Prædiken 6. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Nu kom der en ung mand hen til Jesus. »Rabbi,« sagde han til ham. »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« 17»Hvorfor spørger du mig om, hvad der er godt?« sagde Jesus. »Der er kun én, der er god, og det er Gud. Men hvis du gerne vil have evigt liv, så overhold buddene.« 18»Hvad for nogle?« spurgte manden. Jesus sagde: »Du må ikke slå ihjel, du må ikke begå utroskab, du må ikke stjæle, du må ikke lyve om andre, 19du skal respektere din far og din mor. Og du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv.« 20»Alt det overholder jeg allerede,« sagde den unge mand. »Hvad mangler jeg så mere?« 21Jesus svarede: »Hvis du vil være konsekvent, så sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige; så har du en skat i himlen. Kom så, og slut dig til mig.« 22Da den unge mand hørte det, blev han ked af det og gik sin vej, for han var meget rig.

23»Der kan I se, hvor svært det er for en rig mand at komme ind i Guds kongerige,« sagde Jesus til disciplene. 24»Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end det er for rige mennesker at få adgang til Guds kongerige.« 25Da disciplene hørte det, blev de rystede. »Hvem kan så overhovedet blive frelst?« 26Jesus så på dem og svarede: ”Ingen mennesker kan frelse sig selv, men Gud kan alt.” Matthæus 19,16-26

Den unge mand som kommer til Jesus og spørger hvad godt han skal gøre for at få evigt liv, ham kan vi sagtens fatte sympati for. Vi kan ligefrem genkede os selv i ham. Vi spørger som ham, som mennesket til alle tider har spurgt på tidspunkter i livet til en yderste mening.

Han har det godt må vi gå ud fra. Er i overskud med de ting i livet, som ellers kan skabe bekymring i livet: et sted at bo, familie, job, venner og god økonomi. Midt i alt det kan en tomheds følelse indfinde sig.

Som én en gang sagde om mennesket der har meget og så alligevel mærker en mangel i livet: vi har alt, men det også alt vi har.

Den unge mand som kommer til Jesus et søgende menneske. Han vil gerne finde lykken, vil vi sige i dag, måske tilmed en hurtig lykke. Han vil gerne leve godt.

Vi vil gerne leve godt, klare os i livet, og det gør den unge mand nok allerede. Man fornemmer en lethed i hans ønske om evigt liv. Det var lige det han manglede. Det går ham egentlig ganske godt, men der kan indfinde sig en livstræthed midt i al det gode som omgiver ham, for der må da være noget mere til mig, tænker han.

Evigt liv er ikke en forlængelse af dette liv, altså et liv til eller mere af det liv han i forvejen har. Det er den evighed i tiden jeg kan søge midt i al det gode jeg er omgivet af i mit liv. Ønsket om i tidens flygtighed hvor tiden tager os med til det ene og det andet, at holde fast ved det gode. Eller den gode, som Jesus minder ham om. Der er kun én der er den gode. Den gode er Guds vilje med os og i livet.

Da det kommer til at leve og opfylde alle budene, som er de ti bud, er han perfekt. Hvad er det egentlig han søger? Er han bare bekræftelsessyg, og vil gerne have Jesu og Guds anerkendelse af, at alt hos ham er i orden.

Han søger et eller andet? En rastløs sjæl som har det godt, alt han kan fremvise stråler af perfektion.

På Jesu tid var menneskers liv indlagt i en verden styret af et religiøst meningssystem. Gud var med i alt i livet. Gud kendte alle til, som noget der stod lige så fast som at solen stod op hver dag. Gud har i en fjern fortid i én af de store religiøse fortællinger givet 2 tavler med bud til Moses. Jesus taler om dem som buddene. Det var sikkert sådan man talte om dem, når nogen var i tvivl om et eller andet, ville én svare: læs hvad der står der skrevet i budene. De var en slags færdselsregler for samlivet mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.

