Musikgudstjeneste med de 9 læsninger v. Henrik Dahlin

Lørdag 2. december 2023, kl. 16:00 - 17:00
Christianskirken, Sønderborg, Ringgade 102, 6400 Sønderborg
Christianskirkens Koncertkor og Ungdomskor

”De Ni Læsninger” er oprindeligt en engelsk kirkelig tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor det hed: Festival of Nine Lessons and Carols. Nogle vil måske kende formatet fra King’s College Choir i Cambridge, som hvert eneste år transmitterer deres gudstjeneste ud til verden. Det er en musisk gudstjeneste uden prædiken, hvor der i stedet læses ni skriftsteder fra hhv. Det Gamle – og Det Nye Testamente. Teksterne er udvalgt sådan, at de udfolder Guds frelsende historie, begyndende med skabelsen, hen over syndefaldet, patriarkerne, profetierne om Jesu komme og ultimativt beretningerne om Jesu fødsel og hans betydning. Ved ”De Ni Læsninger” i Christianskirken læses skriftstederne på en række forskellige sprog.

Traditionen har i England oftest plantet denne festlige gudstjeneste i juletiden, mens den i Danmark, som også denne aften, tit har været placeret i adventstiden. Musikken vil afspejle, at vi befinder os i adventstiden, forventningens tid, men den vil også pege frem mod julen og det glædens store mirakel, nemlig forløsningen i at Gud for vores skyld lod sig føde og blev menneske, så at han måtte få del i vores liv og vi i Hans. Gudstjenesten blander mange forskellige musikalske udtryk og rummer både orgelmusik og andre instrumenter, kor – og fællessang.

Ved musikgudstjenesten medvirker:
Liturg: Henrik Dahlin
Christianskirkens Koncertkor og Ungdomskor
Stine Möglich, flygel og orgel
Birgit Bauer, violin
Jens Bauer, alt blokfløjte
Otto Andersen, cello
Ilona Lobmayer, orgel og direktion

Du vil måske også kunne lide...