Kirkestien der forsvandt - Præsteklumme i Uge-Bladet Skanderborg

Vores præst, Thomas Frøkjær, har igen skrevet en klumme til Uge-Bladet Skanderborg. Du kan læse teksten herunder, på nettet i Uge-Bladet, eller i den fysiske avis, når den kommer.

Kirkestien, der forsvandt

Lige ved siden af forsamlingshuset i min barndomsby, Heltborg, gik kirkestien. Kirkestien forbandt den del af byen, som lå langs hovedvejen med forsamlingshuset – og kirken naturligvis. Det var en ral-belagt sti på vel en meters bredde med lidt græs omkring og et par tjørn og hyldebuske hist og her. Den var velegnet til at spadsere på med en flot udsigt til skolen. Og den var tidsbesparende. God og hurtig at cykle på, når man blev sendt til købmanden eller bageren for enden af den. Især da når det gik hjemad med et franskbrød eller et halvt pund kaffe på bagagebæreren.

 Kræn Povlsen ejede jorden på begge sider af stien. Og med det in mente, så er det jo faktisk noget i vejen med sådan en sti til at skære ned gennem det hele. Det kan enhver forstå. Især da når man betænker de store landbrugsmaskiner, Kræn havde. – Og den vendeplads en 3-furet vendeplov nu engang kræver. Og nu blev stien vist heller ikke brugt så meget længere. Der kom ikke så mange i forsamlingshuset. Og da slet ikke i kirken. Og dem, der alligevel kom, de kørte i bil. Og det var kirkestien lige godt ikke bred nok til. Og den var også dyr og besværlig at holde ved lige for kommunen, sådan en kirkesti. Det ene med det andet…

På den anden side har sådan en sti jo ligget der i måske århundreder, og er blevet begået af generationer af gode Heltborg folk. Og kirkegængere ikke mindst da. Og sådan en gammel velrenommeret sti kan man jo heller ikke bare fjerne, selvom man måske gerne vil. Den er jo tinglyst. Det er ligefrem ulovligt – og da især hvis man er menighedsrådsformand, hvad Kræn også var.

På den anden side igen… Nej det var en svær en.

Men nu ville skæbnen – eller Vorherre, eller hvem det nu var, at Kræn en dag, da han sad på sin røde International-traktor med ploven på slæb, kom lige val tæt på kirkestien. Først røg der lidt helt oppe ved hovedvejen. Og så ved et uheld også et lille stykke helt nede i bunden af bakken. Og så ved man jo godt, hvordan det går. Så tager det ene stykke det andet. Det er ligesom, når man får åbnet for en pose med lakridskonfekt. Egentlig ville man bare lige smage på det. Men før man får set sig om, er det hele væk. Sådan gik det også med min barndoms kirkesti. Pludselig en morgen var den væk.

Af en eller anden grund kommer jeg altid til at tænke på den forsvundne kirkesti, når jeg hører om nedlæggelser af busruter i lokalområdet. – Eller om såkaldte effektiviseringer og nedskæringer indenfor områder, der har med små eller syge mennesker at gøre. Men det er sikkert bare en tilfældighed. 

Sognepræst Thomas Frøkjær