Prædiken 5. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14  De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18  Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19  Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« v20  Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

v21  Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. v22  Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« v23  Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

v24  Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. v26  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? Matthæus 16,13-26

Det er godt at have fast grund under fødderne. Her tænker jeg ikke kun på jorden vi står på, men i alle forhold i livet er det godt at vide, at noget står fast. Vi kan ikke klare at svæve rundt i tilværelsen.

 Hvad der står fast i mit liv deler jeg med de fleste andre mennesker. Så forskellige liv lever vi ikke, selvom man skulle tro det når man ser hvad mange godt kan lide at fortælle om deres liv. Vi har alle brug for hus, hjem og møder med andre mennesker.

Vi er til i verden, kastet ind i livet som den tyske filosof Heidegger, talte om menneskets eksistens. Til det at være kastet ind i verden på vej mod døden, endnu ét af Heideggers formuleringer om det unikke ved menneskets liv, hører at vi må have nogle holdepunkter i vores liv, som er konstante.

Tidligere levede mange mennesker hele deres liv i den by de blev født i. Og mange gange fortsatte deres børn livet i samme by. Det gav tryghed at kende de mennesker som levede i byen, byens gader og butikker kendte man til, og man kunne være sikker på, at når man gik en tur gennem byen mødte man nogle man kendte. Genkendeligheden gav følelsen af at min verden stod fast.

Jeg bisatte et sådant menneske i denne uge. Han blev født her i byen, hele hans barndom levede han på Gl. Mejerivej, og han forsatte resten af sit liv med at bo her i byen. Han blev gift med en kvinde som også boede i byen. Han gik hver dag en tur gennem byen med sin hund, hilste på folk han kendte, fik en snak, og når jeg selv mødte ham har jeg ofte tænkt på den tryghed han hvilede i, fordi hans verden stod fast. De sidste år gik turen næsten hver dag til kirkegården, for at besøge sin kones grav. Hun døde for 2 år siden og de levede mere en 60 år sammen. Han blev 91 år gammel.

Jeg fortæller om dette menneske fordi han står for et liv, som vi ikke møder så ofte længere. Et liv der er forankret i en verden som står fast. En verden som ikke forandrer sig, fordi livet leves inden for nogle faste rammer, som giver livet ro og tryghed.

Et liv forankret i en verden der er kendt. Hver dag stod dette menneske op til en ny dag, som han ikke vidste hvad ville bringe. Dog et liv omgivet af husets, byens og tingenes tryghed. Et liv der selvfølgelig som alle liv må forholde sig til skrøbeligheden i tilværelsen. Det fortæller om den erfaring vi alle kender til, at livet er forgængeligt og uforudsigeligt, det uudholdelige, at vi ikke blot skal leve, men også dø.

Vi ved at livet er skrøbeligt. Det giver os længslen efter noget som står fast. Til skrøbeligheden og forgængeligheden hører ikke kun tanken om at vi en gang skal dø. Livet omkring os og vore egne liv kan blive rystet og vi kan miste fodfæstet og forståelsen af hvem vi selv er.  

Matthæus beretter i dagens evangelium, at Jesus og disciplene er taget til området omkring Cæsarea Filippi, som er langt væk hjemmefra. Trygheden ved det kendte er ikke til stede, og det afspejler sig i deres samtale. Jesus er urolig for sin identitet, og spørger disciplene, hvem folk tror han er? I det fremmede kan vi blive usikre på verden og på hvem vi selv er. Straks de har svaret på det, skal de selv stå til regnskab for hvem de tror Jesus er. De svarer Messias. Det navn gav håb.

Da Jesus begynder at tale om sin lidelse og død er Peter hurtigt til at irettesætte Jesus, og forsikre ham, at Gud vil passe på ham.

Jesus taler om at det koster at vil følge ham. At følge ham betyder at opgive noget af sit liv, for at få det igen. Hvad det betyder kender vi godt, når vi selv vover noget, og er usikre på om vi kan klare det, og senere erfarer at vi fik givet noget ved at slippe det sikre. Vi oplevede midt i usikkerheden for det ukendte, og for at miste os selv, at der var noget som bar os og gav os oplevelsen af, at livet gav os mere end vi troede muligt. Vi skal lægge mærke til at det ikke handler om at erobre verden, at vækste vil vi sige med dagens ord, men om glæden ved følelsen af at livet giver mening på en ny måde.

Vi kunne sige det på den måde, at mening handler om at der er noget som står fast. Jesus taler til Peter om det navn han bærer, som på græsk hedder petra, som betyder klippe. Klippen som står fast, og ikke svigter, når alt andet ryster.

Kirken den kan dødsriget ikke få magt over. Noget af et skudsmål for kirken, som på det tidspunkt Matthæus skriver sit evangelium er blevet til i det små. Små husmenigheder rundt omkring. De store kirkebygninger kom først senere. Det kan godt være at vi som profeten Jeremias i sin samtale med Gud ikke føler at han duer. Vi skal lade os favne af Guds svar til Jeremias: ”Du skal ikke være bange for nogen, for jeg er hos dig og redder dig”.

 Og er det ikke netop hvad kirken er og skal være til alle tider? Et sted som står fast som en klippe, den ligger der i byen, blandt mennesker, og her ved vi, både når vi kommer der eller ikke, at i kirken kan jeg være til med alt det jeg kommer med.

Digteren Jørgen Gustava Brandt har smukt sagt hvad kirken er: Kirken bevæger sig i en anden tid…En anden tid end denne, det er en trøst. Kirken har sin art. Den lader mig ikke i stikken – håber jeg – med specielle formål. Her foregår intet. Kirken er ubekymret.

Kirkebygningen vidner tydeligt om denne grund, stræbende med sine tårne mod himlen, står de som vidnesbyrd om, at den menneskelige tilværelse og individets identitet ikke kun finder sin mening i det jordiske.

Vi har en grund at stå på. Jesus går videre mod Golgata. Det er hans bestemmelse. Det også vores retning, når vi tager korset op og følger ham. Korset som tegnes over os når vi bliver døbt, og bliver indlemmet i menigheden.

Hvem siger I, at jeg er? spurgte Jesus sine disciple. Relationen til Gud var han ikke i tvivl om, men hvad andre tænkte om ham, er vigtigt, for vores identitet får sin begrundelse fra de andre.

Hvem er jeg? – spørger vi os selv. Vi råber det nogle gange højt, for vi ved godt, at vores jeg får betydning fra det du, der råbes til.

At være et menneske, at være en kristen, er at blive i en relation. Vi kaldes af den levende Guds søn, til at være sammen med ham. At være sammen med ham, er at tage sit kors op og følge ham. Gå med ham mod Golgata, som er vejen vi ikke kender. Det er at sætte sit liv til, give sig hen til den anden.

Det er hvad der sker ved gudstjenesten. Vi giver os hen i bøn og salmer, i nadveren og i vores tro og tvivl. Alle klarest ser vi det i vores retning vendt imod alteret.

Vi åbner vores hjerter og giver os selv til Gud og den levende Guds søn, og finder forhåbentlig noget vi kan tage med os. Amen