Prædiken 7. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Jesus sagde: En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. v25  Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

v26  Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. v27  Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. v28  Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. v29  Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. v30  Men på jer er selv alle hovedhår talt. v31  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. Matthæus 10,24-31

Gammeltestamentlig læsning fra Prædikerens Bog 3.1-11 

Alting har sin tid siger det vise menneske i Prædikerens Bog. En dyb og fælles sandhed om alt liv på jorden. Alt hvad som er til og bliver til er bundet til tiden.

 Denne fine poetiske tekst om tidernes gang har mennesker altid godt kunne lide at lytte til. Den fortæller om alt hvad tiden møder os med. Vi kan være sikre på, at tiden udsætter os for det hele.

I teksten fra Matthæus hører vi Jesus tale til sine disciple. De skal styrkes og opmuntres til at klare den tid som ligger foran dem, hvor de nu selv skal ud og prædike at Guds riget er nær. De skal stå på egne ben, og derfor Jesus gentagne opmuntring og trøst til dem, om ikke at frygte.

Frygt har også noget med tid at gøre. Tiden kan fyldes af frygt. Man skiller gerne frygten fra angsten. Frygt er knyttet til en konkret ting. Frygt for noget eller nogen. Angsten ligger på et dybere plan og handler om meningen med livet. I angsten breder tomheden og intetheden sig.

Jeg blev grebet af frygt da jeg for nogle dage siden mens jeg kørte i bil lyttede til brudstykker af et radioprogram. Det handlede det om at vores enorme forbrug af tøj som er til skade for verdens klima. Vi køber for meget tøj og det meste indeholder plastic. Den kloge kvinde som blev interviewet fortalte at produktion af tøj er en stor belastning for verdens klima. Og vi har ikke brug for alt det tøj. Det meste hænger i vores skabe. Jeg tænkte på mit eget tøj som hænger i skabet. Meget af det bruger jeg ikke. Følelsen jeg sad tilbage med var en frygt for hvordan det skal gå i fremtiden. Tøj forbrug er bare én ting som belaster vores fælles liv. Vi får hele tiden at vide hvor galt det står til med vores fjorde og have, endnu et rekord år for varmen i verden, det regner mere, og vi flyver rundt i verden mere end vi har gjort før, skovbrande…..

Der er nok at frygte, og skal vi lytte til prædikeren, må vi håbe vi i rette tid før det er for sent finder tidspunktet til at handle. Opmuntrende at han taler om tiden som både konstruktiv og destruktiv.  

Prædikerens skriver om tiden der møder os er fyldt med tvetydighed, og vi genkender verden og os selv i den.

”En tid til at plante, en tid til at ryde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op” …..

Og sådan løber tiden afsted, og tager os med, og den gentagne en tid til, antyder at der til enhver af os, vil komme en tid. Der er et tidspunkt til alting under himlen.

På en måde en beroligende besked: ’Du skal ikke bekymre dig, det rette tidspunkt vil komme, hvor du kan gøre det du har tænkt dig’. Men vi kan ikke lade tiden ordne det for os. Vi må selv handle og Jesus er helt tydelig i sin tale til disciplene med en opfordring til at handle.  

Vi ved ikke hvad tiden vil møde os med. Hvilket passer godt til Jesu besked til sine disciple inden de skal udsendes. De vil helt sikkert komme til at møde modstand, men det skal de ikke frygte. Tiden vil møde dem med mange forskellige ting.

Hvorfor de ikke skal frygte er begrundet i, at Gud har talt alle deres hovedhår. Hvad det betyder, kan vi måske bedre forstå, hvis vi igen vender os til prædikeren og hans konklusion på alt det tiden udsætter mennesker for. Tiden kan føles som en plage, for vi er hele tiden i gang med et eller andet. Tiden kan møde os med ting, vi ikke har kontrol over, og som kan få os til at miste modet.

Prædikeren er en klog mand, og spørger hvad der kommer ud af at leve livet i tiden: hvad udbytte af sit slid har den der foretager sig noget? Hvad kommer der ud af det hele? Hvad får jeg ud af det? Problemet med at være i tidens vold, kunne vi sige, er at vi aldrig kan se ud over tiden vi står i, aldrig ”kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.” Ét kan vi være sikre på, at Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid

Gud er med i alt hvad der sker. Ikke sådan at forstå at det er alt som sker, som er Guds vilje. Men det sker i den verden som er hans skaberværk. Vores hovedhår har Gud tal på, ligesom Gud sørger for at vi mødes af tidens mange forskellige tidspunkter.

Derfor hører vi Jesu gentagne ’Frygt ikke’ til sine disciple. Gud er med jer i alt, hvad I kommer ud for. Egentlig er det en tanke som skulle forurolige os. Og det gør den også når vi spørger efter Guds vilje eller mening i den meningsløse død eller det som uventet vender vores liv på hovedet. 

Spurven falder til jorden og Gud er med i det, siger Jesus. Intet sker uden at den levende Gud er med. Talt er disse ord til trøst for os. De betyder, at hvad der end sker, sker det i den verden, som Gud er med i.

Mange har vi sikkert oplevet hvordan tiden kan lamme os i vort ønske om at gøre noget. Eller den usikkerhed tiden smitter os med, fordi tiden er alt, det hele, og hvad er det så lige jeg skal. Der kan ligge en frygt for selve tiden, og jeg tænker ikke på den målte tid- for den raser jo derudaf, hvad end vi vil være med eller ej- nej, jeg tænker på det tiden skal fyldes med og hvad den møder os med. Og hvad stlller vi op når tiden fyldes med frygt for hvordan fremtiden skal blive?

Der kan nemt snige sig en frygt ind i os, når ting vi ikke kan kontrollere sker. Der er trøst at hente i søndagens tekster. 

Vi har været omkring de vigtigste temaer om tiden som går, og som møder os med lidt af hvert. Gud har tal på alle vore hovedhår, hvilket jo betyder at kender os næsten bedre end vi kender os selv. Spurven tager han vare på, og hvor meget ikke mere os, der er mere værd end mange spurve.

Vi ved at tiden går, den går mod tilintetgørelse og død, men der er en evighed i tiden. Gud har givet os en fornemmelse af evigheden. Tidens gang, tvetydigheden, modsætningerne, sorrig og glæde, lykke og ulykke – er for altid vilkår for os.

Jesus taler om ikke at frygte. Prædikeren skriver poetisk og rytmisk sin tid ind i os. Vi kan ikke hoppe ud af tiden, og tiden giver også anledning til frygt. Jesus planter os et andet sted end i verden. Han siger Frygt hellere Gud..

Gudsfrygt er en tillid til Gud overfor alt det verden møder os med. Gudsfrygt kan give os en frihed til at tage livtag med hvad tiden møder os med. Gudsfrygt har vi lært at kende gennem Jesus. Han frygtede ikke verden, selvom der var nok at frygte. Han mødte sin verden og mennesker med Gudsfrygt, som jager al anden frygt ud.   Amen