Palmesøndagsmusik af Bach

Søndag 24. marts 2024, kl. 16:00
Sct. Catharinæ Kirke, Lille Kirkestræde 1, 9800 Hjørring
Vejgård Kirkes Koncertkor & Ensemble Zimmermann
Fri entré

Bachs kantate til dagen hedder "Himmelskönig, sei willkommen" og opføres af Vejgård Kirkes Koncertkor og Ensemble Zimmermann, som også spiller Bachs 3. Orkestersuite i D-dur med den berømte Air. Koret synger to kendte satser af Bruckner, der fylder 200 år.

Om kantaten Himmelskönig, sei willkommen

Johann Sebastian Bach flyttede i 1708 fra Mühlhausen til Weimar og tog dermed et betydeligt skridt op ad karrierestigen fra stadsorganist til en stilling som hoforganist. Men Bachs ambitioner rakte videre end det. I december 1713 tog han til prøvespil til stillingen som organist ved Liebfrauenkirche i Halle og kunne herefter fremvise et jobtilbud derfra for sin arbejdsgiver i Weimar. Hertug Wilhelm Ernst von Sachsen-Weimar var dog ikke indstillet på at fritstille sin organist, og derfor er stillingen som kapelmester sikkert kommet i spil som et kompromis, både Hertugen og Bach kunne stille sig tilfredse med. Det har derfor været med en vis tilfredshed og stolthed, at Bach kunne præsentere Himmelskönig, sei wilkommen, BWV 182, som sin første kantate i Weimar efter tiltrædelsen som koncertmester. Da Bach sidenhen i 1717 insisterede på at forlade Weimar og Hertug Wilhelm Ernst til fordel for kapelmesterstillingen i Köthen, var det med en måneds fængselsstraf til følge.

Med stillingen som kapelmester fulgte en forpligtelse til at komponere og opføre én månedlig kantate i slottets kapel, hvilket Bach gjorde frem til sin opsigelse i 1717. Det blev til en gruppe på i alt 23 kantater i løbet af årene i Weimar. Bachs ambition om at skrive en komplet kantate-cyklus til kirkeåret blev vakt allerede her, og Bach bragte kantaterne fra Weimar med sig videre til Leipzig, hvor de fleste kom til at indgå i den første kantate-årgang.

Pulpituret i kapellet i Weimar, hvorfra kantaterne blev opført, er meget lille, og det er sikkert den gode og lavpraktiske forklaring på kantatens kammermusikalske besætning, som er så karakteristisk for Bachs Weimar-kantater. Ensemblet består, udover de fire sangere, af den usædvanlige kombination af en blokfløjte, en koncertant violin, en violin in ripieno (ingen 2. anden violin), to violaer, samt continuo med en delvist selvstændig cellostemme. I Leipzig var påskeugen en stille uge uden koncertant musik, så her benyttede Bach kantaten til Mariæ bebudelsesdag, hvor den fik sin første opførelse 25. marts 1724, og sidenhen atter i 1728 i en omarbejdet version, hvor en obo og en violone blev tilføjet ensemblet.

Librettoen til Himmelskönig sei wilkommen er sandsynligvis skrevet af Solomo Frank. Den deler træk med Weimar-poetens øvrige libretti, som vi kender fra hans udgivelse Evangelisches Andachts-Opffer, 1715, hvilken Bach benyttede som tekstforlæg for de fleste af sine kantater i Weimar-årene. Franks tekst bygger på læsningen til Palmesøndag: beretningen om Indtoget i Jerusalem fra Mattæusevangeliet 21,1-11, hvor Jesus drager til Jerusalem på æselryg for at opfylde profeten Zakarias’ profeti: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Da Jesus når byen breder folk fra folkeskaren deres kapper ud på vejen, mens andre skærer grene af træerne og strør dem på vejen, og skarerne omkring ham råber: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

Noter: Jakob Bloch Jespersen

Ensemble Zimmermann støttes af Augustinus Fonden og William Demant Fonden og Kompas Hotel Aalborg.

Arr.: Kirkernes menighedsråd.

Du vil måske også kunne lide...