Budene kunne man anvende når man sled med hvad man skulle gøre i bestemte situationen. En slags baldakin over livet. Vi lever ikke længere i et enhedskultur som på Jesu tid. I et mange kulturelt samfund med mange virkelighedsforståelser, som både kan være fragmenteret og i modsætning til hinanden, og ingen overordnet mening er selvklart for alle, der bliver spørgsmålet om mening hjemløs.

Den østrigske psykiater Viktor Frankl måtte som jøde under krigen tilbringe flere år i tyske koncentrationslejre. Han oplevede i de umenneskelige forhold som herskede i lejrene, hvordan mange af hans ligesindede alligevel formåede at overleve. Han overlever selv og bruger sine erfaringer resten af livet i sine samtaler med mennesker. Han siger at behovet for mening er det meste fundamentale af alle menneskelige behov. I de værste øjeblikke i lejrene så han mennesker holde fast i en mening midt i al det meningsløse.  

At føle at ens liv er meningsfuldt er ligeså grundlæggende som behovet for føde, ilt og væske. Den mening Frankl her taler om kan tage sig forskelligt ud for mennesker. Mennesket kan have behov for private og kollektive meninger, som kan være forskellige afhængig af den kultur og det samfund man vokser op i. At mennesket søger mening er et universelt behov.

Vi skal lægge mærke til den unge mands svar på Jesu opfordring til ham om at kigge på budene og hvordan han har det med dem. Hans svar falder uden nogen betænkningstid, snarere sådan lidt trættende, i håbet om at Jesus var kommet op med noget større, der kunne fylde hans behov for mening. Budene var ikke det han søgte. Han tænker som så, dem har jeg prøvet, og jeg gør dem til stadighed. Der må være noget mere, som kan fylde ham med det han savner.

Det er som om han søger en brugsanvisning til livet. Budene er konkrete, nemme at forstå, og som de er skrevet, skal de bare gøres. Her er ikke meget at diskutere.

Gøre det gode for at få evigt liv, var det han spurgte om. I dag ville vi sikkert sige noget i retning, hvordan bliver jeg lykkelig. Til det formål duer budene ikke. De giver ro, og letter menneskets moralske overvejelser over hvad som er godt og ondt.

Mennesket søger noget mere. Forlanger mere af livet. Vi vil gerne være lykkelige. En moderne tomheds følelse  kan vi ikke forklare  hans ønske om evigt liv med. Den tomhed som vi kan føle i dag er et resultat af samfundets udvikling, fremmedgørelse og ensomhed. Vi læser teksten med vores liv som udgangspunkt, og det vi mangler i livet bliver ofte til ”mening med livet”, ”livets fylde”, ”lykke” eller ”indhold”.

Han tror at det er noget han skal gøre mere. Derfor bliver han skuffet over at få smidt budene i hovedet. Dem gør han jo hele tiden.

Meningen er ikke noget vi skal gøre, det er noget vi får skænket. Jesus viser det gang på gang når han afstår fra at regere gennem magt. Derfor er det han foreslår den unge mand at give alt hvad han ejer til de fattige. Gøre sig fri af penge, som giver magt, og som kan holde ham på afstand af livet og mennesker. Jesus lever ved at vise sin svaghed og omfavne mennesker med ømhed.

Han har det svært denne mand. Sværere end kamellen der går gennem nåleøjet. Altså helt umuligt. Jesus vil rigtig gerne give ham muligheden for at mærke livet. Hjælpe ham på vej i hans eksistentielle tomhed.

Kom så, og slut dig til mig, er hans tilbud. Her er ikke noget med du skal gøre noget, men en åbenhed overfor hvad livet vil møde ham med. Jesus kalder ham til en form for selvopofrelse. Det er svaret på hans spørgsmål om evigt liv.

Jeg hører en stor omsorg i Jesu ord for det unge menneske. Lad os være sammen i livet, gå ind i livets mange  kroge, møder med mennesker, opgaver på livets vej og se hvad der kommer til os. 

Det handler ikke altid i livet om at jeg skal gøre alt muligt for at nå til den der følelse af mening. Der ligger stor tillid i Jesu opfordring slut dig til mig. Alt er muligt for Gud, og det er netop hvad troen vil fortælle.

Den troende har modet til at lade livet komme til sig. Amen