Rytmisk korkoncert med Tisvilde Højskole

Søndag 28. januar 2024, kl. 14:00
Vejby kirke, Kirkebakken 6, 3210 Vejby
Ulrik Pilemand

POPKOR I VEJBY KIRKE

Tisvilde Højskole har flere årlige kor-kurser af både klassisk og rytmisk karakter. Mens januar rinder ud, har vi fyret varmt og grundigt op under et 50-mand stort popkor med Janne Wind i spidsen, der afholder rytmisk “værkstedskoncert” i Vejby Kirke, søndag den 28. januar kl. 14.00.

Gennem weekenden op til har Tisvilde Højskole dannet ramme om kor-kurset OP FOR POP OG KROP, hvor en af Danmarks største rytmiske korkapaciteter, Janne Wind, har stået i spidsen for lækre, poppede numre i flerstemmige kor-arrangementer. Det handler om at slippe sin indre Lady Gaga løs, men også om at finde ind til ro og samklang i det rytmiske fællesskab. Det handler om sangglæde og et skønt og blandet repertoire af det bedste fra den aktuelle, danske popscene til store verdenshit og innovative numre fra Janne Winds moderne salmeprojekt, “Popsalmer”. Der bliver også både solistiske indslag og medrivende fællessange, der klinger smukt i kirkerummet.

Janne Wind er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Hun er blandt andet kendt for at lede store kor, pt. hele tre kor på Fyn: et gospelkor i Odense, et pop-kor på Midtfyn og så måske Danmarks største, rytmiske kor “ODEONS rytmiske kor” i Odense. Janne Wind har over 30 års erfaring på den rytmiske korscene og er kendt for at skabe en dejlig stemning med sin gode energi, musikalske kvalitet, sin smukke stemme og skønne humor.

Kom og syng, sving og nyn med - Her er mere end højt til loftet. Alle er velkomne. Der er fri adgang til koncerten.

Du vil måske også kunne lide...