I grænselandet mellem den jazz-inspirerede verdensmusik og de gamle klassiske mestre mødes to af Danmarks mest anerkendte unge musikere i et farverigt program der udforsker de to instrumenters fælles klang samt forskelligheder.
Bjarke Mogensen (accordeon) og Mathias Heise (kromatisk mundharpe) mødte hinanden idet de begge optrådte på Bent Fabricius-Bjerres sidste album, og ikke mindst på grund af deres specielle, men alligevel beslægtede instrumenter, gik der ikke længe før de to fattede interesse og sympati for hinanden.
Duoen byder på egne kompositioner såvel som nytænkte udgaver af kendte klassikere fra Bach, Debussy, Faure, Fabricius-Bjerre og Piazzolla. En unik duo med i et unikt repertoire!
Efter koncerten byder kirken på et glas vin og mulighed for at hilse på kunstnerne.
----
Bjarke Mogensen har siden han i en ung alder debuterede i en tv-udsendelse på ZDF som solist med München Symfonikerne markeret sig som en af de mest efterspurgte og alsidige musikere på den klassiske musikscene i Danmark. Han har vundet en lang række priser, herunder Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2012 og den internationale EBU-konkurrence “New Talent” i Bratislava, debuteret som solist i Carnegie Hall og spillet med berømtheder som violinisten Gidon Kremer, bratschisten Tatjana Masurenko, samt kunstnere fra helt andre genrer i kulturlivet, heriblandt Steffen Brandt, Henrik Koefoed og Benny Andersen.
Mathias Heise er en af verdens førende mundharpister. I 2013 blev han verdensmester i kromatisk jazz mundharpe ved World Harmonica Festival i Trossingen, Tyskland, i 2016 blev han tildelt Kronprinsparrets Stjernedryspris og i 2017 blev han tildelt Ben Webster Prisen, som den yngste prismodtager nogensinde. Han er en alsidig og efterspurgt musiker, der arbejder på tværs af forskellige stilarter. Senest har han markeret sig som arrangør og komponist med det af Statens Kunstfond præmierede album "The Beast", hvor han sammen med DR Big Bandet har indspillet 8 originale numre.