Orgelkoncert m. Magne Draagen: festlig genindvielse af Benediktekirkens orgel

Fredag 5. april 2024, kl. 19:30
Benediktekirken, Ditmar-Koel-Str. 2, 20459 Hamborg

For over et år siden, i november 2022, modtog Benediktekirken en flot donation af Augustinus Fonden, og en nyistandsættelse samt udvidelse af kirkens lille, men fine, orgel kunne begynde! I april 2023 stod orglet atter klart, og vi lavede en lille lokal indvielse påskedag. Siden da har mange kalendre skullet gå op, før vi nu langt om længe kan genindvie orglet helt officielt!

Det gør vi denne aften, hvor ingen mindre end den norske hovedorganist i St. Michaelis, Magne H. Draagen, vil give koncert ved orglet. Magne mestrer til dagligt de 6 kæmpe orgler i hovedkirken, og vi har hørt ham spille til vores nordiske julekoncerter de sidste år. Nu får han et helt lille orgel mellem hænderne, men det bliver uden tvivl også magisk!

Samtidig indleder koncerten weekendens visitat fra København, hvor biskop Peter Skov-Jakobsen og udlandsprovst Selma Ravn, besøger Benediktekirken. 

Efter en times koncert er der en lille reception med et glas bobler og hyggeligt samvær.

Der spilles værker af bl.a. Johann Caspar von Kerll, Johann Sebastian Bach og Egil Hovland.

Koncerten er gratis, men vi modtager spende til fortsat vedligeholdelse af orglet. 

Læs mere om kirkens orgel i blogindlægget her.

Du vil måske også kunne lide...