Kys livet

# Kirkenyt

Kys livet


Hvordan kysser man livet? Det må være noget med at tage imod livet eller at leve livet. Det må være noget med at finde mening i livet eller at finde en retning i sit liv. Der er skrevet mange sange og bøger med titlen ”kys livet,” og det er en ret flot metafor. At kysse er noget med kærlighed, og det er da godt at have kærlighed til livet. 

Vi lod os inspirerer lidt i kirken af temaet og sang nogle TV2-sange til et sangarrangement i Timring og til gudstjenesten i teltet i Skibbild-Nøvling.

 I sangen ”Hele verden fra forstanden” sang vi: Gør dog noget, Løb for livet Brug dog tiden, Elsk hinanden, Gør dog noget, Uret tikker!” Vi blev helt forpustet af at synge sangen, og måske kan vi også blive forpustet af alt det, vi skal nå, hvis vi skal kysse livet. Hvordan gør man overhovedet det? Hvor meget skal man gøre, for at det er nok?

I samme uge var søndagens tekst i kirken fortællingen om den fortabte søn, der vender hjem. Her læste vi om en mand, der ville leve livet. han ville væk fra sin far og væk fra sit hjem. Han ville afsted med en masse penge og leve i frihed. Med tiden brugte han alle sine penge og endte ensom og forladt i et fremmede land. Han længes hjem, for der havde han det godt, men han tror ikke, at hans far vil tage imod ham pga. det han sagde da han forlod hjemmet. På vej hjem ser faren ham og løber ham i møde og kysser ham og omfavner ham. Sønnen var stadig elsket, det havde han været hele tiden! Han skulle ikke gøre noget for at være elsket. Han skulle ikke fortjene det. Han var elsket for den, han var.

Jeg ved stadig ikke helt hvordan man kysser livet, eller hvordan man lever det fuldt ud. Men jeg tror, at noget af det vigtigste for at kunne leve livet, det er at vide, at vi er elsket. At vi er værdifulde. Vi lever hver dag i Guds kærlighed. Det er en fantastisk påmindelse at få hver søndag i kirken.

 

Du vil måske også kunne lide...