Sig ja! Drop-in vielse og dåb

Fredag 21. juni 2024, kl. 15:00 - 19:00
Ansgarkirken, Hovedgaden 369, 2640 Hedehusene

Sig ja! Til Gud og til hinanden

I Ansgarkirken fejrer vi kærligheden, når vi holder drop-in dåb og vielse fredag d. 21. juni kl. 15-19, hvor alle er velkomne.

Et romantisk kirkebryllup behøver ikke at involvere en dyr kjole, klippede sokker eller en fyldt kirke med efterfølgende stor fest. Og en stemningsfyldt dåb kræver ikke en nedarvet dåbskjole eller en masse gæster.

Alt, det kræver, er, at man siger ja. Så kom og sig ja! Til kærligheden, til Gud og til hinanden.

Til drop-in bryllup og drop-in dåb kan man komme ind i kirken direkte fra gaden og blive gift eller døbt. Eller begge dele, hvis man har lyst til det.

Ansgarkirken sørger for musik, stemning og et lille glas at fejre det med. Har du brug for vidner, har vi også dem. Man behøver nemlig ikke at have gæster med, men hvis man vil, er alle velkomne.

Så står I og skal giftes, men er gået i stå i planlægningen? Skal du selv, din baby eller din kommende konfirmand døbes, men I har ikke lige har fundet tid? Eller har du svært ved at se dig selv i et stort set up? Så er drop-in muligvis noget for dig!

Mange oplever, at drop-in giver en mulighed for at samles om noget højtideligt på en afslappet og uformel måde.

Der kræves ingen tilmelding, og alt du skal gøre er, at…


Ved dåb

Skal du eller dit barn døbes, møder I blot op i kirken med gyldig billedlegitimation (pas eller kørekort). Ved barnedåb skal alle forældremyndighedsindehavere skrive under på en samtykkeerklæring, før dåben kan finde sted.

Efter en kort samtale med en præst, kan du eller dit barn blive døbt.

Kirken stiller dåbsvidner til rådighed.

Ritualet tager omkring 10 minutter, og selve dåben foregår helt, som den plejer. Der er levende musik i kirkerummet, og efter dåben byder Ansgarkirken på et glas. Desuden får man en dåbsgave fra kirken.

Husk:

• Gyldig billedlegitimation.

• Børn under 18 år skal ledsages af forældre eller værge.

• Alle forældremyndighedsindehavere skal skrive under på en samtykkeerklæring, før dåben kan finde sted.


 

Ved vielse

Forud for vielsen skal I skaffe en prøvelsesattest. Læs mere om denne nedenfor. Det er vigtigt, at I ansøger i god tid.

Når I ankommer til kirken, vil I først have en kort samtale med den præst, som senere vil vie jer. Ligeledes vil I blive henvist til vores kordegn, som hjælper jer med papirarbejdet.

Når alt er klart, vil kirkens organist spille jer ind til den musik, I ønsker, hvorefter selve vielsen vil finde sted. Bagefter står vi klar med bobler og et kæmpe tillykke.

Kirken stiller to vidner til rådighed.

Husk:

• For at kunne blive gift skal man have en gyldig prøvelsesattest via borger.dk. Det kan tage op til 7 dage at få denne tilsendt. Læs mere nedenfor.

• Mindst én ud af de to kommende ægtefolk skal være medlem af folkekirken.

• Man skal være minimum 18 år for at blive gift.

• Er man udlænding og ønsker at blive gift i Danmark, gælder der særlige regler, som man kan få oplyst ved kontakt til Familieretshuset. 

• Det er muligt at få ændret sit efternavn til et fælles ved drop in-vielse.

• Navneændring i forbindelse med vielse er gratis indtil tre måneder efter vielsesdato. Læs mere på borger.dk 

 

Om prøvelsesattesten

For at kunne blive gift skal man medbringe en gyldig prøvelsesattest og billede-ID. 

Prøvelsesattesten får du ved at udfylde en ægteskabserklæring på www.borger.dk. Herefter modtager man i sin e-boks den prøvelsesattest, som skal medbringes på dagen. Bemærk, det kan tage op til 7 dage at få prøvelsesattesten fremsendt.

OBS: Det er vigtigt, at I medbringer selve prøvelsesattesten og IKKE kun den kvittering, der medfølger.

Du vil måske også kunne lide...