Præstens klumme: ANEMONEN

Hvad var det dog, der skete?   
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smelte ved at se det 
den første dag i marts. 
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit søblå flor 
et stænk af himlens tone? 
Den lille anemone, 
jeg planted dér i fjor. 

Jeg holder så uendelig meget af Kaj Munks sang om den blå anemone. Og jeg er ikke den eneste – heldigvis. For når vi mødes til højskolesang i Sognegården, så kan den sagtens være blandt ønskerne, selv om det er november og koldt. For sangen om anemonen holder hele året. 

På Lolland jeg den hented, 
et kærtegn fra min fødeø. 
Så gik jeg her og vented 
og tænkte: »Den må dø; 
den savner jo sit skovkvarter, 
sin lune luft, sit fede ler; 
i denne fjendske zone 
forgår min anemone; 
jeg ser den aldrig mer«.

Selv om anemonen brød igennem den frosne jord, hvor man ikke engang kunne få spaden i, så var den ikke født der. Anemonen var fremmed – den var blevet flyttet. Sådan kan man indimellem også have det i livet. Føle at man er fremmed, at livet ikke er det, man kendte det som. At man måske synes, at det velkendte liv ligger mere bag en end foran en? Men vi stiller os sammen med Kaj Munk, der om nogen også kendte til modgang, og ser det:  

Nu står den der og nikker 
så sejersæl i Jyllands grus 
ukuelig og sikker 
trods ensomhed og gus, 
som om alverdens modgang her 
har givet den et større værd, 
en lille amazone 
og dog min anemone
som søens bølge skær. 

Jeg har altid haft et utrolig anstrengt forhold til ordene om, at hvad der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Der er en bitterhed i de ord synes jeg. Men til gengæld kan jeg lade glæden og den styrke, der jo er i at gennemleve ting, jeg ikke havde troet mulige, synke ind i mig. Jeg tror, at det er det, vi skal. Lade glæden og styrken synke ind og farve vores hjerte. Lade den lille anemone slå rod i vores hjerte. 

For denne rene farve 
den er mig som en vårens dåb, 
den la'r mig nyfødt arve 
en evighed af håb. 
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone. 
Du lille anemone, 
hvor er vor skaber stor!   

Jeg må indimellem minde mig selv om, at jeg bliver nyfødte flere gange i livet, når jeg må sande, at alt det, der gør, at jeg håber og længes, er noget, der gives mig. Jeg tænker jeg ikke er den eneste, der har det sådan.  Men det lægges i os som en evighed af håb, vi kan tage med ud i livet. Det kan vi kun bøje os mod – akkurat som Gud bøjede sig mod jorden julenat og kyssede jorden. Og det er ikke kun den blå anemone, som har så stor en skaber. Det har også du og jeg.  

Anemonerne blomstrer snart.

                                                                                       Sognepræst Laila Bomose