgeres mørke sind og fordrive mørket i os. Så kan vi bede for, at fjendskab og krig må høre op, så vi i tilgivelsens lys kan se og tage imod hinanden på ny…

AMEN