Hver fredag formiddag fyldes Virum Kirke med store smil, små grynt og dejlige sange og salmer, når Therese Fabricius inviterer indenfor til babysalmesang og 45 minutters rent nærvær for sognets allermindste og deres forældre.
Af Tina Nørager Dahlstrøm, kordegn og kommunikationsmedarbejder
- Godmorgen… eller er det egentlig ikke formiddag? Når man er på barsel, flyder tiden bare sammen, så jeg har ikke rigtig styr på det med tiderne mere, griner en mor og hilser på både kirkens personale og de andre mødre og fædre, der denne fredag formiddag er på vej ind af Virum Kirkes brede kirkedør.
Udenfor afslører de mange parkerede barnevogne, at det er sognets allermindste, der lige nu skal ske noget for. Indenfor er babysalmesang-instruktør, Therese Fabricius klar til at tage imod. Lyden er testet, rekvisitterne klar og på kirkegulvet er der lagt tæpper frem i en cirkel lige foran alterbuen. Therese har instrueret holdene med babysalmesang hele foråret og hilser hjerteligt på både de børn og forældre, der har været med flere gange og på dem, der måske lige er startet og derfor ikke kender kirken så godt endnu.
- Det er jo lidt flydende med deltagere. Nogen kommer til og andre stopper. Det afhænger af deres barsel. Men vi har generelt kørt med store hold hele foråret, siger en glad Therese, der oser af overskud og nærvær. Alle bliver set, hilst på, taget imod.
Stille og roligt fyldes tæpperne op med små, nysgerrige øjne. Der er småsnak i krogene, men den forstummer lige så stille, da Therese tager ordet og byder de 13 babyer og deres voksne velkommen. Hun præsenterer sig selv og dukken Nanna, som hun skal bruge til at vise de forskellige aktiviteter, hun de næste 45 minutter vil sætte i gang.
Morgen er nær, slut natten lang
- Det her er jeres rum. Jeres og jeres ungers. Jeg vil bede jer om ikke at snakke, mens vi er i gang, men bare nyde roen og nærværet med jeres børn. Og synge med, så godt I kan, selvom I måske ikke lige kan teksterne – ungerne har så godt af at høre jeres stemmer, siger Therese og slår en fin og klar tone an på en xylofon.
Pling…pliiiiiiing. Xylofonen holdes hen mod Thorbjørn, der først kigger lidt betuttet på den. Så rækker han ud efter instrumentet og kigger frem for sig med store øjne.
- Thorbjørn… Thooooooooorbjøøørn….. Morgen er nær, slut natten lang, rejs dig med solen og pris den med sang.
Thorbjørn hopper lidt på sin mors skød, og de små deltagere på den anden side af cirklen kigger fokuseret med. Et par af dem er nærmest hypnotisk optaget af det, der sker og en enkelt smiler stort, hver gang Therese klimprer på xylofonen. Sådan går det rækken rundt. Lille Marie strækker sig genert og rækker en arm højt i vejret – overrasket over lyden af sit eget navn sunget ud i det smukke, højloftede rum. Therese smiler opmærksomt til hende, inden turen går videre til den næste i rækken. Hvert enkelt navn synges og spilles velkommen, mens de andre følger opmærksomt med.
Ud i verden, trygt i havn
Kirkerummet fyldes af smuk lyd fra kirkens højttalere og når Pernille Rosendal ikke sætter stemningen med sin glasklare version af ’Sig Månen Langsomt Hæver’ synger forældrene, mens de gør synkrone bevægelser igen og igen foran deres børn: "Tit-tit-bøøøh… Hej med dig… Mærk, hvor det regner…” Der bruges tørklæder og trommes med fingerspidserne på de smås maver. Nogen kender rutinen, andre falder hurtigt ind.
De små pludrer med, sparker med arme og ben og har 100 % kontakt til deres mor eller far. En enkelt gør utilfredst opmærksom på, at nu er det altså tid til at få noget mad, og moren trækker sig lydløst tilbage for en stille ammestund på en af kirkebænkene. Alt foregår som i én lang bevægelse, hvor det kun er ’lige nu’, der betyder noget.
- ”Nu sidder vi og vugger lidt, som skibe i en havn”…, synger Therese for. Hun holder dukken Nanna på sit skød og vugger fra side til side.
- ”Om lidt så sejler vi afsted her fra den trygge favn, vi sejler på det store vand og peger rundt på by og land,” fortsætter hun og holder dukken ud foran sig.
- ”Men savner vi den trygge favn, så sejler vi igen i havn”, afslutter hun og leder Nanna tilbage til udgangspositionen på sit skød.
De små babysalmesangs-deltagere glider med, mens deres forældre gør samme manøvrer til sangen. Enkelte småklynker, når de ’sejler ud fra den trygge favn’, men falder til ro, når de er sikkert tilbage ’i havn’.
Paraply, sæbebobler og kaffe
Hele Virum Kirke tages i brug i løbet af de tre kvarter en holdseance tager. Forældre og børn går på række gennem kirken, deler sig op og står overfor hinanden foran kirkebænkene, synger, bliver blæst på med en farvestrålende vifte og sidder skiftevis under en kæmpestor, mørkeblå paraply, hvorfra der hænger stjerner i forskellige farver. Især August er vild med paraplyen og bryder ud i et stort smil, når turen kommer til ham.
Slutteligt skal alle tilbage på tæpperne foran alterbuen og til tonerne af musik, blæser Therese sæbebobler op i luften. De fine bobler glimter i lyset fra kirkens messing-glober, svæver gennem luften, brister pludselig – og er væk! Små hoveder og kroppe strækker sig opad for at se og nå boblerne. Alle er de optaget af at kigge og følge boblernes svæv igennem luften. Og stor er forundringen, når de pludselig er væk igen. Nogle smiler – andre kigger bare overrasket til.
Lige så roligt som det hele gik i gang, rundes der nu af. De 13 mødre og fædre kommer på benene, snakken begynder at gå, mobiltelefoner tændes. Fredag formiddag er ikke længere et magisk eventyrland uden tid og sted. Tilbage er hverdagen og en hyggestund i kirkens krypt for dem, der har tid og lyst. Der bliver erfaringer, bekymringer og gode råd vendt over en kop kaffe eller te og frugt eller lidt sødt.
- Det har været så skønt at være med, siger en mor til Therese, inden hun pakker sammen. – Men nu overlader jeg stafetten til faren i næste sæson, griner hun og siger farvel for denne gang.
Fakta: