Valgforsamling

Tirsdag 17. september 2024, kl. 19:00
Pakhuset, Sct. Mikkels Sognegård, Rosengade 4, 4200 Slagelse
Menighedsrådet

Valgforsamling (menighedsrådsvalg 2024)

Sct. Mikkels Sogns Menighedsråd indkalder til valgforsamling (menighedsrådsvalg 2024) tirsdag den 17. september 2024, kl. 19.00 i Pakhuset, Sct. Mikkels Sognegård på Rosengade 4C i 4200 Slagelse.

Valgforsamlingen er offentligt tilgængelig, hvilket betyder, at alle interesserede har mulighed for at overvære valgforsamlingen. Det er kun medlemmer af folkekirken med valgret i det pågældende sogn, der har tale- og stemmeret på valgforsamlingen.

Inden valgforsamlingen begynder, skal valgbestyrelsen sørge for, at de mødedeltagere, der har valgret på valgforsamlingen, markeres i den elektroniske valgliste eller afkrydses på en udskrevet valgliste. Mødedeltagere med valgret skal legitimere sig ved at oplyse sin fødselsdato, hvorefter valgbestyrelsen afkrydser vedkommende på valglisten. Mødedeltageren skal i øvrigt på forespørgsel give oplysning om sit navn og sin bopæl. Hvis der er tvivl om en mødedeltagers identitet, skal denne fastslås, om fornødent ved fremlæggelse af dokumentation i form af sundhedskort, pas eller kørekort.

Når valgretten er kontrolleret, udleverer valgbestyrelsen stemmesedler til den pågældende. Valgbestyrelsen skal under valgforsamlingen påse, at det kun er personer, der fremgår af valglisten, som afgiver stemmer ved afstemningerne.

Fast dagsorden på valgforsamlingen

Valgforsamlingen skal afvikles efter en fast dagsorden. Valgforsamlingen indledes med, at der vælges en dirigent. Dirigenten må ikke være medlem af valgbestyrelsen. Dirigenten leder valgforsamlingen og er sammen med valgbestyrelsen ansvarlig for afviklingen af afstemningerne.

På valgforsamlingen orienterer formanden for menighedsrådet om menighedsrådets opgaver, kompetencer og hidtidige arbejde.

Dagsorden for valgforsamlingen:

1) Velkomst ved valgbestyrelsen.

2) Valg af dirigent.

3) Formanden for menighedsrådet beskriver menighedsrådets opgaver, kompetencer og hidtidige arbejde.

4) Opstilling af kandidater til menighedsrådet.

5) Kandidaternes egen præsentation.

6) Debat og mulighed for spørgsmål til kandidaterne.

7) Gennemgang af afstemningsreglerne ved valgbestyrelsen.

8) Skriftlig og hemmelig afstemning.

9) Optælling af stemmer og annoncering af afstemningsresultatet ved valgbestyrelsen.

10) Valg af stedfortrædere efter samme procedure.

11) Valgbestyrelsen orienterer om resultatet af valgforsamlingen samt om muligheden for afstemningsvalg og fristen for at indlevere en kandidatliste.

12) Eventuelt.

Du vil måske også kunne lide...